Oversætter: Lars Zacho Maarup
Forlag: Superlux
Udgave: 1
ISBN: 9788775672844
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Case Study
Sider: 276
Udgivelsesdato: 13-01-2023
Format: Hardback
I de sidste par måneder har jeg slugt hele Graeme Macrae Burnets bagkatalog som optakt til udgivelsen af Et casestudie.
Burnets skrivestil er finurlig og kløgtig, og der skal ikke mange ord til, før man er fanget ind i fortællingen. Og det er netop fortællinger, han skaber, fortællinger og voldsomt velskrevne karakterer. I værker som Hans Blodige Projekt og Adèle Bedeau forsvinder ender man som læser med at have følelsen af at have lært et menneske at kende på godt og ondt med alle de facetter, som et menneske nu engang indeholder.
I Et casestudie opererer Burnet som altid på flere niveauer og drager læseren ind i et spind af exofiktion og labyrintiske tankegange. Kernen er det menneskelige sind, eller menneskets mange sind, og den moderne verdens splittelse sat i spil af en ung kvinde, der mener, at psykoterapeuten Collins Braithwaite er ansvarlig for hendes søsters selvmord.
Der er intet sort-hvidt i Burnets romaner, og der er ingen endegyldige svar på skyld og ansvar. Lagene i mysteriet foldes ud som det menneskelige sind foldes ud, og det bliver tydeligt, at der ikke findes enkle svar på hverken det ene eller det andet. Og Burnet gør det så dygtigt, at man sidder tilbage med følelsen af at have oplevet noget stort og ægte.
Jeg glæder mig voldsomt til, at der kommer mere fra hans pen.