Dialog er noget, der kræver øvelse. Når man kan skrive det, så er det et fantastisk redskab til karakteropbygning, konfliktoptrapning og levendegørelse i teksten.
Det er vigtigt, at dialogen er tilpasset personernes karakter og tekstens tid og at den er ”virkelig”, det vil sige, at det er sådan, personer virkelig taler sammen.
Du kan bruge enten gåseøjne ”” til at indramme dialogen med eller – i starten af hver talesætning. Det mest brugte, og oftest det, forlagene foretrækker, er gåseøjne.
”Okay, hvad laver du så her?”
Jeg svarede ikke umiddelbart. Efter et par sekunders tung tavshed sagde jeg: ”Jeg kom bare forbi.”
- Tænk over din brug af ”sagde han, sagde hun”. Oftest behøves de slet ikke. Det giver sig selv, hvem der taler, eller det vises med handlingen. Hvis det er nødvendigt at markere, hvem der taler, så brug andre ord: hviskede, sukkede, udbrød, råbte, hvæsede.
- Dialog er ikke fyld. Fyld er aldrig godt. Gør det kort og præcist som med resten. Brug dialog til at fortælle historien: vigtige oplysninger, karaktertræk, opbygning af klimaks.
- Lyt til rigtige dialoger. Det er afbrydelser, gestikuleren, øjekast, trippen, mimik. Der er så meget mere end ord. Ingen taler uafbrudt eller når at give lange monologer.
- Skriv mellem sætninger: beskrivelser, tanker, minder. Lad ikke karaktererne tale uafbrudt.
- Lad være med at sige alt direkte. Hentyd og antyd.
- Undgå adverbier! Eksempel: sagde hun vredt, sagde han leende, hviskede hun rædselsslagen. Læseren skal gerne selv fornemme følelsen i situationen.
– Skal du med ud at løbe?
Han joggede lidt på stedet som for vise, hvad han mente.
– Jamen, så vent her, sagde jeg og gik ind for at skifte tøj.
