Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Brændpunkt
Udgivelsesdato: 12-06-2020
ISBN: 9788793835511
Originaltitel: Som sne i havet
Format: Hæftet
Udgave: 1

Ind imellem bliver man slået bagover af en bog. Det sker oftest ganske uventet, og når man er mindst beredt. Det skete for mig i går.

Da jeg skulle ud af huset, gennemtrawlede jeg min to be read-hylde og valgte den bog, som passede bedst i tasken og ikke vejede for meget. Den tog jeg med. Jeg skulle med toget, havde derfor lidt tid til at læse på farten og desuden en lille times ventetid, som også blev tilbragt i selskab med Som sne i havet.

Da jeg først var begyndt, var der intet, jeg hellere ville, end bare at læse videre. Jeg slugte den, jog igennem siderne, og jeg var helt væk i historien.

Som sne i havet er en debut af en ganske ukendt forfatter. Det er en dystopi, skrev hun til mig, da hun spurgte, om jeg ville anmelde, og jeg skrev som altid tilbage, at jeg forbeholdt mig retten til ikke at skrive en anmeldelse, hvis jeg ikke brød mig om bogen. De linjer kunne jeg godt have sparet mig.

For det første er Som sne i havet utrolig velskrevet. Fra de allerførste linjer springer hovedpersonen op fra siden og er levende og nuanceret, sanselig og medrivende. Historien er hæsblæsende, rørende og dyster, og jeg var konstant forbløffet over, at alt dette kom fra en debut. Der er intet at sætte fingeren på igennem de 196 sider, kun at den er alt for kort, for man vil bare have mere.

En dystopi er ikke en overdrivelse. Verden står i brand, der er sult og epidemi, folket er under streng kontrol, familier er brutalt skilt fra hinanden, og der er ingen frihed tilbage. Græsset er blevet til sand i parken, støv og elendighed, rationering og mangel hersker overalt. Vores hovedperson er alene tilbage, da hendes mand og datter er blevet deporteret, og hun kan ikke søge information om dem noget sted. Denne smerte, denne længsel er så dybt mejslet i linjerne, at det slider i hjertestrengene at læse det. Det hyperkontrollerede samfund får en til at hive efter vejret, men samtidig er det så realistisk, at man ikke kan lade være med at tænke, at det er en mulig fremtid. Alt sammen er det så velskrevet, personerne er så levende, og det hele glider ind under huden på en og kryber koldt helt ind i skelettet. Det er så dygtigt gjort, og det er skabt med så naturligt et talent, at det er helt ufatteligt.

Michala Elk er en ny stjerne på den litterære himmel, og der er slet ingen tvivl om, at hun snart bliver et velkendt navn. Der er kun en ting at gøre: læs den.