På løbeturen i morges tænkte jeg over begrebet ensomhed. Det er et tema, jeg altid tager op i mine bøger, og et tema, der ofte er i mine tanker. De fleste kender til ensomhed, ikke nødvendigvis som det at være alene, men som det at mangle nærvær og fortrolighed med et andet menneske.
Der kan være mange grunde til at føle denne ensomhed. I mit tilfælde har det altid været og er på sin vis stadig en manglende tillid til at andre vil acceptere mig fuldt og helt som den, jeg er. I Syvstjernesagaen arbejder jeg direkte med den tunge følelse. I andre bøger viser den sig i andre former.
Jeg husker følelsen i min tidlige barndom, og den er stadig i mig, selvom jeg har arbejdet med den hele mit liv. Jeg har altid skrevet om ensomhed. Den dukker op helt af sig selv i mine karakterer, fordi den er så grundliggende en del af mig. Når andre læser det, håber jeg, at det vil give dem følelsen af, at de ikke er alene med at have det sådan.
Når jeg læser om andre, der har det sådan, føles det altid som om, der er en derude, der kender det her. Og så er man måske ikke helt så alene. At skrive ensomheden og at læse den bliver en dobbeltbevægelse mod netop den fortrolighed, der mangler. Og det er bare så vigtigt.
