Tag: Forlaget Batzer og Co.

Jón Kalman Stefánsson: Nogenlunde på størrelse med universet

8. februar 2021 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er sponsoreret af BOG OG IDÉ

Oversætter: Kim Lembek
Forlag: Batzer & co
Udgave: 1
ISBN: 9788793209343
Sprog: Dansk
Originalsprog: Islandsk
Originaltitel: Eitthvað á stærð við alheiminn
Sider: 406
Udgivelsesdato: 03-03-2017
Format: Indbundet

Det er svært at finde på nye måder, hvorpå jeg kan fortælle, hvor utrolig en forfatter, Stefánsson er. Siden, jeg opdagede ham, har jeg nu læst alle hans værker.

De er alle forskellige, men de har den samme magiske midte, der stråler ud gennem fortælling og sprog, et lys, der flyder fra hver side, ud gennem rummet, gennem læserens hjerne, sjæl, bevidsthed og videre ud i verden, hvor det skaber nyt rum. Og som Stefánsson selv siger, så er det litteraturens opgave at gøre verden større. At skabe nyt. Og det er præcis, hvad han gør.

Nogenlunde på størrelse med universet er en fortsættelse af Fisk har ingen fødder. Det er en svimlende historie, en slægtssaga, der på mesterlig vis indfanger både den nutidige hovedperson, Ari, hans bedstemor Margret, Aris far, venner, naboer … og på den særlige måde, som Stefánsson har, bliver alle disse meget mere end bare karakterer i et spind; de bliver levende, lys og skygge, tanker og følelser. Stefánsson skriver dem ind under huden på læseren, tilføjer en dimension af ord, der udvider ens verden til at indeholde disse mennesker. Det er stor litteratur. Det er ægte.

Jeg græder med Margret over Tordur, og endnu mere med Ari, da han vågner i sin døde mors arme. Jeg løber over stranden, over sten og gennem iskoldt vand for at redde Gunnar, jeg skjuler et smil og holder vejret, når Margret lister sig gennem natten for at se på stjerner med Torkel. Der er ikke rigtigt og forkert her, kun liv – brølende, brusende, tordnende liv, som ind imellem bliver så voldsomt, at det også må dulmes og holdes tilbage. Og hvordan kan man det?

Som altid indeholder Stefánssons roman alt det, som menneskets liv indeholder, et liv, der er nogenlunde på størrelse med universet: glæde og sorg, kærlighed og had, succes og nederlag, liv og død, lys og mørke, men det er ikke enkelt, ikke sort og hvidt, det er gråmeleret, spillende lys gennem trækroner, et utroligt patchwork, som sjældent finder vej til papiret, fordi det er så svært at gengive, hvor facetteret et menneske er. Men det evner Stefánsson. Til fulde. Og det er gribende godt.

Nogenlunde på størrelse med universet kan læses selvstændigt, men jeg vil anbefale at læse Fisk har ingen fødder først, da fortællingen om Ari, hans liv og hans slægt fortjener at fremstå i sin helhed. Og så kan du under ingen omstændigheder nogensinde læse en bog for meget, når den er skrevet af Stefánsson.

Ja, det er ren litterær tilbedelse, jeg bøjer mig i støvet og indrømmer det gerne …

Du kan finde Nogenlunde på størrelse med universet her, og du kan finde flere af Stefánssons udgivelser her.

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys, og så kommer natten

20. juni 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Batzer & Co, 2009

Jeg blev fan, da jeg læste Fisk har ingen fødder. Jeg er stadig fan efter at have læst Sommerlys, og så kommer natten. Jeg tvivler på, at der kommer en dag, hvor jeg ikke længere er fan.

Det er vigtigt, synes jeg, at litteratur, gode bøger, rører noget i dig, når du læser dem. De skal så at sige gøre en forskel, skabe en bølge, skabe uro og gøre, at du ser op fra din læsning og kigger dig omkring med nye øjne.

Stefánsson har denne evne, denne magi, i sine ord. De river sig løs fra siderne og bevæger sig ind i læseren som en strøm af kraft og energi, og derinde bag brystkassen, omkring hjertet, ned langs rygraden skaber de en forandring, de rykker noget, de ændrer noget, et strejf af forfatterens magi, en anden verden, blandet sammen med dit kød, blod og knogler.

Jeg er fan af Stefánsson, af de magiske ord og deres evne til at rykke min verden. Jeg er fan af litteratur, af den evne, den kraft, det er at være i stand til at rykke et andet menneske, gøre en forskel, forandre noget. Jeg er fan af, at det, du skaber, sætter et aftryk i andre mennesker og den verden, du lever i. Jeg er fan af, at det betyder noget, at det gør noget. Det behøver ikke vælte hele verden, men det skal række ud, og det skal kunne mærkes.

Sommerlys, og så kommer natten er fortællingen om et lille samfund, de forskellige beboere samlet i en landsby langt fra pulserende liv og civilisation. Der er gårde, huse, en grill, en brugs og et slagteri. Alle kender hinanden, alle følger med i hinandens liv, og der sker intet udover et årligt bal eller to … og så alligevel.

Alt det, der sker bag maskerne, under huden, bag gardinerne; det skriver Stefánsson, og han skriver det fænomenalt godt. Personerne træder op fra siderne og vader direkte ind i dit liv, og du kan ikke slippe dem igen. Det er så godt.

Sommerlyset spiller i ordene, mellem sætninger, fra den ene side til den næste. Du mærker sneens knirken under dine støvler, du hører larmen fra Tekla, når du passerer forbi, og du kender sorgen i Benedikts øjne, finder forståelse for Jónas’ malerier, møder op til foredragene alene for at se de perfekte former bag den sorte kjole, som alle begærer.

Du kender dem allesammen, fordi hver eneste person er så forbandet menneskelig, at det må være virkeligt. Det kan ikke være fiktion. Her er ingen perfektioner, ingen skurke, bare mennesker, og de lever i sommerlyset, undtagen om natten. Her er forelskelsens rus, her er sorgen. Her er nattens ensomhed, stilheden, der som en dræbende tunghed lægger sig over dit liv, her er det kaos, der sendte dig ud og afsted, langt fra dit hjem. Her er uendeligheden, tætheden, det fjerne og det nære i et sanseligt begejstret sammensurium. Jeg elsker det.

Alt fra Stefánssons hånd står nu på min liste.

Du skal læse den.

Køb den her, før alt er udsolgt.

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

8. maj 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Forlaget Batzer og co., 2015

Lyttelæst via Mofibo

Som altid fantastisk indlæst af Bent Otto Hansen

For pokker, hvor kan den mand skrive. Det er sådan helt vanvittigt godt, så man bliver svimmel, overvældet og helt ør af litterær lykke. Det er det, jeg taler om, når jeg taler om litteratur. Det er lige her.

Og så er historien også bragende god. Stemningen, lyset, følelserne, fortiden, nutiden og en dunkel anelse om en fremtid. Det gør ondt. Det bliver let. Og så gør det ondt igen.

Vi er i et lille fiskerleje på Island. Vi er omgivet af sorte lavasletter, af urkræfterne, af slægtens tyngde, forventninger og sind, der ønsker sig ud, ud, ud, hvor vingerne slet ikke kan bære.

Ari er hovedpersonen, der har gjort alt for at fortrænge sin fortid, men nu bliver mødt med den, erindring for erindring, og netop nu, hvor hele hans liv er faldet på gulvet og er blevet knust som en uerstattelig nedarvet vase. I Keflavik besøger han fortiden og alt det, der har gjort ham til den, han er. I fødebyen, hvor der ikke findes drømme, håb, idealisme eller fantasi, men hav, jord, fysiske kræfter, liv og død.

Historien er spundet over og af menneskelighed, spundet af følelser, krop og liv. Af tragedie, komedie, glæde og uendelig sårbarhed – alt det, der gør os levende.

I Keflavik lever man af at fange fisk. Man lever ikke af poesi, ikke af politik, af drømme eller kærlighed. Du fanger fisk, ellers er du intet. Og hvad kan man bruge ord til? Stefánsson skriver, at forfattere tror, de kan ændre verden med ord, mens politikere forstår, hvilken magt der er i at bruge ord til egen vinding (løseligt husket citat). Og det er jo netop det, det hele handler om: ordene. Og hvor smukt sammensat de er i denne roman, så de så nænsomt indfanger den islandske sjæl. Livet er, hvad det er. Mennesker kan ikke blive eller gøre mere. De er, som de er. Det afspejles i titlen. Der er en grund til, at fisk ikke har fødder. Det er fordi, man ikke kan gå på vandet. Det er bedst at vide, hvad man er, og hvad man kan.

Alt i alt en pragtfuld og afsindigt velskrevet roman. Jeg er officielt meget stor fan af Stefánsson!

Køb den nu. Køb den her.