Louise H. A. Trankjær

Tag: Claus Høxbroe

Claus Høxbroe: Flanør

23. november 2022 / / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Udkom d. 12. oktober 2022

228 sider

Gentlemen’s Jockey Club

ISBN: 9788797140680

Byen er smukkest

i mørke

mens bilerne tegner

gaderne op i lange

lysende slanger

Claus Høxbroe – Flanør

Inde i Høxbroes sjæl findes en by, den by hedder København, og i Flanør byder han læseren op til en langsom dans gennem gaderne.

Det er to skridt væk fra menneskehedens travlhed og jag, et skridt ind i fordybelsen i nuet, i blikket og åndedrættet. En langsom slentren gennem gader, en opmærksomhed på det bestående og en løftet pegefinger mod at glemme at være til, fordi man har så travlt med at nå videre – det er kernebudskabet, men der er meget mere at finde i Flanør.

Smukke ordbilleder og en uendelig kærlighed til København vælder op fra siderne, når man med langsom vejrtrækning går med Høxbroe fra sætning til sætning gennem byen, som han oplever den. Det smitter, den inderlige kærlighed til København, og det pulserer og lever i hvert et digt, så man uundgåeligt må sætte farten ned og forstå, at det er i ro og mag, at man mærker, hvor man er.

Årets gang, byens hjerte og Høxbroes liv på gaderne har formet en kærlighedserklæring i duet mellem menneske og by. Høxbroe leverer ærligt, smukt og inderligt som altid, og man kan ikke gøre andet end at følge med, elske hvert et syn, hvert et åndedrag i det rolige tempo og hver en betragtning af, hvad der betyder allermest.

Claus Høxbroe: alt hvad vi har er minder

17. februar 2021 / / 0 kommentarer
Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Udgivelsesdato: 10. februar 2021
125 sider
Forlag: Gentlemen’s Jockey Club

 

I Kina nyser en flagermus

sætter verden på pause

 

Jeg behøver vel ikke sige frygteligt meget mere.

Claus Høxbroes nye digtsamling alt hvad vi har er minder er en vinken med hånden, et halvsmil og et blink næsten skjult bag røgtåger. “Kom med, kom bare med.” Vi stiger med om bord på Flixbussen til Odense, trasker med ned ad Vesterbro, tager en tur til Bornholm og på Casino Bar i Århus (hvilket virkelig vækker minder for mig, da jeg arbejdede på casino i Århus for hundrede år og en sommer siden). Det vækker også minder, når Høxbroe kigger ned ad Vindegade i Odense, som er min barndomsby, og sådan indfanger han hele verden i sine skridt, mumler den frem og trækker en med rundt, mens han knipser ordbilleder, der runger og trækker komethaler indeni.

Det er det nære, der er i fokus, det levende, de små verdener i verden. Ja, flagermusen nyser måske nok i Kina og får hele verden til at stoppe op, men det er blikket på byen, der vejer tungest, gaderne, det nære. Det, der kan betragtes og mærkes som menneske. Det er turene gennem det velkendte landskab blandt huse og bodegaer, ned ad gader, på hoteller, færger eller bag bussens brunplettede rude. Dagene tik-tokker afsted, og vi lever i mindet om det, der var for ti år siden eller ti minutter.

Høxbroes digte er som et kram, en god snak med en god ven, en gåtur sammen ned ad gaden, hvor alt kan vendes eller bare være tavst. Der er ikke for mange ord, kun lige dem, der passer, og billederne er skarpe og velkendte, så det bliver trygt. Sådan, får man lyst til at sige, det er lige sådan. Melankolien svæver med cigarrøgen mellem linjerne og taler til den digter, der bor i os alle. Betragteren. Vidnet. Mennesket.

Se også Claus Høxbroe: Sorte pletter på himlens linse

 

Claus Høxbroe: Sorte pletter på himlens linse

28. februar 2020 / / 0 kommentarer
Bogen er sponsoreret af forlaget
Udgivet: 28. februar 2020
87 sider
Forlag: Gentlemen’s Jockey Club
ISBN:
Sprog: Dansk

 

Her mødes Indien, Tuk Tuk’er, amazonpapegøjer, den danske bodega, Krakow, regnvejr, fysisk nærhed, smøger og natteøde gader i et blik, en ærlighed og en ligefremhed, der kun kan begejstre. Her går vi til stranden med en trist tyngde, og her vågner vi til trafiklarmen i Jaipur. Verden er et forunderligt sted med plads til alt og alle, og vi får lov at se vrimlen, nærheden og ensomheden midt i mængden, når Høxbroe tager sin læser i hånden, byder en smøg og viser frem.
Det er hele registret fra mørke til skarpt morgenlys, fra tårer i regnen til opdagelsen af skønheden i det absolut enkleste. Her er livet, her er vores verden.
Digtene varierer i både tone og rytme, i længde og fremstilling, og det er som at høre et stykke musik med konstante variationer. Emnet er det samme; livet, verden, men fremstillingen er så forskellig, at man hele tiden bliver båret i nye retninger og dermed genkender sig selv.
Høxbroe er iagttageren og fortælleren. Man følger ham ned ad gaden og lader ham vise frem, fortælle hvad han ser. Og ikke mindst hvad han føler.
Gik til havet
med tunge trin
med store sten
i mine lommer
sank til bunds
åndede ud
tynget ned
af mørkemænd
og deres planer

 

Jeg bliver straks mindet om Ekelöf og tænker, at enhver stor digter er forbundet med de andre store digtere – at ordene flyder mellem alle, der formår at række ud efter dem, enten med lethed eller besvær. At mennesket er forbundet, genkendeligt og fremmedartet på samme tid, gående i samme retning, enten med lethed eller besvær – fra starten mod slutningen, med eller uden skyklapper.

 

Bi på blomst

 

Det er så enkelt og derved så storslået. Det er en glæde at blive trukket med rundt i Høxbroes verden og få livet vist frem fra Flixbussen over Fyn til de tudende bilister i New Delhi. Alle steder er mennesket, alle steder er Høxbroes blik.

Instagram

…

© 2023 Louise H. A. Trankjær

Tema af Anders Noren — Op ↑