Forlag Lindhardt og Ringhof Udgave 1 ISBN 9788711986714 Sprog Dansk Sider 338 Udgivelsesdato 23-09-2021 Format Indbundet
Ville du tage en pille mod sorg, hvis der fandtes en? Hvad hvis den udryddede mere end bare sorgen, flatlinede alle dine følelser, gjorde dig ligeglad med verden og menneskerne omkring dig? Hvad ville du så vælge?
Blå toner leger med de tanker, med sorgens værdi, med det menneske i at føle helt ud til det punkt, hvor vi føler, vi går i stykker … og nogle gør det endda. Kan sorgen være så voldsom, at vi hellere ser vores evne til at elske forsvinde end at mærke den? Man kan nogle gange have lyst til at sige ja, og det er også tilfældet med Elizabeth, kvinden, der får idéen til pillen. Hun mister nemlig sit barn, Vinter, og hvordan kan man komme videre efter sådan et tab?
Bomann skriver let og levende om karaktererne, der står på hver sin side af etikken; professorerne, de unge, dem, der har mistet, videnskaben og profitten. Der er mange aspekter og mange spillere på banen i udviklingen af pillen, og når valget skal tages mellem hvad der er rigtigt og hvad der giver penge, starter den velkendte krig.
Blå toner er hjerteskærende og spændende, og de spørgsmål, den sætter i spil, giver stof til dyb eftertanke.
Et dansk medicinalfirma har udviklet verdens første pille mod sorg, og på Aarhus Universitet er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men psykologiprofessor Thorsten Gjeldsted får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning.
Jeg læste for første gang Bomann, da hun udgav sin debutroman hos forlaget Brændpunkt og sendte mig en bog til anmeldelse. Jeg husker den tydeligt, både fordi hendes mor havde afsendt bogen og vedlagt en sød lille post-it med beskeden “God læselyst” og fordi bogen Agathe var virkelig god. Jeg blev mere og mere begejstret jo mere, jeg læste, og jeg vidste helt ind i mit bogglade hjerte, at jeg sad og læste en debutforfatter, som vi ville høre meget mere til. Og jeg fik ret!
Nu er Bomann udkommet hos Gyldendal med romanen Hvad ingen ved. Bogen er lidt et hjertebarn for mig, da jeg havde æren af at kigge på den som redaktør, mens den var manuskript og ikke endnu flyvefærdig.
Nu er den udkommet i al sin pragt og er fløjet ud over verden for at se, om vingerne kan bære.
Det synes jeg bestemt, de kan. Hvad ingen ved handler om brødrene Imse og Jonas, der kæmper med hver deres problemer. I fortællingen er Jonas mest dominerende, da hans problemstilling består af en spirende seksuel tiltrækning af den 11-årige dreng, som han er træner for.
Og netop dette gør romanen til meget mere end bare en roman, da Bomann vover at pirke til debatten om pædofili. Som hun skriver som afslutning på fortællingen, er det vigtigt, at vi tør tage emnet op. Der findes nemlig mange, som er seksuelt tiltrukket af børn, men som aldrig handler på tendensen. Og hvor er de henne i det store billede?
Bomann har et fint og flyvende sprog, som ligesom i Agathe, gør, at fortællingen flyder med egen strøm. Både Imse og Jonas er levende og vedkommende karakterer, der ikke lige er til at ryste af sig igen. Det er helt sikkert, at du som læser kigger op næste gang, du går forbi et kirsebærtræ.
Som læser (og anmelder) bliver man lidt blød i knæene, når man modtager sådan en fin lille bog i en fin lille kuvert, endda med en fin lille seddel, alt sammen med den smukkeste, sirlige håndskrift, der mindede mig sådan om min meget savnede farmor, at jeg måtte kæmpe mod tårerne et øjeblik. Det er som om, håndskriften bærer sit helt eget nærvær, noget menneskeligt og elegant, som for længst er druknet i digitalisering og sociale medier.
Men nu er det jo mit job at bære objektiv og dømme ud fra min faglighed og erfaring … og fra den vinkel er bogen bare stadig så fin.
I konvolutten var den fineste lille bog med billedet af en spurv. Enkelt, og ligeså sirligt som forfatterens mors og min farmors uddøende håndskrift. Jeg var nødt til meget forsigtigt at bære bogen over i bunken med alle de andre ulæste, som venter på deres tid, i et hjørne af mit liv. De rykkede sig, kun let fornærmede over på denne måde igen at blive skubbet bagud i køen. Sådan kan det gå, men Agathe er også en fin frøken. Det kan man se. Det er nok det franske islæt.
En af tingene ved Agathe er netop, hvor meget skinnet bedrager. En så let og fin lille bog indeholder de tungeste emner i den menneskelige tilværelse. Som læser får man gang på gang lyst til at lukke bogen, ryste den lidt og så tjekke igen. Men det er sandt. Det er det, der står.
”Godaften, monsieur. Det er meget venligt af Dem at besøge os, kom indenfor,” sagde hun, åbnede døren helt og trådte til side. Hendes ansigt var gået i stykker og kun nødtørftigt samlet igen, og synet gav mig lyst til at vende om på stedet og skynde mig tilbage ned af havegangen og ind i den svedlugtende bus, jeg var kommet med.
Når man mestrer at skabe sådan et billede, kan læserne kun med længsel se frem til næste udgivelse, og da dette er debutromanen kan det kun blive bedre og bedre, og det er altså virkelig godt i dette tilfælde.
Agathe er en lille, stille fortælling, men ligeså lille den er, ligeså store emner behandles. Hovedpersonen, den snart pensionerede psykiater, tæller ned, ikke dage, men samtaler med patienterne, der skal overstås, inden han kan trække sig tilbage. Problemet er, at han ingenting har at trække sig tilbage til, og den erkendelse ulmer under hans planer og gør dem ligeså tunge og sveddryppende som sommeren udenfor hans vindue. Og så møder han Agathe, en ny patient. Han vil egentligt ikke have nye nu, hvor det blot er længere at tælle, men Agathe bider sig fast hos ham. Og også hos læseren.
”Måske. Jeg synes også, jeg prøver, men livet undslipper mig hele tiden. Det er lige dér; så tæt på, at jeg kan lugte det.” Hun så drømmende frem for sig. ”Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan man træder ind.”
Og det er et problem, hovedpersonen selv kender, om ikke erkender, før til sidst. Anne Cathrine Bomann formår at fastnagle ensomhed, død, forandring, angst, meningsløshed, længsel, savn og kærlighed uden at det nogensinde bliver tungt, men bare svæver så spindelvævslet afsted med sprogets skønhed som sin vingeoppebærende kraft.
Agathe er fyldt til sin spinkle ramme med smukke billeder, poetisk skønhed, dyb menneskelig forståelse, himmelhøj eksistentiel filosofi og en livsbekræftende forvandling, der frydede mig helt ud i tåspidserne. Jeg kan kun sende den forpjuskede spurv videre ud i verden med mine varmeste anbefalinger.
