Bogen er sponsoreret af forlaget
Politikens forlag, 2018
“Jeg ønsker mere end noget andet at være den sidste pige i verden med en historie som min.” – Nadia Murad
De fleste af os er ikke ret gamle, før vi finder ud af, at der findes ondskab i vores verden. I barndommen skræmmes vi først af trolde og spøgelser, så bliver frygten gradvis mere konkret, vi bliver bange for børnelokkere, bøller og mordere. Så går det op for os, at ondskab er potentielt i ethvert menneske…
Vi talte om ondskab den anden dag, mine forældre, søskende og jeg, talte om, hvordan mennesket er skruet sammen rent psykologisk, og hvordan det, der forekommer os utænkeligt nu, kan blive en ny normal. Mennesket kan vænnes til ondskab, ethvert menneske indeholder potentielt ondskab på et plan, vi ikke kan forholde os til i vores nuværende situation.
Naboer, der vender sig mod naboer, tidligere venner, endda familie, folkedrab, massakrer, terrorisme, krigene. Der er så mange eksempler på, hvordan det er sket og sker, så mange eksempler på de uhyrligheder, som mennesket er i stand til.
Den sidste pige er Nadia Murads personlige historie om netop dette fænomen; om hvordan en gruppe af mennesker får overbevist sig selv om, at en anden gruppe af mennesker er uværdige ikke-mennesker, som kan købes, sælges, misbruges og dræbes uden konsekvens. Og det er brutal læsning, endnu mere brutalt, når man ved, at det ikke er en enestående historie, men blot en ud af tusinder, millioner, af samme slags.
Men det handler om at blive hørt, og vi, resten af verden, har hørt Nadias stemme. Den er klar og tydelig, og den er vigtig. Mod alle odds blev denne fattige pige fra en lille landsby i Irak en af de vigtigste stemmer i kampen.
Følgende beskrivelse er fra Wikipedia:
I august 2014 blev hendes familie myrdet under ISIS-massakren på Yezidi-landsbyen Koço, mens hun selv blev bortført og holdt som sex-slave af terroristorganisationen ISIS i 3 måneder, hvorefter hun undslap med livet i behold. Hun var holdt som slave indenfor byområdet af Mosul. Nadia var hermed en af de over 6.700 yazidiske kvinder taget til fange af ISIS i Irak.[4]
Da det lykkedes hende at undslippe ISIS, flygtede hun med sin eneste overlevende søster fra det ISIS-kontrollede område, og videre til flygtningelejren i Duhok og lejren i Rwanga, hvorfra søstrene fik mulighed for at ankomme til Tyskland som krigsflygtninge.[6][7]
Nadia blev internationalt kendt for at overleve massakren og undslippe ISIS slaveriet, samt for hendes aktivisme for kvinderettigheder, for voldtægtsofre og for ofre af krigsforbrydelser og trafficking. Allerede mens hun var i lejren i Rwanga i februar 2015, gav hun sit første interview til journalister fra det belgiske dagsblad La Libre Belgique, hvor hun gjorde verdenen opmærksom på ISIS massakren, bortførelse af Yazidi-kvinder, seks-slaveriet og folkemord af Yazidi-folket begået af ISIS.[8]
I Tyskland oprettede hun organisationen Nadia’s Initiative, med formålet at hjælpe især Yazidiske kvinder og piger, men også andre kvinder og børn, som er blevet udsat for krigsforbrydelser eller trafficking – hvor organisationen hjælper ofrene med at genopbygge deres liv og netværk. [9][10]
For hendes vigtige aktivisme og virke blev Nadia udnævnt som FNs Goodwill Ambassdør for krigsofre og ofre af trafficking.[4] Den 16. december 2015 har hun vidnet foran FN’s sikkerhedsrådet om de forbrydelser hun var udsat for, samt briefet Rådet vedrørende trafficking under væbnet konflikt. Det var første gang i historien, at Sikkerhedsrådet blev officielt briefet om trafficking.[11]
Nadia modtog også Sakharov-prisen i oktober 2016 sammen med en anden yazidisk aktivist Lamiya Aji Bashar, som også overlevede massakren i samme landsby.[12][13] Nadia blev derefter af den irakiske regering nomineret til modtagelse af,[14][15] og modtog i 2018 Nobels fredspris sammen med Denis Mukwege for deres indsats i bekæmpelse af seksuel vold og brug af voldtægt som våben i krig og væbnede konflikter.
Nadias historie skal læses netop fordi, den er personlig. Vi lærer om mennesket, pigen, kvinden, bag navnet og overskrifterne. Vi møder den lille pige, der sidder ved ovnen med sin mor i de tidlige morgentimer, mens mor bager brød, vi møder teenagepigen, der klipper billeder ud af blade, samler på brudebilleder og drømmer om at blive frisør, om pigen, som vokser op i fattigdom, men som ikke mærkes af det, men tværtimod af trygheden i en stor familie og i en landsby, hvor medmenneskelighed og sammenhold er det allermest naturlige.
Murad skaber forståelse, indblik og oplysning med sin historie, og jeg vil på det kraftigste anbefale alle at læse bogen, ikke kun pga. den ene historie ud af millioner, men netop fordi, vi befinder os i 2018, og der er stadig millioner af de historier…
Køb den her. Lad den tale.
