Bogen er sponsoreret af forlaget
Copenhagen Storytellers, 2017
En blomst uden rødder
ender hvor vinden tager den hen
En fugl uden rede
kommer aldrig hjem igen
Debatten om, hvordan vi som mennesker får et multikulturelt samfund til at fungere, er vigtigere nu end nogensinde før. Den højredrejede retorik, der lyder fra magthaverne, er langt fra den tone, du finder i den brede befolkning, og heldigvis for det. De er der, de intolerante, de lukkede og hadefulde, men de bliver færre og færre; måske som resultat af helt naturlig selektion. Moder natur ved hvad der dur …
En af stemmerne i debatten tilhører Özcan Ajrulovski. Han har udgivet digtsamlingen Jeg vågner op som fremmed som er digte, der fortæller om, hvordan det er at være borger et land, der aldrig lader dig blive som alle de andre. Det store spørgsmål, der gennemsyrer hele samlingen såvel som debatten er: Hvorfor kan man ikke bare være den, man er uden at få en fordom klasket i panden ved hvert et møde?
“Lyt til mig som var dine øjne lukkede,” beder han. Lyt til mig uden at se farve, navn, baggrund. Lyt til et menneske som et menneske.
Jeg ser det samme fænomen overalt. Den samme mening udtalt af en etnisk dansker og en etnisk minoritet bliver fortolket forskelligt, hvis folk kender udtalerens baggrund. Hvordan kan det være logisk?
Özcan Ajrulovski har skrevet noget meget vigtigt, nemlig hvordan det føles altid at være fremmed og aldrig høre til noget sted; et af menneskets mest basale behov. Digtsamlingen er gennemsyret af denne desperation, af modfaldenhed og magtesløshed. Der er ingen. Ikke forældrene, ikke vennerne, ikke samfundet, ingen overhovedet. Og hvad gør man så? Hvad gør et menneske, når det er fuldstændigt overladt til sig selv, til vinden, til en verden i uro?
Det er ikke litteraturen selv, men litteraturens evne til at råbe op, der tæller her. Digtene i sig selv er ikke nødvendigvis det ypperste i litteraturarven, men for pokker, hvor de rammer den desperate følelse, der er i, at et menneske ikke bare kan få lov at være den, de er. Og er det ikke litteraturens ypperste opgave? Netop det at flytte noget, at ændre og åbne op for nye tanker og horisonter.
Jeg er sikker på, at alle kender den desperate følelse, det er at være udenfor. Hvordan kan det være rimeligt, at nogen skal leve med den permanent, leve som fremmed hele sit liv?
“Jeg vågner op som fremmed” skal læses af alle. Den skal på pensumlisten i alle landets skoler og gymnasier. Den skal mærkes, leves, forstås, så vi langt om længe kan komme videre fra den middelalderlige sump af intolerance, fremmedfjendskhed og umenneskelighed, som præger debatten.
Så køb den. Læs den. Mærk den. Del den med alle, du kender.
Køb den her
Jeg sidder fast
mellem den jeg er
og de fordomme
der er om mig
mellem den jeg er
og alle de bokse
jeg ikke passer ind i
mellem hvor jeg er
og hvor jeg kommer fra
