Bogen er sponsoreret af forlaget
Politikens Forlag, 2018
Jens Andersen og Kim Larsen havde aftalt et stort projekt, hvor Kim skulle fortælle om hele sit liv, og Jens skulle omforme ordene til en bog. Desværre nåede de kun nogle måneder og dermed kun de første år af Kim Larsens liv, men det er der alligevel kommet en skøn bog ud af. Jens Andersen har virkelig gjort et fantastisk stykke arbejde med at gengive og strukturere Kim Larsens fortælling.
Mine unge år fortælles med Kim Larsens stemme. Du kan høre ham, mens du læser, så tæt er det holdt på hans sprog og verden. Og historierne kommer helt ind i sjælen med masser af detaljer, som nok kun de færreste før kendte til. På sin vis er det smukt, at det kun blev til de unge år, alt det, før det rigtigt gik løs med berømmelsen. Her lever Kim i fuldt flor, bliver uddannet lærer, bliver gift, prøver sig selv af og tager den store beslutning om at leve af musikken. Det er København med den spirende hippietid, det første ægteskab, sønnen Pelle, venskaber, kærlighed og en ung mand, der lever efter sit hjerte.
“Som sagt væltede hele verden rundt omkring mig i de år. Jeg så ligesom ingenting og følte mig ikke som en del af ungdomsoprøret. Når jeg spørger mig selv hvorfor, har jeg ikke andet svar, end at det var noget i mig selv. Noget konservativt, der altid har været der. Det er jo det samme i dag, hvor jeg ikke ænser den digitale revolution. Den interesserer mig ikke en millimeter, ligesom hippierne, provoerne og 68’erne heller ikke interesserede mig dengang. “
Bogen er ærlig og lige ud af den gæve sangers mulepose. Der er ikke pyntet på noget. Han indrømmer grunden til skilsmisse helt nøgternt og beskriver også sin sorg og bekymring over, hvad der så skal ske med lille Pelle. Verden er rå, men smuk, set med Kim Larsens positive og glade livssyn.
Bogen er gennemsyret af Kim Larsens ånd. Det er livet som et eventyr, som en landevej, hvor du bare skal derudaf. Det er (rosen-)rødt, det er nostalgisk, det er livet, når det leves dag til dag. Barndommen genfortælles med stolte mor Eva og storebroren Tore. Kims far forsvandt uden den store ståhej. Og sådan er det, i Kim Larsens ånd.
Mine unge år er en fin afrunding på Kim Larsens liv, også selvom den, ligesom livet, skulle have været længere.
Kim Larsen er en legende nu. Legendarisk, fordi han spænder over så mange generationer, har skabt lydsporet i så mange liv og vil blive husket så længe fremover. Han har fulgt mig hele mit liv fra min tidligste barndom i Odense, i skolen, SFO’en, til ungdomsfesterne, voksenfesterne, suppe-steg og is med de gamle i familien, til mit bryllup, i mine børns barndom… og sådan fortsætter det.
Jeg har læst denne bog med glæde og med baggrundsklang fra mine egne minder om Kim Larsen – når man mødte ham ved baren på Boogie’s i de sene nattetimer, eller stødte på ham på gågaden i Odense, på vej i Brugsen eller bare ude at gå med en af ungerne. Han kunne sidde ved et fortovsbord ved en af cafeerne med en stille øl og bare smile og sige skål til dem, der hilste. Han var bare en af os.
Han var noget særligt, og Mine unge år gør ham ære som menneske. Jeg har læst den med den tanke, at det er en fin bog og et fint nik til et menneske, som var i vores alles liv, mens han bare roligt levede sit eget. En fantastisk historiefortæller, en genial musiker og et levende menneske med tag i eget hjerte og principper, der holdt. Æret være hans minde…
…og skål!
“Jeg lærte også noget af monotonien og kedsomheden. På et tidspunkt talte jeg en del med en gammel fyr, der hed Jensen, en af de mere sjove og tænksomme derinde. Han havde været der i 30 år. ‘Hvordan fanden kan du holde det ud, mand?’ spurgte jeg . Han gik jo rundt og passede sit arbejde så fint, Jensen var virkelig en mønsterarbejder, og jeg fattede det ikke: ‘Hvorfor gider du knokle og gøre dig sådan en umage for de skide kapitalister?’ Han så på mig og sagde: ‘Det er det eneste, jeg har at lave, Kim, og hvis jeg ikke laver det ordentligt, så er der ikke noget indhold i mit liv.’ Det ærlige svar lærte mig sgu noget.”
Køb den her.
