Tag: editing

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at redigere

12. december 2017 / louise1978 / 0 kommentarer

Når jeg redigerer, er der meget, som jeg er på udkig efter på én gang. Det første indtryk er titlen. Nogle benytter sig af arbejdstitler, nogle starter med at finde på titlen og andre ændrer den undervejs – nogle måske også efter henstilling fra redaktøren. Titlen er rigtig vigtig, og jeg læser altid for at se, om den fanger essensens af bogen og på den rigtige måde reklamerer for, hvad der er at finde i fortællingen, som den dækker over.

Så er der kapitlerne. Hvis de har titler, skal disse ligeledes fange essens i kapitel og give mening. Og der skal også være samspil mellem dem og titlen, sproget i fortællingen og måden, de er inddelt på. Det er også vigtigt, at kapitlerne er inddelt, så fortællingen får den rigtige hastighed og rytme.

Når det mere tekniske er på plads, er der sproget, karaktererne, fortællingens sammenhæng, overensstemmelse mellem sprog og miljø, karakterernes samspil, er der styr på deres historie, udseende, dialog, opfører de sig pludseligt sært (pludselig usikkerhed i ellers selvsikker karakter f.eks.), er der en rød tråd i fortællingen, bliver alle løse ender forklaret og samlet op, er der tunge/kedelige passager, som skal slettes eller skrives om, er der flow i historie og sprog og meget mere.

Processen med at redigere er meget flydende. Jeg starter med at læse fra start til slut og tager evt. noter, hvis der er noget, jeg skal huske. Derefter begynder jeg forfra og nærlæser det hele. Herfra kan jeg godt finde på at springe i historien, fordi jeg nu kender den og kan huske, hvad der sker. Hvis jeg derfor støder på, at Lisa har blå øjne i begyndelse og brune til slut, kan jeg godt springe til de to steder og notere, at det skal ensartes (medmindre der er en grund til, at hun skifter øjenfarve.)

Ellers er det slavisk linje for linje, ensarte, samstemme, holde rytme, læse forfra igen, gå videre. Alt dette tager mange timer, rigtigt mange timer, og til sidst kender du hvert et ord, hver en vending, hvert et sideskift. Historien er under huden på dig, og du drømmer om den om natten og knokler med den om dagen. Men det er det hele værd. Det er verdens bedste job.

Min største kæphest er sproget. Det skal flyde. Det skal være musik. Det nytter ikke noget, at det bliver tung og ujævnt, for det kan ingen holde ud at læse. Verdens bedste historie kan falde på sproget, hvis det ikke flyder. Det er så vigtigt.

Og så elsker jeg, når sproget bliver til kunst. Når sanserne træder frem, og det bliver levende. Det er de færreste, der kan skrive sådan uden at redigere. Det kræver, at man sletter, pudser, skriver om. Ingen undslipper redigeringen.

Det er helhedsarbejde at redigere. Alt skal passe sammen, og når det gør, så bliver skrivning til kunst. Når alt det overflødige er skåret væk, sproget er strammet op og karaktererne er levende, så flyder historien, og det bliver fantastisk at læse.

Og det handler jo i sidste ende om at læse. At gøre læseoplevelsen transcendental – til noget, der løfter op, udvider og ændrer din verden. Det, som litteraturen virkelig handler om.

Vil du have hjælp til dit manuskript? Se her.

At skrive dramatiske scener/Writing dramatic scenes

22. oktober 2017 / louise1978 / 0 kommentarer

Et af de andre spørgsmål, jeg har fået, er spørgsmålet om, hvordan man skriver en dramatisk scene.

En dramatisk scene er opbygget ligesom i en film. Det kræver det rette sted, stemning, dialog, karakteropbygning, detaljer og handling. Alt afhængigt af, hvad det er, du skal have frem i scenen, skal du lægge mere eller mindre vægt på de forskellige elementer.

Det handler om at gøre scenen så levende for din læser som overhovedet muligt, altså gøre den sanselig og virkelig.

Du skal fastsætte tid og sted. Det kan være efterår, onsdag kl. 11:30 eller en dag i året 1815, bare det fremgår af scenen. Scenen kan foregå ethvert sted, men igen skal det specificeres. Dette er med til at gøre historien virkelig.

Detaljerne i scenen skal være sanselige og dybe og trække læseren ind i scenen. Det kan være lugt, lyd, følelse – karakterens smerte eller glæde. Dialog er som altid medvirkende til historiens liv, karakteropbygning og fremdriften i historien. Vær som altid grundig med dialogen. Er det sådan, din karakter virkelig taler? Er det realistisk?

Der skal selvfølgelig være dramatisk handling i scenen, men det kan ikke stå alene. Alt det andet skal også være med. Den dramatiske scene oppebærer som oftest noget, der er signifikant for historien. Det kan kaldes klimaks eller konflikten i historien. Det er denne konflikt, som skal få læseren til at læse videre.

Den dramatiske scene er skabt til at åbne op for karakteren, den omhandler, eller den situation, der har skabt konflikten. I Harry Potter-serien er det for eksempel scenen, hvor Hagrid ankommer til Familien Dursleys gemmested ude på havet og fortæller Harry, at han er en troldmand.

Du skal samtidigt passe på ikke at fylde for meget på en scene. Den kan ende med at virke forvirrende eller overfyldt, og så mister du din læser. Vær sikker på, at det, der er med, er vigtigt og vedkommende.

I en roman eller en novelle er der mange scener: alle de scener er opbygget på samme måde som den samlende historie: de har en begyndelse, en midte og en slutning. I en overordnet historie er scenernes struktur måske ikke så tydelig, men de skal stadig være gribende og oppebære det momentum, der skal give læseren lyst til at læse videre. Som forfatter skal du konstant være sikker på, at du har styr på dine karakterer og dit plot, og alt, der ikke giver noget til din historie skal slettes igen.

Jo tidligere du fylder handling på, jo mere handling skal der til for at holde momentum. På den anden side kan du også risikere at beskrive og fortælle læseren til døde, hvis du hele tiden udsætter selve handlingen. En handling bliver allerstærkest, hvis du kan starte den uden beskrivelse. Tænk på de bøger, du har læst, hvor handlingen starter i første linje uden nogen som helst form for introduktion, det kan være en ulykke, et selvmord, en slåskamp, en retssag, hvad som helst.

Du kan også bruge de dramatiske scener til at beskrive karakterer eller den del af deres historie, der går forud for bogens del.

Eksempel:

Kuglen hvislede forbi hans øre med en lyd som en tætpakket sværm af rasende hvepse. Det brændte i huden. Han kastede sig til siden efter, hvad der føltes som flere minutter, men det var i virkeligheden et splitsekund. Lugten af våd jord, pis og sved slog ham i møde. Lugten af angst. I skyttegraven rullede han henover Jesper og mumlede undskyld midt i kaos. Jesper sagde ikke en lyd …

En fantastisk scene starter stærkt, udvikler sig uden at tabe momentum, skaber både følelse og spænding og afsluttes uden skuffelse og uden at have tabt læseren. Sørg for, at hvert et ord er berettiget, og at det aldrig bliver kedeligt.

Drop alt, der er kedeligt. Skriv ikke en scene, der ikke bærer historien frem. Vi er ligeglad med, hvad karakteren spiser, hvornår de sover, om de har været på toilettet eller husket at betale husleje, medmindre det er vigtigt for historien.

Sørg for, at der sker en ændring, følelsesmæssigt, karaktermæssigt, plotmæssigt. Der skal være en forandring fra start til slut i scenen, ellers er scenen ikke vigtig.

Husk, du altid er velkommen til at sende mig idéer og spørgsmål i kommentarer eller på mail.

…………………………………………………….

Writing dramatic scenes

One of the other questions I’ve received is the question on how to write a dramatic scene.

A dramatic scene is constructed like in a movie. It takes the right place, mood, dialogue, character building, details and action. Depending on what you want the scene to do, you must emphasize one or the other.

It’s about making the scene as alive for your reader as possible, that means making it sensuous and real.

You must determine time and space. It can be fall, Wednesday at 11:30 or a day in the year 1815, as long as it’s shown in the scene. The scene can take place anywhere, but again you must specify this. This helps make the story real.

The details in the scene must be sensuous and deep and pull the reader into the scene. It can be scent, sound, feeling – the pain or joy of the character. Dialogue, as always, helps bring the story to life, build character and move the story forward. Always be thorough with the dialogue. Is this how your character talks? Is it realistic?

Of course, there must be dramatic action in the scene, but it can’t stand alone. Everything else must be there, too. The dramatic scene usually holds something which is significant for the story. It can be called the climax or the conflict in the story. This conflict is what makes the reader continue reading.

The dramatic scene is created to open up for the character it is about or the situation that has created the conflict. In the Harry Potter-series for example you have the scene where Hagrid arrives at the Dursley Family’s hiding spot on the sea to tell Harry, that he is a wizard.

At the same time, you must be careful not to add too much to a scene. It can end up being confusing or too full, and then you lose your reader. Make sure that everything in the scene is important and relevant.

In a novel or a short-story there are many scenes: all those scenes have been built in the same way as the collective story: they have a beginning, a middle and an end. In the overall story the structure of the scenes may not seem so obvious, but they must still be gripping and carry on the momentum that makes the reader want to go on. As a writer you must constantly be sure that you are in control of your characters and your plot, and everything that doesn’t add something to your story must be deleted.

The sooner you add action, the more action you’ll need to keep momentum. On the other hand, you might also describe and tell the reader to death if you keep postponing the action. An action is the strongest if you can start without description. Think about the books you have read where the action begins in the very first line without any kind of introduction. It can be an accident, a suicide, a fight, a trial, anything.

You can also use the dramatic scenes to describe character or the part of their story, which goes before the book.

Example:

The bullet whistled past his ear with a sound like a tight-packed swarm of raging wasps. It burned his skin. He threw himself to the side after what felt like minutes, but it was really only a split-second. The smell of wet dirt, piss and sweat beat against him. The smell of fear. In the trench he rolled across Jesper and mumbled sorry amidst the chaos. Jesper didn’t make a sound …

A fantastic scene begins strong, develops without losing momentum, creates both emotion and excitement and ends without disappointment and without having lost the reader. Make sure that every word is needed and that it never gets boring.

Cut everything that’s boring. Do not write a scene that doesn’t carry the story forward. We don’t care about what the character eats, when they sleep, if they have been to the bathroom or remembered to pay rent, unless it’s important to the story.

Make sure a change happens, emotionally, with the characters, with the plot. There must be a change in every scene, otherwise it isn’t important.

Remember, you’re always welcome to send me ideas or questions in the comments or in a mail.

Show, don’t tell

21. september 2017 / louise1978 / 2 kommentarer

Show, don’t tell

Vis det, fortæl det ikke

Show, don’t tell er en meget vigtig teknik. Det er den, der gør din historie virkelig, sanselig og dyb. Der er mange, der begår den fejl at beskrive og fortælle i stedet for at vise – og det gør en historie flad og kedelig. I al mit arbejde med forfattere, både kendte og hidtil ukendte, har det været en hjertesag at hjælpe dem med at skabe liv med denne teknik. Se for eksempel her:

1: Han var en stor, tyk mand.

2: Jakken sad så stramt om den store mave, at man frygtede knapperne ville flyve af og tage flugten gennem lokalet som små dødbringende sølvmissiler.

1: Han var professor på universitet og meget klog.

2: Der var et intelligent blik i hans blå øjne. Når han talte, strøg han en hånd over sit grå, tilbageredte hår. Han fortabte sig i at tale om emnet, og det var nemt at forestille sig, hvordan han kunne fortrylle og henføre sine elever på universitet, når han forelæste.

1: Det var iskoldt, og de frøs alle sammen.

2:Frosten lå hvidt over træer og buske. Ånden stod dem alle ud af munden som små skyer. De trak kapperne tættere om sig og missede mod den skarpe refleksion af sol i hvidt.

1: Manden i midten af dem var tydeligvis håndværker.

2: Manden i midten bar et værktøjsbælte om livet. Han gned sine fingre mod hinanden. Hans tommelfingernegl var blå, og huden på hans hænder var slidt og ru.

1: Han gav hende et langt, romantisk knus. Han kunne mærke, at hun havde været udenfor. Hendes hår og tøj var koldt.

2: Hendes krop var bløde og levende mod hans. Der var en kulde i hendes tøj, i hendes hår og på hendes hud, som fordampede, da han trak hende tættere ind til sig.

…………………………………………

Show, don’t tell

Show, don’t tell is a very important technique. It’s what makes your story real, sensuous and deep. Many people make the error of describing and telling instead of showing – and that makes a story flat and boring. During all my work with writers, both known and so-far unknown, it has been near to my heart to help them create life with this technique. Take a look at this:

1: He was a large, fat man.

2: The coat was so tight around the big stomach that you feared the buttons would fly off and take flight through the room like tiny, deadly silver missiles.

1:He was a professor at the university and very smart.

2: There was an intelligent look in his blue eyes. When he spoke, he ran a hand over his gray, combed-back hair. He lost himself in talking about the subject, and it was easy to imagine how he could spellbind and seduce his students at the university when he lectured.

1: It was ice-cold and they were all freezing.

2: The frost was white on trees and bushes. Breath came out of their mouths like tiny clouds. They pulled their cloaks tighter and squinted at the sharp reflection of sun on white.

1: The man in the middle of the was clearly a workman.

2: The man in the middle carried a tool belt on his hips. He rubbed his fingers together. His thumb nail was blue, and the skin on his hands was worn and rough.

1: He gave her a long, romantic hug. He could feel that she had been outside. Her hair and clothes were cold.

2: Her body was soft and alive against his. There was a cold in her clothes, in her hair and on her skin, which evaporated when he pulled her closer to him.

Redigering: Sanser og isbjerge/Editing: Senses and icebergs

15. september 2017 / louise1978 / 0 kommentarer

Min elskede Hemingway sagde:
”Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læserne vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt der præger et isbjerg, skyldes at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet. En forfatter derimod der udelader bestemte ting, fordi han simpelt hen ingenting ved om sit arbejde, afstedkommer hulheder i sit arbejde.”

Antyd, hentyd, lad være med at undervurdere dine læsere, anerkend dem, vær ærlig, gør det tydeligt og kort, men gør det ægte. Er det ikke nogenlunde sådan?

Hemingway skrev, at læseren vil få samme stærke følelse, og det er jo netop det, det handler om: at overføre følelser fra en selv, som forfatter, til læseren, der sidder et sted derude i verden og læser ens bog.

I mit kandidatspeciale skrev jeg om relationen mellem kunstværk, kunstner og publikum; om, hvordan et kunstværk er i stand til at skabe en revolution. Se mere om det her: What I talk about when I talk about literature

Det handler om at være ægte i sin kunst, om at skrive den ægte følelse, den ægte sans, den ægte sætning, selv når det er fiktion. Fiktion er blot en historie digtet over ægte følelser, ægte oplevelser og ægte sanser. Hvis du ikke “lyver” i din genfortælling, kan følelsen overføres direkte, og dermed skabes den store litteratur, der kan flytte tro, bjerge og mennesker.

Følelser, den levende tekst, skabes med sanser og billeder, der er skrevet, så læseren berøres af dem.

Mennesker mærker, smager, dufter, hører og ser, og det er sådan, de lever i verdenen. Skab sproglige billeder med sanser:

Det stille vand er gråt, flydende metal – det lugter af råddent æg – det smager salt på læberne – uglen tuder i bevoksningen tæt derpå – det våde græs klæber koldt til mine bare ben.

Få læseren til at mærke det på egen krop. Giv dem gåsehud, kildren i maven, tårer eller smil. Gør dit sprog levende. Undgå gamle klicheer, der på stedet afliver din tekst: Gå gennem ild og vand. Hun er en usleben diamant. Han smedede, mens jernet var varmt.

Find dine egne sprogbilleder. Puds dem til, skær al unødvendigt fra og lad dem leve, så de gør sproget friskt og bærer din historie frem.

…………………………………………….

My beloved Hemingway said:

“If a writer of prose knows enough about what he is writing about, he may omit things that he knows and the reader, if the writer is writing truly enough, will have a feeling of those things as strongly as though the writer had stated them. The dignity of movement of an iceberg is due to only one-eighth of it being above water. A writer who omits things because he does not know them only makes hollow places in his writing.”

Hint, suggest, don’t underestimate your readers, acknowledge them, be honest, make it clear and brief, but make it real. Isn’t this just about it?

Hemingway wrote, that the reader will have a feeling of those things as strongly as the writer had stated them, and this is exactly what it’s about: transfering emotion from yourself, as a writer, to the reader sitting somewhere out there in the world reading your book.

In my Master Thesis I wrote about the relation between the object of art, the artist and the audience; about how a piece of art is capable of causing a revolution. Read more about that here: What I talk about when I talk about literature

It’s about being real in your art, about writing the true emotion, the true sense, the true sentence, even when it’s fiction. Fiction is merely a story made from real emotion, real experience and real senses. If you don’t “lie” in your recreation the emotion can be transferred directly, and thereby the great literature is created, which moves belief, mountains and people.

Emotion, the living text, is created with senses and images written so that the reader is moved by them.

People feel, taste, smell, hear and see, and this is how they are alive in the world. Create linguistic images with senses:

The quiet water is grey, liquid metal – it smells like rotten eggs – it tastes salty on my lips – the owl hoots in the trees nearby – the wet grass sticks coolly to my naked legs.

Make the reader feel it on their own body. Give them goose bumps, make their stomach tickle, tears or smile. Make your language come alive. Avoid old cliches which instantly kills your text: Go through fire and water. She is an uncut diamond. He beats around the bush.

Create your own images. Polish them, cut off anything unnecessary and let them live to freshen your language and carry your story.

Om at redigere/On editing

11. september 2017 / louise1978 / 1 kommentar

Det nemmeste ved at skrive er faktisk at skrive. Historien er planlagt, fingrene danser over tastaturet, karaktererne bliver levende, plottet udfolder sig, og alt er skønt. Inden du ser dig om, har du skrevet en hel roman, og så … Så kommer det svære.

Det sværeste i en skriveproces er nemlig at redigere. Der er mange tips og tricks til processen. Det er en god idé at øve disse teknikker så tit, du kan, og ikke kun benytte dem, når du gennemgår din historie, når den er færdig.

Kill your darlings, den kender alle skribenter, og den er så vanvittigt svær. Du har netop skrevet firehundrede sider, og du elsker hvert et bogstav og hvert et punktum. Hvordan skal du nu kunne nænne at slette noget af det, og så endda det af det, du elsker mest?

Men sandheden er nu altså, at less is more. Altså mindre er mere.

Det betyder, at du altid skal tænke på din læser, når du skriver. Gør det enkelt. Udtryk dig tydeligt. Kom hurtigt med dine pointer, og sørg for, at du hele tiden giver det bedste, du har. Det betyder ikke, at du ikke kan være kunstnerisk og have et smukt sprog. Tværtimod.

Lad det være simpelt
Skriv korte sætninger
Skriv aktivt: (Subjekt, verbum, objekt. Altså Hun skrev et brev i stedet for Brevet blev skrevet af hende.)

Brug sjældent eller aldrig forstærkninger som ordet meget eller lignende. For eksempel Hun havde en meget god dag. Skriv i stedet: Hun havde en skøn dag.

“Substitute ‘damn’ every time you’re inclined to write ‘very;’ your editor will delete it and the writing will be just as it should be.”

Mark Twain

Forfatteren Mark Twain foreslog, at du bytter ethvert meget ud med damn, og så vil redaktøren slette dem alle, når du er færdig med historien. Så kan du se, at det ord ingen forskel gør.

“I didn’t have time to write a short letter, so I wrote a long one instead.”

Mark Twain

Mark Twain sagde også engang: ”Jeg havde ikke tid til at skrive et kort brev, så jeg skrev et langt.” Med det mente han, at det er redigeringen efter endt skrivning, der tager mest tid. Det er redigeringen, der er det største arbejde, men også det, der gør skrivningen til kunst.

………………….

The easiest part of writing is writing. The story is planned, the fingers dance across the keyboard, the characters come alive, the plot unfolds, and all is well. Before you know it, you have written an entire novel, and then … Then comes the hard part.

The hardest part in the writing process is actually editing. There are many tips and tricks on the process. Practicing these techniques as often as you can is a good idea, and don’t just use them as you go through your story once it’s done.

Kill your darlings, all writers know this one, and it’s so horribly difficult. You finally wrote four-hundred pages, and you love every letter and every full stop. How can you possibly delete any of it, and even the parts you love the most?

But truth is that less is more.

This means you must always consider your reader when you write. Make it simple. Express yourself clearly. Bring out those points quickly and make sure you always give the best you have. This doesn’t mean you cannot be creative and have a beautiful language. Quite the opposite.

Let it be simple
Write short sentences
Write actively (Subject, verb, object. That is She wrote a letter in stead of The letter was written by her.)

Never or rarely use amplifications like the word very or others like it. For example She had a very good day. Instead write: She had a wonderful day.

“Substitute ‘damn’ every time you’re inclined to write ‘very;’ your editor will delete it and the writing will be just as it should be.”

Mark Twain

The writer Mark Twin suggested that you trade every very with damn, then your editor will delete every one of them. Then you can see that this word doesn’t do anything.

“I didn’t have time to write a short letter, so I wrote a long one instead.”

Mark Twain

Mark Twain also once said “I didn’t have time to write a short letter, so I wrote a long one instead.” By that he meant that editing after writing takes more time than the writing itself. Editing is the hardest part, but this is also what makes writing art.

Hvordan begynder man at skrive en bog?/How do you start writing a book?

27. august 2017 / louise1978 / 1 kommentar

De fleste af os, som elsker at skrive, har været der. Begyndelsen. Den blanke side, der bare stirrer trodsigt tilbage, undvigende nærmest. Hvad skriver du? Kapitel 1? Eller titlen, hvis du allerede kender den. Eller måske begynder du at brainstorme titlen eller søge efter det geniale navn til hovedpersonen. Efter flere timer går det op for dig, at du ikke har skrevet et eneste ord. Til gengæld har du et fantastisk navn til hovedpersonen (som du alligevel skrotter efter femte kapitel).

Det er en praktisk, måske kedelig, men meget god idé at strukturere dit plot, beskrive dine karakterer, lave tidslinje og have en oversigt over dine idéer, inden du går i gang.

Det er stort set lige meget, hvor i historien du begynder at skrive. Hvis din idé er startet med slutningen, så skriv slutningen, men få din brainstorm ned på papir alligevel.

Her er en oversigt over, hvad du skal have styr på:

Før du begynder:

Hovedperson: Lær din hovedperson at kende. Hvad er de stærkeste karaktertræk, temperament, historie. Skriv de vigtigste ting ned.

Bipersoner: Lav karakteristik over de vigtigste bipersoner også.

Tid og sted: Hvor og hvornår foregår historien?

Tidsramme: Hvor lang tid skal din historie forløbe? Hvor og hvordan skal der evt. springes i tiden.

Miljø: Hvilket miljø befinder vi os i? Hvad er personernes vilkår?

Handling: Rids et hurtigt resume af historien op. Du kan altid ændre og fylde på undervejs.

Konflikt: Hvad er historiens hovedkonflikt/omdrejningspunkt?

Pointe: Skal man lære noget af din historie? Hvilke grundfølelser har vi med at gøre?

…

Most of us, who love writing, have been there. The beginning. The blank page merely staring haughtily back at us, almost evasively. What do you write? Chapter 1? Or the title if you already know it. Or maybe you start brainstorming the title or googling that brilliant name for the main character. After several hours you realize you haven’t written a single word. However, you have that genius name for the main character (whom you discard past chapter five in anyway.)

It is a practical, perhaps boring, but very good idea to organize your plot, describe your characters, make a timeline and have an outline of your ideas before you get started.

It doesn’t matter where in the story you begin to write. If your idea has begun with the end, then write the ending, but get your brainstorm down on paper in anyway.

Here’s an overview of what you need to have structured:

Before you begin:

Main character: Get to know your main character. What are the strongest traits, temper, story. Write down the most important things.

Minor characters: Make a characteristic of the minor characters as well.

Time and place: When and where does the story take place?

Time-frame: For how long does the story last? Where and how will you make time leaps if any?

Environment: What kind of environment are we dealing with? What are the characters’ conditions?

Plot: Outline a quick resume of the story. You can always change, delete or add along the way.

Conflict: What is the main conflict/focal point of the story?

Punchline: Does your story teach the reader something? What basic emotions are we dealing with?

Editing & promises of summer

11. april 2015 / louise1978 / 0 kommentarer

There’s a touch of summer in the air today. The wind still has it’s bite of winter, the memories of snow on it’s fingertips. The flowers don’t care. They stick with their decision, they’re coming now, stretching their long necks and beautiful faces toward the sky. It’s blue there; and warm. Spring is here and summer is coming.

Nature has it’s own way and mind. It doesn’t ponder and waver. It has it’s ways and it sticks to it, no doubts, no thoughts on changing anything.

So unlike the human mind.

Doubts, confusion, pondering this or that way, changing, wondering … Is this the right way or is it that? What will happen in this case? Or if I do it otherwise. Even when you’re done, finished, satisfied – it lasts only moments before the Ways of the Human Mind kick in: maybe I should change this?

And it has happened to me. Weeks after publishing The Sunset Valkyrie I’ve come to doubt everything about it – and even begun editing again. I still haven’t made the decision to unpublish and start over, but I’m working on it again. A product I found done and perfect – now undone.

I guess that’s the danger with self-publishing. You can always go back, change your mind. If it was out there the old way, you’d have to live with the decision of it being gone and out of your hands once you pushed play.

Maybe it would be easier. I somehow think so. It would be done and unchangable, nothing you could do about it. And I could move on with the next project and keep my focus on that.

Alas, I’ve taken the first steps on a path I can hardly go back on. I’ve started editing and now it’s taken over my mind. I can’t unthink it.

Maybe it’s the same way with the spring flowers. Once they awake, they can’t go back. Even if frost and snow re-conquers the ground, they can’t go back to sleep. They have to keep growing now they’ve started, and no matter the outcome. Maybe they know the frost will kill them, and still they have to keep growing, hoping the sun will come out to save them before it’s too late.

I’ll keep editing until the new idea is done. And then I’ll decide whether to publish or not. Frost or spring, grow to live and flourish, or grow to certain death.

The ways of ideas and flowers in spring.