Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Forlaget Forår
Udgave: 1
ISBN: 9788793881204
Sprog: Dansk
Sider: 400
Udgivelsesdato: 30-01-2021
Format: Paperback
Kan I huske den gang verden var levende, og vi kunne bevæge os rundt mellem hinanden? Dengang tog jeg (og min skønne, læseglade datter, Emily) på Bogforum. Her mødte vi en masse digitale venner, andre anmeldere, redaktører, forfattere, forlag og læseheste, og vi nød det i fulde drag i tre litteraturlækre dage. Jeg sidder netop nu i en rus af længsel og afsavn efter al den litteraturfest, jeg gik glip af i 2020 og måske også kommer til at gå glip af i år. Suk.
Nuvel, følelsen kom sig af, at jeg kan huske, at jeg på Bogforum rendte ind i Forlaget Forår og den velhædrede Mads Damsø, der dengang var aktuel med Hvis dette er en lakridspibe, en hyldet debut, som jeg desværre aldrig har fået læst.
Nu har jeg til gengæld læst Solitaire.
Fra forlaget:
Kan ensomhed kureres med isolation? De sociale medier er paradoksalt nok årsag til, at mange mennesker bliver ensomme. Folk bliver deprimerede af at spejle de grå hverdage i glansbillederne fra deres omgangskreds. Men hvordan skal man komme denne følelse til livs, når man altid og hele tiden skal stå til rådighed og følge med? Mads beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform, hvor han frivilligt går i isolation i en bunker i et helt år. Håbet er, at han ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed i sidste ende bliver i stand til at genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund. Sådan sælger Mads sin idé til en TV-station, der selvfølgelig indvilger i at lave hans særlige eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad Mads imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkerens mørke er den sidste mulighed for at redde sit vanskelige forhold. Solitaire er således en udveksling af 730 postkort, der tager os helt ind i den intime kerne af en relation, hvor miskommunikation og afsløringer af sprængfarlige hemmeligheder får det til at slå gnister, der kaster lys over en indædt kamp for kærligheden.
Først og fremmest handler bogen i min optik om den mangelfulde og til tider meget skæve kommunikation mellem mennesker. Postkortene, hvor det ene kommer frem, mens det andet gemmes væk, er et mægtigt symbol på, hvordan kommunikationen mellem to mennesker kan være helt umulig, selvom de snakker og snakker. Og det er netop ordenes kamp, der er det rigtigt spændende i bogen. Hvordan ordene kæmper for at nå frem og blive forstået, og hvordan både afsender og modtager hele tiden indædt forsøger at forklare sig, måske det umulige i, at mennesker nogensinde fuldt ud forstår hinanden (og sig selv).
Damsø skriver med den sorteste humor, men også med masser af rum til sorg, savn, ensomhed og kærlighed, de store, ægte følelser. Igennem dagene og postkortene bliver de to hovedpersonernes liv ridset op med barndomsminder, traumer, tab, stærke episoder og helt personlige tanker – mennesket indre landskab, som nok aldrig helt kan formidles til et andet menneske. Men de skriver for at mødes, mødes igen og nå frem til noget, og det er drivkraften bag, der skubber historierne frem.
Romanen er virkelig vellykket i sin form, og den opnår at udstille sprogets begrænsning, menneskets begrænsning, og den menneskelige længsel efter at blive hørt og forstået. Der bliver spillet på hele følelsesregistret, og det er en bog, der er svær at lægge fra sig, når man først får begyndt. Det lader til, at den svære toer ikke var så svær endda.
