Bogen er sponsoreret af forfatteren
Forlaget Brændpunkt, 2017
Som læser (og anmelder) bliver man lidt blød i knæene, når man modtager sådan en fin lille bog i en fin lille kuvert, endda med en fin lille seddel, alt sammen med den smukkeste, sirlige håndskrift, der mindede mig sådan om min meget savnede farmor, at jeg måtte kæmpe mod tårerne et øjeblik. Det er som om, håndskriften bærer sit helt eget nærvær, noget menneskeligt og elegant, som for længst er druknet i digitalisering og sociale medier.
Men nu er det jo mit job at bære objektiv og dømme ud fra min faglighed og erfaring … og fra den vinkel er bogen bare stadig så fin.
I konvolutten var den fineste lille bog med billedet af en spurv. Enkelt, og ligeså sirligt som forfatterens mors og min farmors uddøende håndskrift. Jeg var nødt til meget forsigtigt at bære bogen over i bunken med alle de andre ulæste, som venter på deres tid, i et hjørne af mit liv. De rykkede sig, kun let fornærmede over på denne måde igen at blive skubbet bagud i køen. Sådan kan det gå, men Agathe er også en fin frøken. Det kan man se. Det er nok det franske islæt.
En af tingene ved Agathe er netop, hvor meget skinnet bedrager. En så let og fin lille bog indeholder de tungeste emner i den menneskelige tilværelse. Som læser får man gang på gang lyst til at lukke bogen, ryste den lidt og så tjekke igen. Men det er sandt. Det er det, der står.
”Godaften, monsieur. Det er meget venligt af Dem at besøge os, kom indenfor,” sagde hun, åbnede døren helt og trådte til side. Hendes ansigt var gået i stykker og kun nødtørftigt samlet igen, og synet gav mig lyst til at vende om på stedet og skynde mig tilbage ned af havegangen og ind i den svedlugtende bus, jeg var kommet med.
Når man mestrer at skabe sådan et billede, kan læserne kun med længsel se frem til næste udgivelse, og da dette er debutromanen kan det kun blive bedre og bedre, og det er altså virkelig godt i dette tilfælde.
Agathe er en lille, stille fortælling, men ligeså lille den er, ligeså store emner behandles. Hovedpersonen, den snart pensionerede psykiater, tæller ned, ikke dage, men samtaler med patienterne, der skal overstås, inden han kan trække sig tilbage. Problemet er, at han ingenting har at trække sig tilbage til, og den erkendelse ulmer under hans planer og gør dem ligeså tunge og sveddryppende som sommeren udenfor hans vindue. Og så møder han Agathe, en ny patient. Han vil egentligt ikke have nye nu, hvor det blot er længere at tælle, men Agathe bider sig fast hos ham. Og også hos læseren.
”Måske. Jeg synes også, jeg prøver, men livet undslipper mig hele tiden. Det er lige dér; så tæt på, at jeg kan lugte det.” Hun så drømmende frem for sig. ”Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan man træder ind.”
Og det er et problem, hovedpersonen selv kender, om ikke erkender, før til sidst. Anne Cathrine Bomann formår at fastnagle ensomhed, død, forandring, angst, meningsløshed, længsel, savn og kærlighed uden at det nogensinde bliver tungt, men bare svæver så spindelvævslet afsted med sprogets skønhed som sin vingeoppebærende kraft.
Agathe er fyldt til sin spinkle ramme med smukke billeder, poetisk skønhed, dyb menneskelig forståelse, himmelhøj eksistentiel filosofi og en livsbekræftende forvandling, der frydede mig helt ud i tåspidserne. Jeg kan kun sende den forpjuskede spurv videre ud i verden med mine varmeste anbefalinger.
Tak for brevet!
