Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Gladiator, 2018
Så er der smæk for den litterære skilling! Lina Wolff er knivskarp både sprogligt og betydningsmæssigt, og det er en udsøgt fornøjelse at læse De polyglotte elskere både for sproget, for satiren, for betydningen og for indsigten, som hun præsenterer mellem linjerne. Det er mennesket sat på spidsen, kampen mellem kønnene, som aldrig vil få ende, men dog ændres lidt fra generation til generation, og det er en uhyggeligt velskrevet indsigt i, hvordan vi allesammen fungerer under overfladen.
“Min yndlingsforfatter,” fortsatte han, “en fransk forfatter, der er, hvad man kalder un enfant terrible, han forsøger at sætte ord på netop dét. At man kan fortie monsteret. Man kan fortie hele livet, ingen opdager det, ikke engang én selv. Men det er der, og det vil fodres. Han ved, at det meste i mennesket er monstrøst, men et eller andet sted midt i alt lortet er der noget.”
Det er et indbyrdes menneskemisbrug, en fælles uærlighed, det er drift, sprog og beregning i et stort, finspundet mønster, der både begejstrer og frastøder på samme tid. Det bliver gjort så mesterligt, at det klart udstiller, hvordan vi mennesker bruger hinanden på godt og (måske mest) ondt, hvordan vi forsøger at regne os selv ud og få opfyldt behov og ikke altid formår at tænke på andre.
Det polyglotte, det flersprogede, forsøget på at tale samme sprog. Vi kan så mange, hvorfor kan vi så ikke tale sammen? Det er det umulige, mødet mellem mennesker, det ægte, at nå hinanden, hvorfor kan det ikke lade sig gøre? Det er intenst, mødet mellem mennesker, men det falmer hurtigt.
Ellinor, Max og Lucrezia deler romanen imellem sig, og det skaber rigtigt fine kontraster og viser samtidig, hvor ensartede mennesker er bag hud og køn. Alt er drevet af beregning, og alt, hvad vi kender som kærlighed, pilles ned med dyb ironisk humor. Det er så genialt gjort!
Skynd dig at købe den her, før du forelsker dig.
