Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Sprog: Dansk
Sideantal: 368
ISBN: 9788740059038
Udk. 11. februar 2021
1. udgave, 1. oplag
Indbinding: Indbundet
Forlag: Politikens Forlag
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild
Det er altid med bankende hjerte, at man går bag om muren for at se, hvad der er på den anden side. På bagsiden.
Det er bagsiden, der er skrevet til fiktion i Djinn-patruljen på Lilla Linje. Det er historien om gadens og slummens børn i Indien, om fattigdom, sult, druk, affald og barske vilkår som almentilstand. Romanen er journalisten Deepa Anapparas debut i fiktionens verden, og hun trækker meget af sin viden og erfaring med ind i historien om børnene på livets yderkant.
Anappara skriver med farver og liv, så gnisterne står op fra siderne. Det er umuligt ikke at blive trukket med på turen gennem bastien, hen til te-sælgeren og med videre til lossepladsen. Overalt er der smæk på sanserne, og bogen er umulig at lægge fra sig. Djinn-patruljen på Lilla Linje er børnenes historie fortalt af et barn med et barns vinkel på verden. Det gør det endnu mere hjertegribende. Det til trods er historien skrevet med alvor, da den er baseret på virkeligheden og fortæller om grusomheder, der er næsten ufattelige. Børn, der forsvinder, trafficking, organhøst. En virkelighed så barsk, at man ikke kan rumme den.
Anappara fortæller smukt og levende, så sætningerne synger, og billederne træder frem i al deres vælde. Dog er det, som om historien mister pusten lidt undervejs og bliver en smule langtrukken og gentagende, lidt for meget af det samme. Det tager dog ikke noget fra budskabet eller udførelsen, der står lige så stærkt. Noget af det, der rammer rigtigt hårdt, er hvor normal denne verden er for dem, der lever i den, hvordan livet bare er livet trods rammer, der knap indeholder nok til basal overlevelse. Det er ikke den løftede pegefinger, den hellige prædiken eller tordnende moraliseren, det er bare livet, som det nu engang er på bare fødder, med rumlende mave og den barnlige, naive tro på, at verden dybest set er god, trods alt.
En vigtig og velskrevet debut.