Forlag: Batzer & co.
Udgave: 1
Sprog: Dansk
Originalsprog: Norsk
Udgivet: 2013
ISBN:
Oversættelse: Annelise Ebbe

Endelig her i sommerferien fik jeg mulighed for at læse Per Petterson, som længe har stået på min ønskeseddel. Og det er ikke en dag for tidligt.

Jeg anede, at jeg ville kunne lide ham. Alle de anmeldelser og anbefalinger, jeg har læst, har fortalt mig, at her har vi en mester, en ægte ordkunstner, og jeg må sige, at jeg ikke er blevet skuffet.

Jeg nægter er historien om Jim og Tommy, to uadskillelige kammerater, som vokser op sammen, selvom det foregår på hver sine vilkår. Vi får historien fortalt af Tommy og Jim, og senere også søsteren Siri og en andenpersonsfortæller, som tilfører historien et let magisk præg. Det fortælles i spring fra forskellige nedslag i historien, og efter barndommen endda uden at hovedpersonerne mødes.

Her er der tale om stor kunst, både komposition, sprog og nærvær er helt i top. Petterson formår at fremskrive rene, ægte, levende og sanselige personer, som træder frem fra siderne med al deres sorg, melankoli, tunge skæbner og egne stemmer. Det er som en pop up-bog, hvor du åbner op, og derefter træder historien ud lyslevende og gennemsyrer alt omkring dig. Du hverken kan eller vil undslippe. Her fortælles der om vold, sorg, flugt, frygt, melankoli, ensomhed, forglemmelse og undvigelse. Og det fortælles på så højt et plan, at alting får mening.

Pettersons sprog er fænomenalt, omskiftelig og fyldt med lys og nærvær. Du sejler ikke gennem historien, nej, du stopper op og tager hvert ord og hver sætning ind for til fulde at fornemme skønheden, før du fortsætter. Alt skal med, og du efterlades kun med lysten til mere.

Jeg nægter er min første Petterson, men det er utvivlsomt begyndelsen på et langt og varmt bekendtskab. Det her må du ikke nægte dig selv.