Tag: Bookmate

Morten Ramsland: Hundehoved

23. november 2018 / louise1978 / 1 kommentar

Rosinante & Co, 2005

Lyttelæst via Bookmate

Her er i sandhed en fra bagkataloget, et voldsomt hængeparti, som jeg nu endelig kan krydse af og kun ærgre mig over, at jeg ikke fik læst tidligere. Den er nemlig hamrende god!

Hundehoved er en slægtsroman af den slags, som både er dyb, komisk, fængende og pragtfuld velskrevet. Kan man så bede om mere?

Den har underholdt mig længe via Bookmate, den er for øvrigt skønt indlæst, og jeg har nydt de mange timers fortælling, de funklende karakterer, væveriet i historien, og det er en af de historier, jeg ikke ønskede skulle slutte.

Fortælleren, Asger, hører historien om den norske del af familien fra sin døende farmor, der har tilkaldt ham via postkort. Hun regnes ikke helt for værende ved sine fulde fem, men alligevel formår hun at sammenstykke flere generationers liv. Sammenstykningen af de forskellige personers liv spiller sammen med de kubistiske malerier, som farfar i historien stædigt maler gennem hele sit liv, rædsel efter rædsel.

Der er mange motiver, meget mellem linjerne og mange røde tråde gennem hele fortællingen. Farfarens mareridtsflugt fra Sachsenhausen, hvor han blev jagtet af hunde, titlen Hundehoved, børnenes øgenavne, den forholdsvis brutale barndom med fantasier og skræmmehistorier, de destruktive mænd (og for så vidt også kvinder) i familien, som generation efter generation får spændt ben for sig selv.

Uhyrerne under køkkenvasken er de skjulte rædsler, mørket i mennesket, som lurer overalt i historien – og alligevel er den bare hylende sjov. En mærkelig kombination, som vist kun er ret bevidst udført af forfatteren. Det er magisk realisme i bedste udførelse, gribende, dybt og ekstremt velskrevet, fantasien udvider virkeligheden, skærmer mennesket og skaber nye sammenhænge. Det er smukt.

Det er som om, en forbandelse hviler over slægten, led efter led snubler de over sig selv og får spændt ben for lykken, men det virker som om, det lykkes at bryde ud til sidst, da Asger tager sig tid til at lytte til farmoren og lader hende få luft (endda på dåse fra Bergen). Da Asger og søsteren Stinne finder den skat, som har fulgt med familien via farmoren, og ser, at den, deres guld for enden af regnbuen, er værdiløst, sker der et ryk, en bevægelse ud af mørket, hvilket ydermere understreges med den sidste linje: “… køre hjem uden at lade mørket gå igennem os.”

Det slår krølle og glimt til sidst, hvor det hele giver efter: kubistiske malerier bliver til landskabsmalerier, historien bliver samlet, guldet fundet, asken spredt (delvist til de gamle drukkammerater) og enderne samlet op på den mest elegante vis. Det er virkelig historiefortælling af den finest slags.

Romanen er perfekt til juleferien, hvis der er andre som mig, som er alt for sent ude med at læse dette vidunder af en roman.

Køb den her.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden

10. september 2018 / louise1978 / 1 kommentar

Gyldendal, 2014

Lyttelæst via Bookmate

“Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker.” Det skriver Rousseau, og Morten Pedersen har lært det udenad.

Ikke et men, det er et og, der binder de to sætninger sammen, og det har stor betydning. Er det overhovedet muligt for et menneske at være frit? Det er spørgsmålet, der mere eller mindre skjult forfølger den unge mand gennem livet fra den fredelige opvækst i Norge til studenterlivet i København og videre til sit virke som præst i Grønland, hvor alt falder fra hinanden. Et menneske er, hvad det er, det kan ikke ændres, men hvad skal man så stille op, når det er ens job at omvende hedninge til kristne? Og hvad betyder denne menneskelige overenskomst, denne sammenhængende frihed i lænker, for et menneske i Grønland i forhold til en præst fra Danmark?

Kristendommen har gjort mennesket trist. Hedningene er og var glade og sprudlende. Er det sandt? I følge Profeterne i Evighedsfjorden er det, hvad Danmark har givet Grønland. Romanen omhandler det kontrastfyldte kulturmøde mellem Danmark og Grønland, som på mange måder ligner de andre kulturmøder, der har været mellem kristne og såkaldte hedninge; ikke med noget godt som følge. Ganske sigende brydes de ti (elleve) bud også et efter et gennem romanens anden halvdel

Morten Pedersen, som senere kalder sig Falck, romanens fortæller, forsøger hele tiden at være noget andet end det, han er. Han skifter nationalitet, navn, studie, bryder forlovelser, flygter og ender i elendighed og søger blot at komme tilbage til Grønland, hvor han meget kort oplevede en form for harmoni sammen med kvinden, som kaldes enken. Danmark står i brand, næsten bogstaveligt, med den store brand i København, Morten har mistet al tro på sig selv og sit liv, men netop dette endelige, symbolske tab af alt gør, at han kan vende retur til Grønland.

Kim Leine er en forrygende fortæller, og sproget i romanen er fængende godt. Dette var min debut med Leine, men det bliver bestemt ikke den sidste roman af ham, som jeg læser. Grønland står levende for mit blik, personerne kravler let under huden og helt ind i hjertekulen og historien i sig selv er både gribende og lærerig. Jeg kan kun sige: Kast dig ud i det – du glemmer alt omkring dig.

Køb den her!

Mikael Niemi: At koge bjørn

5. juni 2018 / louise1978 / 1 kommentar

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Modtryk, 2018

Oversat af Anders Johansen

Lyttelæst via Bookmate

Indlæst af Paul Becker

Mikael Niemi skriver virkelig godt. Det er der mange, der gør. Heldigvis. Men han har noget særligt, sin helt egen magi, som gør nogle forfattere så forbandet gode. Og så er romanen At koge bjørn virkelig spændende og svær at slippe.

Vi bliver revet med ind i et meget anderledes samfund. Vi befinder os i Kengis i det nordligste Sverige i 1852. Vinklen ligger hos Jussi, en fattig dreng, der flygter fra sin mor, der både mishandler og sulter ham og hans søster. Heksen, kalder han hende.

Han finder et hjem hos provsten Lars Levi Læstadius, som ikke bare tager sig af ham, men også bliver en slags mentor og læremester. Provsten har sat gang i vækkelsen på egnen, han er lærd, yderst intelligent og ikke mindst den slags menneske, der ser gennem rang og hakkeorden til mennesket bag det ydre. Dette forsøger han også at lære fra sig. At lære Jussi virkelig at se.

Og så begynder krimidelen, som jeg ikke vil afsløre, men det er spændende, sindsoprivende og opslugende. Det betyder dog ikke, at der bliver skåret ned på de fine detaljer, de dybe karakterer eller beskrivelserne, som er så vigtige for, at der kommer noget kød på fortællingen. Mikael Niemi mestrer sprog og fortælleteknik til fingerspidserne, og At koge bjørn holder nervetrådene pirret til det sidste.

Samfundet bliver beskrevet så det både kan ses, lugtes og mærkes. Fattigdommen hærger og med den sulten. Provsten forsøger at dyrke kartofler, hvilket de andre i landsbyen anser for både farligt og ukendt. Roer ved man, hvad er. Og kan man egentligt koge og spise bjørn?

Og så må provsten må holde to prædikener: En for de vakte, hvor de larmende kan give efter for helligånden og en for de mere stoiske borgere, som sætter pris på den mere andægtige tilgang. Det er også blandt dem, man skal finde provstens fjender: dem, der tjener penge på den spiritus, som provsten altid taler imod. Der er mange forskellige kræfter på spil i det lille samfund, og det er ikke dem alle, man kan se med det blotte øje.

Det er ulækkert, det er råt, det er stinkende, det er rædselsfuldt, og så er det skønt, overvældende, forfinet forelsket, så pludseligt nedrigt, blodigt og modbydeligt. Niemi spiller på alle følelser, og han gør det så godt, at du glemmer, hvor du er og bliver revet med helt ned under mosevandet, hvor de underjordiske ligger på lur for at trække dig ned i deres mørke helvede.

Det er ypperlig underholdning, som kan det hele. Der er smæk på sanserne på den lækre måde. Den skal du også have med på ferien!

Køb den her.