Kjell Westö: Den svovlgule himmel

Batzer og co, 2017
Lyttelæst via Bookmate

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg som oftest er vild med udgivelser, der stammer fra Batzer og co. Forlagets navn er et kvalitetsstempel i sig selv, og det gælder også denne gang, hvor jeg har lyttelæst Kjell Westös bastante dannelsesroman Den svovlgule himmel.

Romanens tema svarer til det walisiske ord hiraeth, som betyder nostalgi eller længsel efter nogen eller noget. Den svovlgule himmel henviser til farven på himlen, når den ses gennem barndomsvennens vindue. Og det er stærke og rammende symboler.

Det er fortællingen om barndommes venskaber, længsler, frygt, uskyld og vold, overgangen til teenageårene med sex og forelskelser og vejen mod de voksnes verden med alt, hvad det indebærer af sorg, vrede, uhyrlige indsigter og bristede håb.

Det er barndomsvennens hårde grå blik, ligegyldigheden, den første stærke og dybt erotiske kærlighed og den indsigt, du ender med, når du som voksen ser tilbage på det hele i bagklogskabens lys.

Det er historien om Rabell-familiens overklassefornemmelser og kynisme, om familiebindinger og hemmeligheder, det, man som voksen længes tilbage til i barndommen, det umulige i et objektivt tilbageblik og hvor tungt de tidlige erfaringer vejer, selv når man er umiskendeligt voksen.

Kjell Westö skriver forbandet godt og sanseligt. Du bliver viklet ind i både historie og karakterer og får svært ved at slippe universet igen. Du mærker den nordiske tristhed i det hele, tyngden, som er i vores sjæle, men også den styrke, som vokser med år og erfaring. Det er intenst, farverigt og vekselvarmt, der er ikke noget, der er enkelt eller simpelt, bare ligeud. Det handler om at kende både lys og mørke og i dets midte finde sandheden.

Læs den før din barndomsven. Køb den her.