Lindhardt og Ringhof, 2016
Det er nok i blodet hos mange af os, det barske hav, fiskernes skæbne, livet på landet, kartoffelrækkerne, umuligheden i at strække sig op, trække sig op og væk fra der, hvor vi kom fra. Det er vores forældre, vores bedsteforældre, så tæt på, og nogle gange så uendeligt langt fra, at det synes uvirkeligt, fiktion, hvordan det engang var i Danmark, hvordan det er endnu for nogle i Danmark.
Min mor fortæller denne historie, min mormor: babyen, der lå for enden af roerækkerne, så bedstemor kunne se lidt til den, mens hun var i marken, kommodeskufferne, der fungerede som barnesenge, fattigdommen, den helt basale mangel, den korte skolegang, livets hæsblæsende realiteter.
Merete Pryds Helle fortæller den også i den socialrealistiske, delvis fiktive roman Folkets Skønhed. Den er ligeså barsk som livet, den beskriver, kampen for at slippe væk fra både et sted og en familie, en historie, du ikke føler er din. Kampen for at blive til noget, der hele tiden er lige foran dig, men stadig umuligt at gennemskue, bare væk, bare noget andet.
Sproget er letflydende, malerisk og til tider så skarpt, at Kleenexen må frem. Det går lige ind der, hvor det skal, og det er virkelig godt. Merete Pryds Helle får sat ord på et liv, der er i Danmarks nærmeste fortid, og får beskrevet menneskeskæbner som stadig er overalt omkring os. En konstant jagt på accept, på kærlighed, som ikke kan gives udefra, men skal findes indeni. Og det kan være så godt som umuligt.
Det er hård kost, Maries liv, og hendes arv er hendes skæbne, Folkets Skønhed; maleriet og symbolet på de liv, der koster selve livet: udslidtheden, fattigdommen, det hårde, fysiske arbejde. Det er folket, det er landets rygrad, skønheden, der ind imellem blomstrer op på de mest usandsynlige steder. Det er dem, der bar alle andre på ryggen, dem, der banede vejen og ryddede op bagefter. Det er folket, dem, der tog det lange, seje træk. Her får de en stemme. De får en sang. Lyt til den.
Køb den her.