Tag: Batzer & Co

Per Petterson: Ud og stjæle heste

25. november 2021 / louise1978 / 0 kommentarer

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og idé.

Oversætter: Annelise Ebbe
Forlag: Batzer & Co
Udgave: 3
ISBN: 9788790524784
Sprog: Dansk
Originalsprog: Norsk
Originaltitel: Ut og stjæle hester
Sider: 272
Udgivelsesdato: 14-03-2008
Format: Hæftet

Minder, sorg, venskaber, overgangen fra barn til voksen, at leve i kroppen og naturen, at leve for og at leve med. Per Petterson er en forfatter, som jeg længe har kredset om, men først nu har fået læst. Og som jeg ventede, var det en voldsom storslået oplevelse.

Ud og stjæle heste er en fortælling så strømmende og klar som en elv i forårssolen. Enkel, men stærk, ukunstlet, naturlig og vanvittig smuk. Det handler om livet og mennesket, om det må man bære med sig, det, man bærer ikke bare i sine minder, men også i sin krop. Petterson er en mesterlig forfatter, der legende let fanger verden ind i sine ord, gør den gennemskuelig, men ikke dermed mindre smertelig. Måske er det netop klarheden i smerten, der gør den så ubærlig? Samtidig skaber han kryds, møder og symbolikker, der løfter bogen op på et endnu højere niveau, skriver stemninger og sansninger, der rækker langt ud over siderne og bliver en sammensmeltning mellem menneske og litteratur. Bogen er en af den slags, der lever videre i dig i både tanke og følelse. Den vokser, og det gør man også som menneske, når man læser den.

Læs mere om forfatteren her og køb bogen her.

Fra forlaget:

Ud og stjæle heste er en roman om at blive voksen og om at blive gammel og om far-søn forholdet. Der er to måneder til årtusindeskiftet. Trond Sanden, 67 år, har bosat sig i et lille hus ved en indsø mod nordøst, i grænsetragtene ind mod Sverige. Sammen med sin hund lever han i selvvalgt ensomhed, optaget af hverdagens små trivielle gøremål. En dag dukker en nabo op som viser sig at være en skikkelse fra fortiden. Mødet fremkalder minder om sommeren 1948 da Trond femten år gammel tilbragte ferien sammen med sin far på en sæter. En nærmest mytologisk sommer med dramatiske hændelser som blev bestemmende for hans og naboens videre liv. Det er en sommer hvor Trond også lærer døden at kende på nærmeste hold, og hvor han får et glimt af den forbudte kærlighed, som får katastrofale følger for familien. Efter den sommer bliver ingenting nogen sinde det samme.

Per Petterson: Jeg nægter

3. september 2019 / louise1978 / 0 kommentarer

Forlag: Batzer & co.

Udgave: 1

Sprog: Dansk

Originalsprog: Norsk

Udgivet: 2013

ISBN:

Oversættelse: Annelise Ebbe

Endelig her i sommerferien fik jeg mulighed for at læse Per Petterson, som længe har stået på min ønskeseddel. Og det er ikke en dag for tidligt.

Jeg anede, at jeg ville kunne lide ham. Alle de anmeldelser og anbefalinger, jeg har læst, har fortalt mig, at her har vi en mester, en ægte ordkunstner, og jeg må sige, at jeg ikke er blevet skuffet.

Jeg nægter er historien om Jim og Tommy, to uadskillelige kammerater, som vokser op sammen, selvom det foregår på hver sine vilkår. Vi får historien fortalt af Tommy og Jim, og senere også søsteren Siri og en andenpersonsfortæller, som tilfører historien et let magisk præg. Det fortælles i spring fra forskellige nedslag i historien, og efter barndommen endda uden at hovedpersonerne mødes.

Her er der tale om stor kunst, både komposition, sprog og nærvær er helt i top. Petterson formår at fremskrive rene, ægte, levende og sanselige personer, som træder frem fra siderne med al deres sorg, melankoli, tunge skæbner og egne stemmer. Det er som en pop up-bog, hvor du åbner op, og derefter træder historien ud lyslevende og gennemsyrer alt omkring dig. Du hverken kan eller vil undslippe. Her fortælles der om vold, sorg, flugt, frygt, melankoli, ensomhed, forglemmelse og undvigelse. Og det fortælles på så højt et plan, at alting får mening.

Pettersons sprog er fænomenalt, omskiftelig og fyldt med lys og nærvær. Du sejler ikke gennem historien, nej, du stopper op og tager hvert ord og hver sætning ind for til fulde at fornemme skønheden, før du fortsætter. Alt skal med, og du efterlades kun med lysten til mere.

Jeg nægter er min første Petterson, men det er utvivlsomt begyndelsen på et langt og varmt bekendtskab. Det her må du ikke nægte dig selv.

Mo Yan: Hvidløgsballaderne

23. april 2019 / louise1978 / 0 kommentarer

Oversætter Peter Damgaard
Forlag Batzer & Co.
Udgave 1
ISBN 9788792439543
Sprog Dansk
Originalsprog Kinesisk
Originaltitel Tiantang suantai zhige
Sider 437
Udgivelsesdato 02-11-2013
Format Indbundet

Delvist lyttelæst via Mofibo. Husk, at du kan prøve Mofibo gratis ved at bruge gavekoden SFL2019 eller opret dig via dette link.

Hvidløgsballaderne er en af de bøger, der har ligget i min i gang med at læse-stak i meget lang tid. Jeg begyndte på den, fik den lagt til side, og er så først blevet færdig med den her i påskeferien. Det er ikke bogens skyld, for den er fantastisk, men nogle gange er det bare en bogs skæbne at blive trukket i langdrag gennem tiden.

Jeg var dog ikke mindre begejstret, da jeg fik den i hænderne igen, end da jeg begyndte på den for længe siden. Hvidløgsballaderne er et strålende eksempel på, hvor meget litteratur kan, når det udføres med mesterlig pen, hvor mange facetter en bog indeholder, og hvor fortryllende sprog kan være.

Bogen er utroligt poetisk skrevet i et fængende, gnistrende sprog. Den handler om folket i Paradis Amt, som gør oprør mod regeringen. Hovedpersonerne er hvidløgsfarmeren Gao Ma, som er forelsket i Fang Jinju, som er lovet væk til anden side, og Gao Yang, som nærer dyb kærlighed til sin kone og lille blinde datter; de to mødes i fængslet, hvor de begge ender som følge af deres indblanding i hærværket mod en regeringsbygning i protest mod, at landsbyadministrationen ikke vil opkøbe hvidløgshøsten.

Det, der gør bogen så speciel, er, udover sproget, at Mo Yan evner at skrive kærlighed og tragedie, realisme og fantastiske beskrivelser, satire, drømme, monologer, dialoger og minder i en uafbrudt strøm af ord, der uden pause eller ophold fremmaner historien som et fantastisk maleri for dit indre blik. Det er så sanseligt, at du både smager, dufter og mærker historien. Han fremviser korruption, fattigdom, undertrykkelse og livsvilkår for de kinesiske bønder under folkerepublikken fuldstændig uden at ty til sentimentalitet. Det står knivskarpt mellem linjerne.

Jinjus lig var blevet flyttet op på kangen, så Gao Ma kunne hele tiden holde øje med hende. Solen stod nu højt på himlen, og strålerne trængte ned gennem jutens rødgule stængler og kloformede blade og oplyste hendes ansigt. Det lignede en gylden krysantemum der blomstrede i efterårssolen. Han strøg hende let over kinden, huden var stadig blød og smidig som fin velour.

Fang-brødrene ankom hver for sig. Først kom den yngre: Han gik over gårdspladsen med et udtryksløst ansigt og store skridt der fik papegøjefjerene til at lette og regne ned over den røde silke. En papegøje dykkede ned mod ham som om den ville prikke hans øjne ud, men han sendte den direkte ind i muren med et enkelt slag. Han gik ind og stillede sig foran kangen, lettede lidt på tæppet og kastede et blik på Jinjus ansigt. Hun smilede til ham. Frastødt lagde han tæppet tilbage over hende og gik ud i gården for at fine Gao Ma.

Læs den før landsbyadministrationen.

Læs mere om Mo Yan her på Forfatterweb.

Auður Ava Ólafsdóttir: Ar

28. december 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Batzer & Co., 2018

Lyttelæst via Politiken Books – indlæst af Thomas Gulstad

Der er noget med de der vindere af Nordisk Råds Litteraturpris. De kan altså noget, de har en tone og en rytme, som oftest falder i min smag. Sådan er det også gået med Ólafsdóttir, som vandt i år med romanen Ar.

Ar er en dybt menneskelig roman, da den formår at oppebære de mange stemninger som et menneske kan rumme på samme tid: sorg og nysgerrighed, håbløshed og humor, forfærdelse og kynisme. Hovedpersonen, som egentligt har opgivet livet og tager ud for at gøre en ende på det, ender med at finde en helt ny vinkel på tingene og en måde, hvorpå han kan komme videre.

Ólafsdóttir skriver en historie og et menneske frem, som er så nemt at relatere til, og samtidigt beskriver hun, hvordan mennesket, samfundet, historien og verdenen fungerer på samme måde – som en sjæl, der kan såres, give op, finde ny styrke og komme videre. Skilsmisse eller krig, fysiske eller psykiske sår, heling og relationer.

Hun skriver i et fint sprog, der understøtter fortællingens menneskelighed ved at sætte historien i fokus frem for stilen. Emnet er ar, både de menneskelige, de mellemmenneskelige, dem, der findes i et krigshærget land, dem, der kan heles, og dem, der ender med at være det eneste, der er tilbage, når livet forsvinder. Boremaskinen kan bruges til to ting: den kan hjælpe med at ende livet, eller den kan være med til at genopbygge.

Ar er læsning, der er både dyb og let på en gang – og det er lidt af en kunst, men igen spiller det på det menneskelige, når man kan grine og græde på samme tid. Den er gribende og opslugende, afslappet og eftertænksom. Alt i alt er det en roman, der bare skal læses.

Den skal helt sikkert i din TBR-bunke! Køb den her som en forsinket julegave.

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

15. december 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Batzer & Co, 2010

Endelig kom jeg i gang med trilogien. Og mine forventninger, som selvfølgelig var tordnende skyhøje, er både indfriede og pyntet med flødeskum, marcipanroser og trefarvet krymmel.

Der skal et talent som Kalman til at skrive en bog stort set uden handling som alligevel står tilbage som et lysende eksempel på rigtig stærk litteratur, der har så meget på hjerte og leverer det hele til perfektion.

Baldur læser Milton. Og det tabte paradis bliver virkelighed for drengen, da poesien får Baldur til at glemme sin skindanorak, da de tager på havet. Bare lige nå et par linjer at holde varmen på… Poesien er så stærk, at den har så direkte en indvirkning på menneskets liv. Og sådan er Kalman.

Intet er mig skønt uden dig

Det er så fint og så stærkt på samme tid, et spindelvæv af ord, der skaber så sanselige billeder, at vi er på havet med dem i den rasende polarvind, vi bærer Baldur væk fra stranden i stiv og ufattelig sorg, vi går med drengen gennem snestormen, forstår hans ønske om at forsvinde i sne og søvn for evigt, og vi sidder til bords med Brynjolf og Kolbein, med øl og kaffe, minder, fortrydelse og savn.

Det er råt, barskt og salt, det er det ægte, kødelige liv, og samtidig er det så fint spundet, så poetisk, syngende af visdom og kærlighed til mennesket. Det er himmerige og helvede, menneskets verden, lige her, lige nu, før og efter, for dig, for mig, for dem.

Jeg græder, jeg længes, jeg vandrer med historien og jeg falder hen i ubeskrivelig, ufattelig beundring hver gang, jeg åbner en af hans værker. Handlingen er underordnet, det er menneskers liv, den menneskelige tanke, følelse, der er i fokus. Og så poesien i hver eneste lille sætning. Det er frydefuldt, smukt og forunderligt.

Se, det er Kalman.

Læs ham! Køb den her.

Kjell Westö: Den svovlgule himmel

11. oktober 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Batzer og co, 2017

Lyttelæst via Bookmate

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg som oftest er vild med udgivelser, der stammer fra Batzer og co. Forlagets navn er et kvalitetsstempel i sig selv, og det gælder også denne gang, hvor jeg har lyttelæst Kjell Westös bastante dannelsesroman Den svovlgule himmel.

Romanens tema svarer til det walisiske ord hiraeth, som betyder nostalgi eller længsel efter nogen eller noget. Den svovlgule himmel henviser til farven på himlen, når den ses gennem barndomsvennens vindue. Og det er stærke og rammende symboler.

Det er fortællingen om barndommes venskaber, længsler, frygt, uskyld og vold, overgangen til teenageårene med sex og forelskelser og vejen mod de voksnes verden med alt, hvad det indebærer af sorg, vrede, uhyrlige indsigter og bristede håb.

Det er barndomsvennens hårde grå blik, ligegyldigheden, den første stærke og dybt erotiske kærlighed og den indsigt, du ender med, når du som voksen ser tilbage på det hele i bagklogskabens lys.

Det er historien om Rabell-familiens overklassefornemmelser og kynisme, om familiebindinger og hemmeligheder, det, man som voksen længes tilbage til i barndommen, det umulige i et objektivt tilbageblik og hvor tungt de tidlige erfaringer vejer, selv når man er umiskendeligt voksen.

Kjell Westö skriver forbandet godt og sanseligt. Du bliver viklet ind i både historie og karakterer og får svært ved at slippe universet igen. Du mærker den nordiske tristhed i det hele, tyngden, som er i vores sjæle, men også den styrke, som vokser med år og erfaring. Det er intenst, farverigt og vekselvarmt, der er ikke noget, der er enkelt eller simpelt, bare ligeud. Det handler om at kende både lys og mørke og i dets midte finde sandheden.

Læs den før din barndomsven. Køb den her.

Tomas Espedal: Gå

2. juli 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Bogen er sponsoreret af forlaget

Batzer & Co, 2007

Gå ud, gå ind, gå væk, gå op i, gå til, gå i hundene, gå i vejen, gå fremad, gå sin gang. Gå er et stort ord, et uforudsigeligt ord, der er dybt afhængigt af, hvilket ord der følger det. Når en roman hedder Gå er det derfor umuligt at forudsige, hvad der kommer efter forsiden.

Tomas Espedal skriver fint og forrygende. Udtryksfuldt. Levende. Jeg ser ham for mig, en skikkelse i jakkesæt og dybe tanker, på vej gennem irsk regnvejr, norske fjelde og spanske hedebølger. Jeg ser ham med kaffen og smøgerne, i mødet med andre eksistenser, tavshed eller samtale, reflektioner over et liv, der ligesom de, går. Går uforudsigeligt.

At læse denne roman skaber længsel, både længsel efter friheden i bare at gå, men også længsel efter at give slip, slippe livet, så det bare går, og jeg tænker, at det er netop det, som Espedal gerne vil: Give slip, og give andre lyst til at give slip. Bare være, bare gå.

Når du går, kommer tankerne og med dem kommer længslen, længslen efter et hus, en seng, et køleskab, længslen efter selskab og samtale og efter det, der gør os menneskelige: relationerne. Det magiske, der er mellem mennesker.

Og så frydes jeg over alle de andre litterære og filosofiske møder, der er flettet ind i Espedals fortælling: Alle de gode, gamle kendinge: Rousseau, Rimbaud, Heidegger, Kierkegaard og Nietzsche. Alle de gode, gamle støvede hoveder fra reolerne, deres store tanker og deres nærmest fysiske nærvær i al litteratur, der kommer efter. Så med ethvert skridt følger fortidens fodgængere med, tynger ned eller letter fremgangen. Og det er stort i sin smalle finhed.

Vi må lære at gå ned med den samme glæde som vi går op, siger Narve og prøver at finde ting at glæde sig over; en skov set fra oven, nuancerne af sølv og gråt i skifertagene og røgen fra skorstenen der ligesom ønsker os velkommen. Udsigten over dalen og landsbyen som vi allerede kan se dernede. Måske er turen ned så udmattende fordi vi ser det vi skal passere længe før vi er der; dér er svinget som vi snart runder, her er stien gennem skoven som vi så deroppe, nu møder vin klosteret som forventet, og her er klosterhaven som vi allerede nøje har studeret oppefra. Vi går ned. Følger hovedvejen, der går ikke lang tid før vi mærker gnavsårene, det brænder under fodsålerne og ryggen værker.

Vi går ned. Går frem. Går ud. Går i hi, i seng, i møde, i hvert fald. Vi går. Som mennesker, som bevidstheder, som følende, skrøbelige væsener, som formår alt, hvis bare det går.

Tomas Espedal har begået noget rigtig stort her. Læs den. Gå med ham.

Køb den her. Og gå langsomt turen ned og hent den på posthuset.

José Eduardo Agualusa: Almen teori om glemsel

17. juni 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Batzer & Co, 2018

Scenen var sat på Kreta med 35 grader i solen, fødderne i poolen, friskpresset appelsinjuice og lyden af lykkelige børn som baggrundsmusik. Kufferten var fyldt med badetøj og anmeldereksemplarer, og der var masser af uberørt tid forude.

Vinden duvede let i palmetræerne, og jeg lagde mig til rette med José Eduardo Agualusa, som jeg havde voldsomme forventninger til. Det er altid farligt med forventninger, især hvis de ikke bliver indfriet, men Agualusa leverede fra første sætning, og det blev aldrig dårligere.

Ludovica kunne ikke lide at se op på himlen.

Det er det fantastiske ved litteratur. Nogle gange er det mere melodisk, mere hørbart end musik. Det flyder op fra siderne, griber dig og holder dig i et favntag, så du glemmer alt omkring dig. Du glemmer bølgeskvulp, parasoller og det perlende vand i glasset ved solvognen, du glemmer tiden, så solen selv må gå sin gang over Kretas himmel, og sådan var det med mig og Agualusa.

Det var en sammensmeltning, en litterær symbiose, som jeg lod mig opsluge i, forsvinde i, og det var godt helt ud i fingerspidserne.

Ludovica er bange for hele verden, for det åbne rum, for himlen over sit hoved. Hun bor hos sin søster, men da denne forsvinder den aften, hvor Angola opnår sin uafhængighed, må hun pludseligt klare sig alene. Hun murer sig inde i lejligheden, lever af de dyr, hun kan fange på altanen, brænder møbler og bøger og skriver sine digte og tanker på lejlighedens mure med kul. I verden udenfor går livet videre, og med skæbnens mystiske tråde, der spinder net og fanger menneskeliv ind, ender Ludovica med igen at stå ansigt til ansigt med den verden, hun frygter.

Sproget er magisk og flygtigt, legende som lys gennem blade, fyldt med selve det noget, der udgør menneskets kerne, sjælen og tankerne, der skaber din verden. Og den er ikke bare læseværdig – den er et must-read. Agualusa minder mig om Gabriel García Marquez, om stænk af maling og en tung duft af blomster og støv.

Køb den nu, køb den her.

Judith Hermann: Spøgelser, overalt

7. marts 2018 / louise1978 / 0 kommentarer

Batzer & Co, 2017

Den sidste måned af mit liv har været kaos: flytterod, tapetnedrivning, maling, nye gulve, nye lofter, familien stuvet sammen i et kælderrum, som fungerer som både soveværelse, legerum, spisestue. “Men,” har mine tanker holdt mig oppe, “vi har fået et skønt hus med masser af plads, en stor have, skoven lige om hjørnet.” Det er vidunderligt. Kaos. Vidunder. Kaos.

I denne tid har jeg (blandt andet) læst min yndlingsgave fra 2017, nemlig Judith Hermanns Spøgelser, overalt.

På bagsiden står med fede typer: “Det er litteratur i verdensklasse,” et citat fra Weekendavisen. Og jeg kan kun give Weekendavisens anmelder ret. Dette er litteratur i verdensklasse. Det er ulig noget andet. Det er skønhed, der er printet på siderne som ord. Det er rendyrket kunst. Det er litteratur, når litteratur virkelig træder frem i sin fulde pragt. Litteratur, som litteratur er skabt til at være.

Fortællingerne i sig selv, syv af slagsen, har alle en kvindelig fortæller, og de omhandler alle en eller flere relationer, som på hver sin vis har påvirket hende. Det er kærlighed, der er hovedtemaet, men ikke nødvendigvis på den gode måde. Det er glimt af forelskelse, utroskab, svig og svigt, relationer som ikke kan bære, som brister som sæbebobler i vinden, og kun eksisterer i et sekund, et minde. Alt sammen er det skrevet så uendeligt skrøbeligt, følelsestæt og smukt, at man som læser holder vejret for hver linje.

Jonas fotograferer kirken i sneen, et foto som ingen vil tro på, det ved Jonina. Himlen er stadig blå. Jonas kommer tilbage, nu skal de stille sig op og gå hen imod ham, alle tre ved siden siden af hinanden, han råber til dem: “Hurtigere, kom så, hurtigere!”, skøjter hen mod dem, trykker belysningsmåleren groft ind mod Irenes kind. Han skøjter tilbage til stativet med udbredte arme, vejen er en glidebane, Joninas ånde er frosset, Irene siger: “Jonas går løs på sine fotos som en fjende, det kan jeg godt lide.” Og det er det hele. Klokken er 10:47, og Jonina forelskede sig i Jonas i det øjeblik, da han skøjtede tilbage til sit stativ med udbredte arme. Hvordan kan det gå til? Og det er meningsløst at spørge om det, det er som det er, som om en unyttig hud hos Jonas var skallet af, og den man som Jonina vil elske, var kommet til syne under den. Denne følelse, som Jonina har for Magnus, dukker op nu og da og har flyttet sig til Jonas, så let som en fjer, entydigt og uden smerte, det er det mest forfærdelige, helt smertefrit. (Spøgelser, overalt, p. 115)

Det er intensiv læsning, og som læser har du lyst til at sluge det hele i en mundfuld på grund af skønheden, men det fylder for meget, og du er nødt til at holde pauser for at kunne bære det. Følelserne er så tæt på, personerne så virkelige, og det hele kravler ind under huden og stjæler dit åndedrag. Det er levende i sin sanselighed, ufatteligt i sin skønhed.

Køb den her.