Leonard Cohen: The flame

Forlaget Canongate, 2018

Jeg stod i Kongens Have d. 17. august 2013. Aftenen var dunkel sommerblå, der var tusindvis af mennesker omkring mig, og aldrig har jeg nogensinde før mærket så kærlig og forenende en stemning. Alle, der stod der, havde fokus på det samme, og fra det samlingspunkt strømmede der så meget ro og livsglæde, at det smittede os alle; og det samlingspunkt var Leonard Cohen.

IMG_3529

Du tror sikkert, jeg overdriver nu, og at ordene bare flyder fra mine fingre uden at trække betydning med sig, men sådan er det ikke. Jeg mener virkelig, at den stemning var helt unik, og jeg er sikker på, at andre, der var der den aften, vil være enige. Det var magisk. Det var stort. Det var uforglemmeligt.

Og det var lidt et tilfælde…

… at jeg overhovedet var der. Nogle måneder forinden havde jeg set en reklame for koncerten. Jeg genkendte navnet, mest fra min barndom, hvor jeg kan huske en helt speciel dag.

Min far havde fået et nyt stereoanlæg og en nymodens opfindelse kaldet en “CD.” En lille reflekterende plade, der indeholdt musik. Det var fantastisk! Og nu ville han spille et nummer for mig, som han elskede. Det nye stereoanlæg fyldte vores lille stue med den mest utrolige og ekstremt stemningsfyldte sang, som overvældede lille syvårige mig, og jeg glemte den aldrig siden, dens særhed og kraftfulde greb.

 

 

Jeg så altså reklamen for koncerten, og da min far havde fødselsdag kort efter, foreslog jeg mine søstre, at vi lagde sammen og købte ham en koncertbillet. De var lidt modvillige, da min far altid kun ønsker sig gavekort til Moby Disc i fødselsdags- og julegave, og de var bange for, at han ville blive surmulet, hvis vi gav ham noget andet (læs mere om det fænomen her.)

Men jeg satte foden ned og gennemtvang idéen, og så var det ellers bare at vente. Min far blev ganske vist utilfreds, da han måtte vente på sin gave i stedet for det sædvanlige gavekort, men han var alligevel spændt.

Selve dagen var en større opgave. Mine tvillinger var på det tidspunkt kun to år gamle, så dem måtte jeg få passet ved min mor, mens jeg samtidig stjal far, der endnu ikke vidste, hvad gaven gik ud på. Vi bad ham tage pænt, men lunt, tøj på og være klar klokken det og det, hvor vi ville aflevere tvillingerne og tage ham med.

I bilen begyndte han straks at brokke sig (se link ovenover ang. surmule). Han håbede så sandelig ikke, at det var en tur i byen, et drukgilde, anden social aktivitet eller Leonard Cohen, for han havde set i avisen, at han spillede i aften, og manden kunne jo overhovedet ikke synge mere! Der sank mit hjerte… Havde jeg taget fejl? Var det den helt forkerte gave? Og var det rigtigt, at Cohen ikke kunne mere?

Men gjort var gjort. Vi ankom til Odense og måtte indrømme, at det var Cohens koncert, der var gaven. Vi måtte jo bare få det bedste ud af det. Og det gjorde vi så…

Allerede inden koncerten blev stemningen rosenrød og lækker. Aftenen lagde sig blødt om os, folk var glade, spændte. De klappede ham på scenen, hujede, smilede. Og så gik det i gang.

Min far overgav sig helt. Han lo, han græd, han jublede. For det var det, Cohen kunne. Og manden kunne synge. Det var så overvældende. Jeg overgav mig også totalt. Fra at kende et par sange, mest som minder fra barndommen, blev jeg superfan, og jeg svor lige der, at jeg ville skrive speciale om hans tekster, om virkningen af kunst, hvordan det kan transformere et menneske. Og det gjorde jeg.

IMG_3524.JPG

Og det blev den eneste koncert, jeg så med ham, da han jo valgte at rejse herfra denne dimension i 2016.

Men jeg har hans ord nu og hans sange. Og der går sjældent en dag, uden at jeg hører eller læser hans værker. Senest har jeg i nytårsgave fået bogen The Flame.

Og her er så den reelle anmeldelse af The Flame.

And ditched on a beach

Where the sea hates to go

With a child in my arms

And a chill in my soul

And my heart the shape

of a begging bowl

Lige meget hvad, så start med at læse Adam Cohens forord. Det er ikke tynget sort af sorg, men af en respekt og en hyldest så stærk; hans ord gør hans far så megen ære. Det er smukt.

Selve værket er en samling af digte, sangtekster og noter fra hele Cohens liv inddelt i tre sektioner. Han arbejdede så hurtigt, han kunne, for at gøre samlingen færdig og efterlod klare instruktioner i det tilfælde, at han ikke skulle nå det. Historien uanset, så er teksterne fuldgyldige Cohen-værker. Han arbejder med følelser på så dybt et niveau, at alt er levende i dem. Hans evne til at trække verden ind i en sætning er uforlignelig. Det menneskelige, det guddommelige, higen, søgen, brænden og død er eviggyldige emner, og han fanger dem ind, efterlader deres aftryk på sine sider og slipper dem atter fri.

I’ve been looking

out the window

at the people

passing by

I don’t ask myself

a question

I don’t even

wonder why

All the stores are

filled with songs

All the streets are

paved with gold

When it comes to

telling secrets

I don’t tell them

till they’re old

Der er nogle menneske, nogle kunstnere, der har en helt speciel magi. I sit forord skriver Adam, at Leonard talte om at brænde, at brænde i sin kunst, for sin kunst. Der er slet ingen tvivl  om, at det var, hvad Leonard gjorde, og det er derfor, han havde så speciel en følelse i sin sang og i sine digte, at han formåede at skabe den stemning ved koncerten, og at hans verden, når du træder ind i kunsten, føles så magisk.

Dengang til koncerten talte jeg om flydende poesi i luften. Det var vist ganske rammende.

Hvis du elsker Leonard Cohen bare en hundrededel så meget, som jeg gør, så und dig selv The Flame.

 

Rob Sears: The Beautiful Poetry of Donald Trump

A&U Canongate, 2017

Kan Donald Trump bringe glæde? Mit svar ville normalt være nej, rungende og absolut, men i et enkelt tilfælde er det nu faktisk sket, at manden har fået mig til at trække på smilebåndet. Og så igen er det jo kun indirekte ham…

I denne smukke bog har komikeren Robert Sears klippe-klistret og fremstillet en række digte, som er sammenstykket af Trumps taler, Tweets og lignende.

På èn og samme tid er digtene hylende morsomme, rystende og chokerende. Men mens tårerne triller af grin over udtalelserne og dumheden bag ordene, er det uhyggeligt, hvordan manden tænker og er: Ondskabsfuldheden, narcissismen, megalomanien og fjendtligheden lyser ud af ordene. Det er ufatteligt, at manden virkelig har sagt og skrevet de ord!

Og så er der noget at lære bagom både grin og chok, en lærerig dimension, en personbeskrivelse, som på en ny måde fremviser, hvor exceptionelt forstyrret manden er, og hvad det er for en skræmmekampagne og verdensbillede, han fik malet og blev valgt på. Et billede på, hvad der foregår i vores tid og vores verden, også i vores lille Danmark, hvor vi så sandelig også har vores egen lille udgave af Trump valgt ud af had, angst og uvidenhed.

Udvid din verden og få et godt grin på samme tid – det har vi brug for lige nu!

Køb den her før Barack Obama.