Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlag: Turbine
Udgave: 1
ISBN: 9788740654677
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Sider: 344
Udgivelsesdato: 01-05-2019
Format: Hardback

Jesper Grønkjær er en usædvanlig mand, og det er der hele to grunde til: For det første lever han af at være tryllekunstner, og for det andet er hans bibeskæftigelse at tage på eventyr. Det er ikke et menneske, man hører om hver dag. Jeg stødte først på ham som tryllekunstner, da mine unger med stor begejstring oplevede hans show i Århus. Først herefter oplevede jeg ham som forfatter, som en del af udgivelsen De Eventyrlige

Jeg har haft fornøjelsen af at læse hans nyeste udgivelse Frihed fra himlen. Den handler om hans besøg i verdens mest lukkede land, Nordkorea. Hans formål med denne rejse var, ligesom hans andre rejser, at møde en anden kultur for at bevise, at smilet er universelt. Som Borge engang sagde, er smilet den korteste afstand mellem to mennesker, og Grønkjær beviser denne tese ved hjælp af sine tryllekunster.

Udover det mellemmenneskelige møde er bogen en uhyre spændende rapport fra Nordkorea. Grønkjær skriver levende og spændende, og det er gribende læsning at komme tæt på den ekstremt undertrykte befolkning, der lever under styret. Udover beretningen fra landet selv har Grønkjær også interviewet flere afhoppere, som er flygtet. Deres historier er ekstremt hjerteskærende og ikke mindst skræmmende, når der fortælles om, hvordan livet i Nordkorea virkelig er.

Det er en bog, der først og fremmest handler om mennesket og dets vilkår og tilpasningsevne i en verden, hvor det er uden værdi, en verden, hvor du ikke kan stole på nogen, ikke engang din egen familie. Hvor finder man smilet hos et menneske, der lever sådan? Derudover er det en beretning fra en verden, som er så langt fra vores, vores frihed, vores værdi, at det mest af alt minder om fiktion. Men det er det ikke; det sker lige nu.

Læs den, værdsæt din frihed og gå så ud og kæmp for andres.