Kaori Ekuni: Blink blink

Bazar Forlag, 2006

Det er sidste dag i juleferien, jeg har lavet popcorn til ungerne, og nu skal vi se film og hygge. Jeg snyder lidt med telefonen, for i går aftes inden jeg faldt i søvn, blev jeg færdig med Kaori Ekunis fantastiske roman: Blink blink.

Det var en utrolig læseoplevelse, som jeg fik tilsendt i årets #julebogbytteri på Instagram, og jeg skylder @hyldefie en stor tak for at sende mig denne skønne bog.

Det er en kærlighedshistorie; en anderledes, stærk, velskrevet og imponerende gribende historie.

Det handler om Shoko og Mutsuki, om Kon, den lilla mand og et moderne Japan, som er delt i generationernes kamp for på den ene side at holde på de gamle traditioner og på den anden side at leve frit og efter eget ønske som i tidens moderne verden.

Det er den slags fortælling, som får dig til at føle, at du har fået nye venner, personerne er under huden på dig, du begynder at læse langsommere, meget langsommere, for at den ikke skal slutte. Jeg sidder på altanen med Shoko og drikker drinks og ser himlen blive blommefarvet, før stjernerne en for en titter frem. Det er kærlighed. Det er stærk litteratur.

Blink, blink er ganske uhyggeligt velskrevet, og Kaori Ekunis bagkatalog er prompte røget på min ønskeliste.

Jeg vil ikke afsløre mere om indholdet, men blot indprente overfor alle litteraturelskere at denne bog skal læses.

Køb den her

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Som mange af de bøger, jeg når at læse nu om dage iblandt arbejde, hus, mere arbejde, familie, venner og en smule søvn, så er det igen takket være Mofibo. Jeg har før brugt e-bøger, men det har altid været noget lidt usexet, downloadet og besværligt noget. Ingen søgefunktioner, lister, organisk indhold eller overblik, sådan som det er med Mofibo.

Det var også tilfældet denne gange med Hanya Yanagihara. Jeg havde Et lille liv  med på gåturen med hunden, med i rengøringen, på løbeturen (ja, man kan faktisk høre lydbog, mens man løber. Det behøver ikke være pulspop.) Den var med i bussen, på turen fra Århus til Vejle, når der skulle undervises, og engang imellem var der lige mulighed for at nå 20-30 minutter under madlavningen, hvis ungerne var helt væk i leg.

Det er ikke nemt at være fuldtidsjobbende mor med trang til litteratur.

Men tilbage til Et lille liv.

Først og fremmest en advarsel. Den er hjerteskærende. Og ikke på den der bløde, poppede “mød mig i stjernerne”-måde. Den er barsk, ubønhørlig og uden nåde. Jeg vil intet afsløre, for jeg hader selv spoilers.

Sproget er virkelig godt, hvilket jo er min største kæphest. Fortællingen er springende, men ikke rodet, og mest af alt er det hele realistisk, hvilket også føjer brænde til det hjerteskærende bål. Sproget er sanseligt og medrivende; det hele kan mærkes. Følelserne bliver skrevet udenpå tøjet hos læseren, og det er svært at give slip, når det sidste punktum uigenkaldeligt sættes.

Læseren bæres på smukkeste vis ind i den verden, der beskrives. Nuet er et kunstnermiljø med fire gode venner (og lidt ekstra). Deres indbyrdes forhold, historier og forudsætninger beskrives, men kernen i fortællingen er den unge mand, Jude. Hans historie fortælles drypvis, hvilket er nådigt af forfatteren, for ingen ville kunne bære at få den på en gang.

Fortællingen strækker sig over mere end tyve år. Det handler om at leve med sine traumer, at leve med fortidens monstre tiltrods for deres groteske uhyrlighed, og det handler ikke mindst om, hvor forbandet svært det er, når sårene ikke vil læges. Judes sår er både fysiske og psykiske, og både fysisk og psykisk kæmper han en ulige kamp mod dæmoner, han aldrig selv har fremkaldt.

Jeg vil anbefale Et lille liv til alle, der elsker litteraturen som kunst og som fakkelbærer for de ting, der indimellem må påtales, hvor svære de end er.

Køb den her: Et lille liv

Et lille liv