Jesmyn Ward – Louise H. A. Trankjær

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Politikens Forlag

Oversætter: Mikas Lang

Udgave:1

ISBN: 9788740071719

Sprog: Dansk

Originalsprog: Engelsk

Originaltitel: Men we Reaped

Sider: 272

Udgivelsesdato: 14-09-2021

Format: Hæftet

Mænd vi høstede er Jesmyn Wards erindringer om sin barndom i Mississippi, der fremstår som en tåge af sorg. Indenfor kort tid mistede hun fem mænd, der stod hende nær, inklusive hendes nittenårige bror. De døde i bilulykker, ved selvmord eller overdosis. Livet i syden var brutalt og fattigt, men til trods præget af et enormt sammenhold og nærvær. Turen tilbage til hjembyen fra Michigan sætter gang i en flodbølge af minder, der fortæller om en enorm smerte, om tab, fragmenter af familie og venner og en basal frygt, der prægede hele barndommen. Hun fortæller om sin tidlige flugt ind i litteraturen fulgt af den senere flugt til Michigan, hvilket gør hende til en outsider. Til trods for at hun kommer væk, føler hun en konstant længsel tilbage. Til familien. Til alt det, der var.

Under overfladen taler fortællingen råt og ærligt om den uretfærdighed, der stadig præger tilværelsen i USA, hvis man er sort, og fremstår som en fortælling om de store sociale og historiske kræfter, som begrænser og kontrollerer livet for sorte mennesker. Titlen selv referer til et citat fra en af de store forkæmpere for sortes rettigheder, nemlig Harriet Tubmand, og det er netop kampen, som Ward slår et slag for med sin hjerteskærende fortælling.

We heard the rain falling and that was the blood falling; and when we came to get in the crops, it was dead men that we reaped.
Harriet Tubmand

Hr. Ferdinand, 2018

Lyttelæst via Bookmate

Hvor er det stærkt. Og hvor er det skønt at læse en skildring af en voldelig junkie-mor, som rent faktisk har et følelsesliv, der gør, at du kan opleve hende som et elskeligt, levende, tænksomt og værdigt menneske, noget nærmere virkeligheden end en afstumpet kliché. En, der er faldet og har så uendeligt svært ved at komme op igen. Beskrivelsen af genfærdene, de syngende børn, de uelskede, usete og glemte sjæle, sendte mine tanker over mod Anne Rice, som også skriver så ekstremt godt om lagene mellem liv og død. Måske er det Syden, der giver sine børn denne fantastiske evne?

Hovedfortællingen foregår i en bil; en uendeligt lang køretur med flere dramatiske hændelser, en voldsomt køresyg lille pige, hendes voldsomt omsorgsfulde storebror og en mor, der har været mere fraværende end nærværende altid, en mor, der lokkes væk fra livet af stoffer, væk fra minder og væk fra et dobbeltknust hjerte. De skal hente børnenes far, der netop er blevet løsladt fra fængslet, og børnene, som ellers normalt altid er ved deres bedsteforældre, skal med, fordi det “jo er deres far.”

Men børnene har intet forhold til hverken mor eller far. Deres tryghed er i hinanden og i deres bedsteforældre, Mam og Pop. Mam er syg, den sidste fase af kræft, og hele familien mister noget helt essentielt med hende.

Plottet skal opleves. Det vil jeg ikke røbe. Men kernen er familiens indbyrdes forhold, fattigdommen og livets barske realiteter, som de er for en sort familie i Syden. Stofferne, politiets (for)domme, volden og historien – de bærer det hele med sig, både de ældre og den alleryngste lille pige. Og så er der genfærdene, sangen, som alle i familien hører på hver sin måde …

Bogen er fint indlæst af tre forskellige personer, som skifter alt efter fortælleren i bogen. Det giver et godt stemningsbillede og lidt ekstra karakter til personerne.

Læs den, mærk den, tag den ind og bevar den i dit blod.

Køb den her.