Tag: bøger

Godt nytår, allesammen!

I 2018 læste jeg i følge Goodreads 107 bøger. Omregnet er det i sider 27.699 styks. Det synes jeg er en okay mængde, når man tænker på, at jeg derudover arbejdede, underviste, skrev anmeldelser, flyttede fra Århus til Aarup, passede hus og familie og fødte mit tredje barn. Jo, jeg er ganske tilfreds…

Jeg har sat forventningsantallet af bøger hos Goodreads til 100 igen i 2019. Jeg forventer på ingen måde, at 2019 bliver lige så begivenhedsrigt, men så bliver det måske knap så fortravlet, og skulle antallet stige, så går det nok.

Jeg ser frem til en masse dybe, spændende og forunderlige læseoplevelser. Jeg har faktisk allerede taget hul på dem, som du kan se i mine anmeldelser. Vi har jo allerede den syvende januar.

2018 bød på mange fantastiske bøger. Jeg husker med begejstring tilbage på mit første møde med Jón Kalman Stefánsson, som øjeblikkeligt vandt mit litterære hjerte. Men der var nu mange mindeværdige bøger i stakkene: Agualusa, Ditlevsen, Paludan, Hermann, Ib Michael, Murakami og mange flere.

Det var også året, hvor min kære far fik udgivet sin første digtsamling stik imod alle odds for digte nu om dage. Det er virkelig flot. Se den her. Jeg håber, han vil fortsætte med at udgive sine skriverier, og måske vil han endda mere i den litterære sfære, måske brygger vi sammen store planer. Det vil 2019 vise, hvis der bliver tid og overskud.

Nu nyder jeg januartågen, den mørke skov, de stille morgener og mit livs virvar her i Aarup. Det er næsten et år siden, vi flyttede. Bøgerne er næsten på plads i hjemmebiblioteket (hvis jeg dog bare kunne holde op med hele tiden at anskaffe mig flere.) Vi har set haven forandre sig fra vinter til sommer over efteråret og tilbage til vinter. Nu kender vi den, og vi ved, hvad vi kan glæde os til af vintergækker, krokus og tulipaner. Vi kender haven, men ikke dagen imorgen. Tirsdag. Skolesus og babypasning, hundeluftetur og læsning. Måske. Sådan er alt jo så foranderligt.

Jeg ser frem til et år med lige dele babypludder og store læseoplevelser. Jeg siger tak til dem, der fulgte med igennem dette år. Jeg håber, I fortsat vil følge med, og jeg håber selvfølgelig også at møde mange nye følgere i 2019.

 

Godt nytår, allesammen.

 

Angstens Besættelse af Thomas Alexander Jensen

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Brændpunkt, 2017

Midt i decemberrus og julehygge nåede jeg ned i bunkerne til Thomas Alexander Jensens Angstens Besættelse.

Det er hans litterære debut, en lille, tynd digtsamling med sort forside og hvid skrift. Den ser umiddelbart ikke ud af meget, men det er råt, grumt og uden nogen form for håb i livet. Store ord i en undselig lille bog.

Det er digte af den slags, du kan mærke, lugte og høre. De er sanselige på den virkelighedstro måde uden kosmetik og pynteklæder. Følelser forklædt som digte eller netop omvendt. Nogle gange råber de, andre gange er det gråden og fortvivlelsen, der glider ud mellem siderne. Hjælp mig dog tæt forfulgt af den ubærlige viden om, at andre intet kan gøre.

Det, der gør det så læseværdigt, er sætninger såsom: hvis angsten var en bog, ville jeg slet ikke købe den” skarpt forfulgt af “et udslidt tabu som dingler rundt”.

Angstens Besættelse lader dig næsten bogstaveligt komme under huden på en, der lever et liv med angst, i angst, og det er skræmmende godt formidlet. Ordene kravler nemt af siderne og ind i dit sind, hvor de roder lidt rundt og lader dig få en lille smagsprøve på, hvordan livet er, når det at stå op, tage bussen eller bare eksistere kan være komplet uoverkommeligt.

Jeg vil anbefale denne sorte lille sag til både digtelskere generelt og dem, der vil vide, hvordan det føles at leve med angst.

Den kan købes her: Angstens Besættelse

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at redigere

Når jeg redigerer, er der meget, som jeg er på udkig efter på én gang. Det første indtryk er titlen. Nogle benytter sig af arbejdstitler, nogle starter med at finde på titlen og andre ændrer den undervejs – nogle måske også efter henstilling fra redaktøren. Titlen er rigtig vigtig, og jeg læser altid for at se, om den fanger essensens af bogen og på den rigtige måde reklamerer for, hvad der er at finde i fortællingen, som den dækker over.

Så er der kapitlerne. Hvis de har titler, skal disse ligeledes fange essens i kapitel og give mening. Og der skal også være samspil mellem dem og titlen, sproget i fortællingen og måden, de er inddelt på. Det er også vigtigt, at kapitlerne er inddelt, så fortællingen får den rigtige hastighed og rytme.
Når det mere tekniske er på plads, er der sproget, karaktererne, fortællingens sammenhæng, overensstemmelse mellem sprog og miljø, karakterernes samspil, er der styr på deres historie, udseende, dialog, opfører de sig pludseligt sært (pludselig usikkerhed i ellers selvsikker karakter f.eks.), er der en rød tråd i fortællingen, bliver alle løse ender forklaret og samlet op, er der tunge/kedelige passager, som skal slettes eller skrives om, er der flow i historie og sprog og meget mere.
Processen med at redigere er meget flydende. Jeg starter med at læse fra start til slut og tager evt. noter, hvis der er noget, jeg skal huske. Derefter begynder jeg forfra og nærlæser det hele. Herfra kan jeg godt finde på at springe i historien, fordi jeg nu kender den og kan huske, hvad der sker. Hvis jeg derfor støder på, at Lisa har blå øjne i begyndelse og brune til slut, kan jeg godt springe til de to steder og notere, at det skal ensartes (medmindre der er en grund til, at hun skifter øjenfarve.)
Ellers er det slavisk linje for linje, ensarte, samstemme, holde rytme, læse forfra igen, gå videre. Alt dette tager mange timer, rigtigt mange timer, og til sidst kender du hvert et ord, hver en vending, hvert et sideskift. Historien er under huden på dig, og du drømmer om den om natten og knokler med den om dagen. Men det er det hele værd. Det er verdens bedste job.
Min største kæphest er sproget. Det skal flyde. Det skal være musik. Det nytter ikke noget, at det bliver tung og ujævnt, for det kan ingen holde ud at læse. Verdens bedste historie kan falde på sproget, hvis det ikke flyder. Det er så vigtigt.
Og så elsker jeg, når sproget bliver til kunst. Når sanserne træder frem, og det bliver levende. Det er de færreste, der kan skrive sådan uden at redigere. Det kræver, at man sletter, pudser, skriver om. Ingen undslipper redigeringen.
Det er helhedsarbejde at redigere. Alt skal passe sammen, og når det gør, så bliver skrivning til kunst. Når alt det overflødige er skåret væk, sproget er strammet op og karaktererne er levende, så flyder historien, og det bliver fantastisk at læse.
Og det handler jo i sidste ende om at læse. At gøre læseoplevelsen transcendental – til noget, der løfter op, udvider og ændrer din verden. Det, som litteraturen virkelig handler om.
Vil du have hjælp til dit manuskript? Se her.

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Som mange af de bøger, jeg når at læse nu om dage iblandt arbejde, hus, mere arbejde, familie, venner og en smule søvn, så er det igen takket være Mofibo. Jeg har før brugt e-bøger, men det har altid været noget lidt usexet, downloadet og besværligt noget. Ingen søgefunktioner, lister, organisk indhold eller overblik, sådan som det er med Mofibo.

Det var også tilfældet denne gange med Hanya Yanagihara. Jeg havde Et lille liv  med på gåturen med hunden, med i rengøringen, på løbeturen (ja, man kan faktisk høre lydbog, mens man løber. Det behøver ikke være pulspop.) Den var med i bussen, på turen fra Århus til Vejle, når der skulle undervises, og engang imellem var der lige mulighed for at nå 20-30 minutter under madlavningen, hvis ungerne var helt væk i leg.

Det er ikke nemt at være fuldtidsjobbende mor med trang til litteratur.

Men tilbage til Et lille liv.

Først og fremmest en advarsel. Den er hjerteskærende. Og ikke på den der bløde, poppede “mød mig i stjernerne”-måde. Den er barsk, ubønhørlig og uden nåde. Jeg vil intet afsløre, for jeg hader selv spoilers.

Sproget er virkelig godt, hvilket jo er min største kæphest. Fortællingen er springende, men ikke rodet, og mest af alt er det hele realistisk, hvilket også føjer brænde til det hjerteskærende bål. Sproget er sanseligt og medrivende; det hele kan mærkes. Følelserne bliver skrevet udenpå tøjet hos læseren, og det er svært at give slip, når det sidste punktum uigenkaldeligt sættes.

Læseren bæres på smukkeste vis ind i den verden, der beskrives. Nuet er et kunstnermiljø med fire gode venner (og lidt ekstra). Deres indbyrdes forhold, historier og forudsætninger beskrives, men kernen i fortællingen er den unge mand, Jude. Hans historie fortælles drypvis, hvilket er nådigt af forfatteren, for ingen ville kunne bære at få den på en gang.

Fortællingen strækker sig over mere end tyve år. Det handler om at leve med sine traumer, at leve med fortidens monstre tiltrods for deres groteske uhyrlighed, og det handler ikke mindst om, hvor forbandet svært det er, når sårene ikke vil læges. Judes sår er både fysiske og psykiske, og både fysisk og psykisk kæmper han en ulige kamp mod dæmoner, han aldrig selv har fremkaldt.

Jeg vil anbefale Et lille liv til alle, der elsker litteraturen som kunst og som fakkelbærer for de ting, der indimellem må påtales, hvor svære de end er.

Køb den her: Et lille liv

Et lille liv

 

Konkurrence

🎄 KONKURRENCE 🎄

Vil du vinde 5 skønne bøger til juleferien?

Kender du de anmelderroste forfattere Anne Cathrine Bomann, Stina Hyllested Mikkelsen, Wenche Thinnesen Vogtmann, Thomas Alexander Jensen og Pia Rydahl?
De to sidstnævnte var begge indstillede til Bogforums debutantpris i år.

Ved du, at de alle sammen kommer fra samme forlag. Hvilket?

Hop over på min Facebook, skriv navnet på forlaget i en kommentar, så er du med i lodtrækningen om bogpakken på billedet med alle forfatternes nyeste bøger.

Vi trækker en heldig/tilfældig vinder d. 17/12 2017 kl. 12:00

Like gerne siden og del den, og tag og smut forbi forfatternes og forlagets sider og spred lidt julehygge.

🎅🎅🎅

 

20171126_105826.jpg

Anne Cathrine Bomann “Agathe”

Bogen er sponsoreret af forfatteren

Forlaget Brændpunkt, 2017

Som læser (og anmelder) bliver man lidt blød i knæene, når man modtager sådan en fin lille bog i en fin lille kuvert, endda med en fin lille seddel, alt sammen med den smukkeste, sirlige håndskrift, der mindede mig sådan om min meget savnede farmor, at jeg måtte kæmpe mod tårerne et øjeblik. Det er som om, håndskriften bærer sit helt eget nærvær, noget menneskeligt og elegant, som for længst er druknet i digitalisering og sociale medier.

Men nu er det jo mit job at bære objektiv og dømme ud fra min faglighed og erfaring … og fra den vinkel er bogen bare stadig så fin.

I konvolutten var den fineste lille bog med billedet af en spurv. Enkelt, og ligeså sirligt som forfatterens mors og min farmors uddøende håndskrift. Jeg var nødt til meget forsigtigt at bære bogen over i bunken med alle de andre ulæste, som venter på deres tid, i et hjørne af mit liv. De rykkede sig, kun let fornærmede over på denne måde igen at blive skubbet bagud i køen. Sådan kan det gå, men Agathe er også en fin frøken. Det kan man se. Det er nok det franske islæt.

En af tingene ved Agathe er netop, hvor meget skinnet bedrager. En så let og fin lille bog indeholder de tungeste emner i den menneskelige tilværelse. Som læser får man gang på gang lyst til at lukke bogen, ryste den lidt og så tjekke igen. Men det er sandt. Det er det, der står.

”Godaften, monsieur. Det er meget venligt af Dem at besøge os, kom indenfor,” sagde hun, åbnede døren helt og trådte til side. Hendes ansigt var gået i stykker og kun nødtørftigt samlet igen, og synet gav mig lyst til at vende om på stedet og skynde mig tilbage ned af havegangen og ind i den svedlugtende bus, jeg var kommet med.

Når man mestrer at skabe sådan et billede, kan læserne kun med længsel se frem til næste udgivelse, og da dette er debutromanen kan det kun blive bedre og bedre, og det er altså virkelig godt i dette tilfælde.

Agathe er en lille, stille fortælling, men ligeså lille den er, ligeså store emner behandles. Hovedpersonen, den snart pensionerede psykiater, tæller ned, ikke dage, men samtaler med patienterne, der skal overstås, inden han kan trække sig tilbage. Problemet er, at han ingenting har at trække sig tilbage til, og den erkendelse ulmer under hans planer og gør dem ligeså tunge og sveddryppende som sommeren udenfor hans vindue. Og så møder han Agathe, en ny patient. Han vil egentligt ikke have nye nu, hvor det blot er længere at tælle, men Agathe bider sig fast hos ham. Og også hos læseren.

”Måske. Jeg synes også, jeg prøver, men livet undslipper mig hele tiden. Det er lige dér; så tæt på, at jeg kan lugte det.” Hun så drømmende frem for sig. ”Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan man træder ind.”

Og det er et problem, hovedpersonen selv kender, om ikke erkender, før til sidst. Anne Cathrine Bomann formår at fastnagle ensomhed, død, forandring, angst, meningsløshed, længsel, savn og kærlighed uden at det nogensinde bliver tungt, men bare svæver så spindelvævslet afsted med sprogets skønhed som sin vingeoppebærende kraft.

Agathe er fyldt til sin spinkle ramme med smukke billeder, poetisk skønhed, dyb menneskelig forståelse, himmelhøj eksistentiel filosofi og en livsbekræftende forvandling, der frydede mig helt ud i tåspidserne. Jeg kan kun sende den forpjuskede spurv videre ud i verden med mine varmeste anbefalinger.

Tak for brevet!

Køb Agathe her

Læs flere anmeldelser og få ny inspiration her