Forlag: Copenhagen Storytellers Udgave: 1 ISBN: 9788793215368 Sprog: Dansk Originalsprog: Dansk Sider: 84 Udgivelsesdato: 01-03-2022 Format: Hæftet
Kamillekrater er en digtsamling med fokus på et brudt forhold, der efterlader fortælleren i et kaos af smerte og manglende forståelse.
Arbøl byder på en inderlighed og en stille stemme, der betager med sin hverdagsagtighed og nemme relation. Kærligheden gør ondt, og tankerne om den breder sig ud over alt som et vådt lagen. Skiftene mellem følelser er så genkendelige, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.
Ind imellem brydes rytmen med korte linjer, og flere af disse er helt geniale, som fx.: Hjertet er en knytnæve, der bliver ved med at slå.
Der er sprog helt nede på jorden, men også billeder, der svæver afsted som sæbebobler, og netop skiftene gør det relaterbart og lidt ekstra skønt. En fin samling af menneskelige følelser, som vi alle kan kende, og det er så fint at læse dem på denne måde. Poetiske tårer og jordisk vrede blandet med blomster, minder og det svære i at gå videre, når livet er blevet vendt på hovedet.
Jeg elsker, når fortællinger leger med den tynde barriere mellem kultur og natur, mellem den såkaldte virkelighed og det magiske univers. Jeg elsker, når naturånder pludselig kan svæve midt ind i en politisk diskussion midt en sociorealistisk roman, og her i Jeg fryser om dine hænder, får den magiske realisme lov at puste til ilden i en skønt velskrevet og hastigt frembrusende historie om en forsvunden pige og en mand, hvis personlighed langtfra er behagelig, men som man alligevel ikke kan undgå at heppe på.
Jesper Nicolaj Christiansen har skabt en stor fortælling med vægt på personligheder, familietraumer, politisk indvikling og sammenstød mellem fordomme og virkelighed. Det er gribende læsning, der holder ved til sidste punktum, og man bliver indfanget af de mangefacetterede mennesker, der ikke “bare lige” er til at gennemskue. Forfatteren har tydeligt holdninger til vores verden, men de er flot flettet ind mellem linjerne, så det ikke bliver til en prædiken, men blot noget man kan nikke genkendende til, hvis man sætter mennesker frem for fordomme og kapital.
Jeg fryser om dine hænder (genial titel) er dybt læseværdig og lidt uforglemmelig på den gode måde.
Læs den før din fordomsfulde underbo.
Fra forlaget:
Forestil dig, hvordan historien ville være, hvis messias-myten udspillede sig på Grønland i det 21. århundrede, i stedet for i Mellemøsten i år 0; besætterne er ikke romere, men danskere… Det er historien du kan læse i romanen af Jesper Nicolaj Christiansen ”JEG FRYSER OM DINE HÆNDER”. Køb den nu og lad dig slå omkuld af en hæsblæsende fortælling, der ikke er bange for at bevæge sig ud til grænserne og lige lidt over. En fortælling, hvor den usynlige barriere mellem virkelighed og det overnaturlige bliver udvisket med en klud vædet i sindssyge. I ”JEG FRYSER OM DINE HÆNDER” er veteranen Rasmus tilbage fra Afghanistan og lever et hurtigt liv med alkohol, stoffer og kvinder. Men da justitsministerens datter meldes savnet i Østgrønland, involveres Rasmus i en ufrivillig mission til det eneste sted i verden, han ikke vil tilbage til; sin barndomsby Tasiilaq. Hvem har taget justitsministerens datter? Er det den nyopståede terrorgruppe, den pædofile, ingen vil snakke om, eller er det Grønlands ånder? Bestil bogen og find ud af hvilke hemmeligheder Grønland skjuler.
Debatten om, hvordan vi som mennesker får et multikulturelt samfund til at fungere, er vigtigere nu end nogensinde før. Den højredrejede retorik, der lyder fra magthaverne, er langt fra den tone, du finder i den brede befolkning, og heldigvis for det. De er der, de intolerante, de lukkede og hadefulde, men de bliver færre og færre; måske som resultat af helt naturlig selektion. Moder natur ved hvad der dur …
En af stemmerne i debatten tilhører Özcan Ajrulovski. Han har udgivet digtsamlingen Jeg vågner op som fremmed som er digte, der fortæller om, hvordan det er at være borger et land, der aldrig lader dig blive som alle de andre. Det store spørgsmål, der gennemsyrer hele samlingen såvel som debatten er: Hvorfor kan man ikke bare være den, man er uden at få en fordom klasket i panden ved hvert et møde?
“Lyt til mig som var dine øjne lukkede,” beder han. Lyt til mig uden at se farve, navn, baggrund. Lyt til et menneske som et menneske.
Jeg ser det samme fænomen overalt. Den samme mening udtalt af en etnisk dansker og en etnisk minoritet bliver fortolket forskelligt, hvis folk kender udtalerens baggrund. Hvordan kan det være logisk?
Özcan Ajrulovski har skrevet noget meget vigtigt, nemlig hvordan det føles altid at være fremmed og aldrig høre til noget sted; et af menneskets mest basale behov. Digtsamlingen er gennemsyret af denne desperation, af modfaldenhed og magtesløshed. Der er ingen. Ikke forældrene, ikke vennerne, ikke samfundet, ingen overhovedet. Og hvad gør man så? Hvad gør et menneske, når det er fuldstændigt overladt til sig selv, til vinden, til en verden i uro?
Det er ikke litteraturen selv, men litteraturens evne til at råbe op, der tæller her. Digtene i sig selv er ikke nødvendigvis det ypperste i litteraturarven, men for pokker, hvor de rammer den desperate følelse, der er i, at et menneske ikke bare kan få lov at være den, de er. Og er det ikke litteraturens ypperste opgave? Netop det at flytte noget, at ændre og åbne op for nye tanker og horisonter.
Jeg er sikker på, at alle kender den desperate følelse, det er at være udenfor. Hvordan kan det være rimeligt, at nogen skal leve med den permanent, leve som fremmed hele sit liv?
“Jeg vågner op som fremmed” skal læses af alle. Den skal på pensumlisten i alle landets skoler og gymnasier. Den skal mærkes, leves, forstås, så vi langt om længe kan komme videre fra den middelalderlige sump af intolerance, fremmedfjendskhed og umenneskelighed, som præger debatten.
Så køb den. Læs den. Mærk den. Del den med alle, du kender.
