Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Brændpunkt, 2017

Stroboskoplysene banker i nerveender, drinksene ryger lidt for hurtigt ind i systemet, de varme, dansende kroppe blender ind og ud af synsvinklen, hamrer ind i min ryg, så min skulder, så min mave … Fortovet er befrielse, er fremskridt, betonen mod mine fodsåler, hjem, hen til dig, væk fra dig den anden …

Stina Hyllested Mikkelsens Nulpunkt bringer mig brat tilbage til en ikke så fjern fortid med klistrede diskoteksgulve, sene nætter, afsavn, lidenskab og tanker, der kom hurtigere end ønsket og sjældent var til at drive væk.

“Tag mit væsen, min sjæl og løb så hjemmefra

Væk

Og stik mig noget mening i min meningsløse verden”

(Fra Misforstået)

Det her er genkendelse for de fleste af os, en ungdom, fanden-i-voldskheden blandet grundigt med vodka og en faretruende meningsløshed lige under storetæerne.

Det er råt, kantet og ind imellem så forbandet smukt, at det er lige før, jeg har lyst til at starte forfra og lede efter den ægte kærlighed engang til. Og er det ikke netop det her, som digte skal gøre? Starte en tanke- og følelsesrus, der griber fat i minder, ønsker og længsler. Engang til og forfra om igen.

Og de er der, som fugle i hækken, de fantastiske sætninger:“Hun spreder sig som gløderne på jorden efter sidste hvæs.” (Forbudte løsninger)

Der er vrede, opråb, afmagt, anger, fortrydelse, mere vrede og skønne glimt af kærlighed. Det er hastigt nedkradsede sætninger, flugtløb ad nattegader, kys, sex, sved og tårer.

Opremsningerne smitter, selv anmeldelsen bliver til tågeslør, meningsløshed, aggression mod det overfladiske, det tomme, det fordømmende, fordomme mod fordomme.

Læs digtene, hvis du tør. De kryber under huden på dig.

Køb Nulpunkt her