Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Hovedland, 2018
Udenfor sner det igen. Helt ærligt! Det er den 28. marts. Alle havens forårsblomster står i fuldt flor. Det var lige begyndt at blive varmt, at dufte af forår, et svævende løfte om sol, om sommer, liv og grønne blade. Og så vågner jeg igen op til sne.
Jeg ønsker mig væk nu, det kunne passende være en uges ferie i Portofino, i en tilbagetrukket villa med tid til at skrive, tid til at være og ikke mindst tid til at tale med gamle venner. Og det er netop, hvad der foregår i romanen Drømmepiger og dragehoveder af Per Lau Jensen, som jeg netop afsluttede i går.
Historien er i nuet, i mødet i villaen, hvor en af de tre hovedpersoner, Rolf (kaldet Ro) har inviteret de gamle kammerater, Mogens (Mo) og Bo ned i en uge med alt betalt. De tre taler, skriver og mindes en tid for mange år siden, hvor de var unge kammerater i overgangen mellem tresserne og halvfjerdserne. De havde hvert sit udgangspunkt i livet, og de befinder sig stadig hver sit sted, men de mødes i minderne, som de dengang mødtes midt i ungdommens kaos.
Det var Led Zeppelin, hash, frigjorte piger, langt hår og Puch Maxier med højt styr. Det var opgøret med slips og konservative holdninger, opgør med forældre og forventninger, forelskelse og kammeratskab. Og det er det vel på sin vis stadig, selvom de er blevet 63.
I samtalen som hele tiden trækker tråde bagud til fortiden, lærer de hinanden at kende på ny, men finder også ud af ting, de ikke vidste før, og det er ikke altid af det gode. De lærer, hvad der er sket siden, og på sin vis hvad de måske aldrig før forstod.
Fortællingen er yderst velskrevet, gribende, spændende og lærerig. Den er tankevækkende, og den sætter spor i både hjerte og sjæl. Du kommer til at holde af de tre “knægte,” deres liv og deres nye møde.
Jeg vil anbefale romanen til alle, der elsker en tankevækkende fortælling, der kommer helt tæt på mennesker.
