Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Udgivelsesdato: 10. februar 2021
125 sider
Forlag: Gentlemen’s Jockey Club
I Kina nyser en flagermus
sætter verden på pause
Jeg behøver vel ikke sige frygteligt meget mere.
Claus Høxbroes nye digtsamling alt hvad vi har er minder er en vinken med hånden, et halvsmil og et blink næsten skjult bag røgtåger. “Kom med, kom bare med.” Vi stiger med om bord på Flixbussen til Odense, trasker med ned ad Vesterbro, tager en tur til Bornholm og på Casino Bar i Århus (hvilket virkelig vækker minder for mig, da jeg arbejdede på casino i Århus for hundrede år og en sommer siden). Det vækker også minder, når Høxbroe kigger ned ad Vindegade i Odense, som er min barndomsby, og sådan indfanger han hele verden i sine skridt, mumler den frem og trækker en med rundt, mens han knipser ordbilleder, der runger og trækker komethaler indeni.
Det er det nære, der er i fokus, det levende, de små verdener i verden. Ja, flagermusen nyser måske nok i Kina og får hele verden til at stoppe op, men det er blikket på byen, der vejer tungest, gaderne, det nære. Det, der kan betragtes og mærkes som menneske. Det er turene gennem det velkendte landskab blandt huse og bodegaer, ned ad gader, på hoteller, færger eller bag bussens brunplettede rude. Dagene tik-tokker afsted, og vi lever i mindet om det, der var for ti år siden eller ti minutter.
Høxbroes digte er som et kram, en god snak med en god ven, en gåtur sammen ned ad gaden, hvor alt kan vendes eller bare være tavst. Der er ikke for mange ord, kun lige dem, der passer, og billederne er skarpe og velkendte, så det bliver trygt. Sådan, får man lyst til at sige, det er lige sådan. Melankolien svæver med cigarrøgen mellem linjerne og taler til den digter, der bor i os alle. Betragteren. Vidnet. Mennesket.
Se også Claus Høxbroe: Sorte pletter på himlens linse
