Bogen er sponsoreret af forlaget
Lindhardt og Ringhof, 2018
Det er ingen hemmelighed, at jeg er skrupvild med Margaret Atwood. Især er det hendes fortælling om Oryx og Crake, der fangede mig ind. De fleste kender hende nok fra TV-serien The Handmaid’s Tale, som mange nu har set på HBO. Det har givet hende en velfortjent genopblomstring.
Margaret Atwood er en sindssygt dygtig fortæller, og derudover er hun også fænomenal til at lægge lag på lag i sine fortællinger, så du som læser skal grave dig helt ned for at få det hele med, og det er noget, som jeg personligt elsker.
Den blinde morder er fortællingen om to søstre, Iris og Laura, deres opvækst og skæbne under depressionen og krigen, den ene tragedie efter den anden, og det hele set fra den ældre søster Iris’ synsvinkel, da hun i en sen og skrøbelig alder sætter sig og skriver det hele ned. Langsomt udvikles historien som fungerer som en nøgleroman med fiktion i fiktionen, fænomenalt skrevet og udført, så du kan høre penne kratte træt over papiret, efterhånden som Iris får sat ord på familiehemmelighederne.
Romanen vandt Man Booker-prisen, da den udkom i 2000. Og det er velfortjent. Den kvinde kan virkelig skrive, og hendes sprog og fortællestil trækker dig ned i fortællingen som kviksand. Og du glemmer den aldrig igen. Det er en af de historier, der bliver hos dig, og du vil kunne genlæse den mange gange og hver gang opdage noget nyt.
Især er jeg vild med, hvor flot Iris er portrætteret, en kompleks kvinde, fyldt med hemmeligheder, tragedier og personlige betragtninger, der rækker ud over bogens sider og gør hende virkelig. Hendes kærlighed til søsteren Laura, hendes personlige ofre og tab og hendes savn og fortrydelser i alderdommen er hjerteskærende.
Når alt det gode nu er sagt, kan jeg godt vove at sige, at fortællingen efter min mening godt kunne være kortet lidt ned. Ind imellem er der lidt for meget fyld på, lidt for lange sidefortællinger og gentagelser, som risikerer at smide nogle læsere for tidligt af toget. Det er ærgerligt, men ikke ødelæggende. Fortællingen er stadig utrolig god trods lidt for megen indpakning. Og det viser jo blot Margaret Atwoods værd som fortæller, at selv en lidt for lang roman kan være så ekstremt god!
Køb den her til god læsning i efterårsferien!
