Bogen er sponsoreret af forlaget
Oversætter: Anne Brinch
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771514544
Sprog: Dansk
Originalsprog: Spansk
Originaltitel: Un hijo
Sider: 240
Udgivelsesdato: 05-12-2019
Format: Indbundet
En søn er en magisk, gribende, dyb og på mange måder eksistentiel roman om det at miste.
Jeg har læst den højt for Emily og Eliot, og for en sjælden gangs skyld har det taget noget tid at få den læst færdig. Jeg vil ikke kalde det for en decideret børnebog, for den kan snildt læses uden børn, men alligevel taler den også til det yngre publikum, fordi den netop er så menneskelig på alle planer.
Fortællingen handler om den lille dreng, Guille, hvis mor er forsvundet. Vi når helt hen til slutningen, før det kommer frem, hvad der er blevet af moren. Historien begynder, da Guille i sin klasse fortæller, at han gerne vil være Mary Poppins. Bogen fortælles af flere af karaktererne på skift, og med mesterlig hånd gives der spor og hints igennem hele bogen, indtil den til sidst afrundes så fint.
At have et sæt otteårige med på flanken her kræver lidt snilde, for den er ikke fortalt direkte til børn, men kræver altså lidt ekstra koncentration og opmærksomhed, men til trods for det, så knuselsker vi den alle. Den kalder på nogle tårer, men den er så vedkommende, at de tårer er godt givet ud. Og den taler om det at miste, om ensomhed, om venskab og nærhed på så fantastisk en måde, at det at læse denne bog for sine børn føles lidt som at give dem en meget værdifuld diamantskat med i rygsækken til resten af livet. Den skat omhandler vigtigheden af nærvær, af fantasi, magi og drømme, værdien af venskab og tryghed, af at kunne finde sig selv i verden og om at kunne klare mere, end man tror. Og ikke mindst handler den om, hvor drønvigtig det er, at vi voksne passer godt på vores børn, også når det gør ondt.
Palomas skriver fantastisk godt, og hans vekslen mellem karakterer og hans gengivelse af, hvordan lille Guille ser og oplever livet er helt enestående. Sproget er krydret med magi og følelse, og det er umuligt ikke at komme helt tæt på.
“Minutter senere, da jeg fra kontorets vindue så Guille og hans far gå af sted, mærkede jeg en lille knude i maven. De fjernede sig med ryggen til, med hinanden i hånden som enhver far og søn på vej hjem fra skole, men noget var anderledes. Noget stemte ikke. Jeg fortsatte med at kigge på dem i nogle sekunder, indtil jeg pludselig kunne se det: Guille trak i sin far, men ikke sådan som et barn trækker i en voksen, når det er utålmodigt eller begejstret eller når det har travlt med at komme hjem. Nej, det var ikke det. Guille trak i sin far som en lille bugserbåd trækker i et træt skib og driver det imod havnen. “Slæber en dødvægt”, var min præcise tanke.
