Betina Birkjær: Hus i skoven til salg

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771516159
Sprog: Dansk
Sider: 110
Udgivelsesdato: 14-02-2020
Format: Hæftet

Ingen sorg kan være større end at miste et barn. Og ingen ord kan beskrive den smerte. De to budskaber er lynende klare i Betina Birkjærs fortælling Hus i skoven til salg.

En familie, ødelagt af sorg, forsøger fysisk at fjerne sig fra smerten ved at flytte ud i et hus i skoven. Manden, der sælger dem huset, har mistet sin kone selvsamme sted, og døden flytter med ind.

Fortællingen er vildtvoksende fantasi, natur, symbolik, følelse og stemning. Hver for sig kæmper familiemedlemmerne med sorgen, som de kan bedst. Maja, datteren, flygter ind i skov og fantasi og finder nærhed og omsorg i dyrene. Faren kaster sig over sit arbejde med at udstoppe dyr, og moren finder nyt liv i naboen og køkkenhaven. Langsomt, men sikkert, tager skoven og naturen over og forgrener sig ind i fortællingens karakterer. Familiens forsøg på flugt mislykkes, da knogler og spøgelser flytter med, og selve sorgens natur er at overvælde.

Birkjærs roman er rammende, fantasifuld, poetisk og velskrevet. Den kan en masse mellem linjerne, og symbolikken med naturen lykkes til fulde.