Tag: Jamaica Kincaid

Reklame. Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget.

“The way I became a writer was that my mother wrote my life for me and told it to me.”

Jamaica Kincaid

Jamaica Kincaids to fantastiske romaner Annie John og Lucy er her blevet genudgivet. De to romaner minder om hinanden i deres behandling af emnet mor/datter og det at være en ung pige, der skal finde sig selv på et sted og i en identitet, som er uønsket. Kincaid skriver livet indefra og gør det mærkbart. Det er det uperfekte menneske, det ægte menneske, men også mennesket uden stræben efter perfektion, og det kan godt gøre ondt, når man læser det.

Kincaid skriver for det indre, ikke det ydre. Det handler ikke om plot eller en fremadskriden, men om en afsøgning af alt det, der ligger under overfladen. Kincaids karakterer indeholder noget mørkt, noget, der normalt ikke vises frem, hvis det findes, og det giver en dyster undertone i hendes værker. Samtidig er det fængende og lokkende, gribende, på sin egen teatralske måde, og det er umuligt at lægge værket fra sig.

Værker omhandler det nye liv, der vokser frem i en pige, der bliver til en ung kvinde, samtidig omhandler det kolonitiden, det at være underlagt en andens magt, det handler om fremmedgørelse, søgen efter identitet, frigørelse, oprør, lyset mod mørket i et menneskehjerte og et liv uden noget bestemt mål andet end frihed, uden helt at vide, hvad det er frihed fra?

Kincaid skriver dybt og sanseligt, og det er umuligt ikke at blive viklet ind i det, hun skriver. Samtidig indeholder det en styrke og et liv, der tager pusten fra sin læser. Der er så meget mennesker bag ordene, at det bliver en fysisk oplevelse at læse værkerne. Det er intet under, hvis hun ender med nobelprisen.