Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Brændpunkt, 2018

Det første, der slår læseren af denne roman, er selvfølgelig titlen, der ganske tydeligt referer til Den Unge Werthers lidelser af Goethe. Og det er da også intentionen fra forfatterens side, og hun har også langt hen ad vejen ramt Sturm und drang-tonen fra den klassiske fortælling.

I romanen får vi fortalt Khalils historie. Han fortæller for os fra det hinsides, hvor han i tilfælde nedslag forklarer, hvem han er og hvorfor han er død.

Det er dog ikke kernen i denne fortælling. Formen er sturm und drang, ja, men den handler om noget helt andet i min optik, nemlig hvor ufatteligt dårligt vores samfund er til at favne mennesker.

Khalil er flygtning. Han blev født i en iskold grotte, hvor hans mor kæmpede indædt for at holde liv i ham og hans to søskende, indtil de blev fundet og sendt til Danmark. Hans søster overlevede ikke. Denne historie i historien er ganske hjerteskærende og frygtelig godt fortalt. Khalil og hans storebror vokser nu op i et land, hvor de ikke er velkomne. De forsøger at tilpasse sig både den ene og den anden kultur, storebroren især kæmper for at hjælpe alle i familien på vej.

Omdrejningspunktet i Khalils liv er hans forelskelse i pigen Aya. Da hun slår op, begynder hans nedtur, der leder til hans død. Modsat den unge Werther er Khalil ikke en selvoptaget egoist, og han begår ikke selvmord. Men han er styret af sine følelser og har ikke den store respekt for autoriteter.

Selvom ligheden med Werther er noget løs i kanterne, så er romanen spændende læsning. Den giver en stemme til de mange unge flygtninge, der netop nu kæmper for at skabe sig et reelt liv i vores land, og ikke mindst taler den for alle de mennesker, der har lidt og lider forfærdelige skæbner som flygtninge.

Khalil er vedkommende, levende og kommer under huden på dig. Der er steder, hvor jeg godt kunne have ønsket mig en noget strammere komposition og et mere konsistent sprog (ind imellem er det uhyggeligt godt, og det vil man bare have mere af), men romanens budskab er alligevel øredøvende vigtigt, og jeg vil anbefale den alene for det. Læs den for at forstå og blive et bedre og mere rummeligt menneske.

Køb den her.