Forlaget Lindhardt og Ringhof, 2014
Feelgood er sin helt egen genre, der også indeholder musik, film og serier. Genren har sådan set eksisteret siden 1960’erne, men i de seneste år er den blevet voldsomt populær som litteratur. I de mere tunge litterære kredse bliver der ikke skævet meget til bøger, der udkommer i denne genre. For det meste mangler historierne større værdi, de har hang til klicheer og savner den intellektuelle og følelsesmæssige dybde, som man ellers sætter pris på. Du får følelser og budskaber serveret på et sølvfad, bliver madet med dem og slipper lykkeligt for på nogen måde at tænke selv.
Man kan så altid gå ind og argumentere for, hvad problemet er. Som sådan er der jo ikke noget galt med det, men hver har sin smag. Set fra en anden vinkel kan man jo også argumentere, at en genre som har til hensigt at få sit publikum til at feel good, føle sig godt tilpas, er en ganske udmærket genre. Hvem vil ikke gerne have et humørløft?
Men det er en anden helt anden diskussion.
Jeg blev sat i stævne til at læse Harold Frys usædvanlige pilgrimsfærd, som er en såkaldt feelgood-roman. Den har alle karaktertrækkene fra genren: den positive stemning, et hastigt fremadskridende tempo, den letlæselige tekst, forviklingen, der løses til alles bedste, det positive budskab, der indfries, og kærlighedskernen, hvorom alting spindes. På den måde er der intet nyt under solen.
Og den er ganske udmærket. Siderne vender sig selv. Du bliver revet med, og den er svær at lægge fra sig. Jeg er vild med, hvordan forviklingen viser sig at være ganske mørk og overraskende grum, og som læser bliver du fastholdt til det sidste. Og den har faktisk også et fint budskab til læseren om at gøre noget ved de ting, der er galt i livet. At leve, mens du kan.
Feelgood ses som oftest som liggende lige over romancen og den sukrede chick-lit. Jeg har en tendens til let kvalme, hvis det ligger for tæt på, og jeg får svært ved at færdiggøre historien, men i dette tilfælde ligger den altså i den gode ende af skalaen.
Kort fortalt tager den nyligt pensionerede Harold Fry en drastisk beslutning, der leder ham ud på 87 dages vandring til fods nord gennem England for at redde en tidligere kollega, som engang reddede ham. Plottet vil jeg ikke afsløre yderligere. På sin vandring får han gjort op med sig selv, sin livssituation, nogle uhyrlige skeletter i skabet og hans generelle væren sunket hen i betydningsløshed i sit liv. Historien indeholder alt fra tragedie henover humor til dyb kærlighed, og den er ganske læseværdig uden at blive sentimental.
Faktisk er den ret perfekt til en solstol på charterferien …
Køb den her, og få den med inden flyet letter.
Ingen svar