Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Udgivelsesdato: 03-03-2022
ISBN13: 9788727006444
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Format: Hæftet

Udgave: 1
Sider: 288

Kampen for at blive gravid er en svær virkelighed for mange mennesker. Ønsket om et barn får alt andet til at træde i baggrunden, og hele livet får det ene fokus, at drømmen skal opnås, koste hvad det vil. Det er barskt, og det kræver en udholdenhed, som er svær at finde, når verden stadig står derude og venter med alle sine krav om opmærksomhed.

Det er temaet i Marie Hougaards debutroman Vi troede vi skulle.

Alle andre er gravide eller har barnevogn, pusletaske og slynge på slæb. Overalt ser man små, nuttede babyer, mens man selv kæmper en kamp for at blive gravid. Sexlivet bliver et arbejde på tid i cyklussen; alt det sjove forsvinder ud af det. Hannah og Johan er nået til det punkt i livet, og deres forhold forsvinder ind i det ene punkt, at de gerne vil være forældre. De taler ikke om andet, og alt, hvad de foretager sig, peger hen mod det ene mål. De forsøger at ændre deres vaner, og hver især stiler de mod det, som de egentligt gerne vil opnå sammen.

Vi troede vi skulle er en roman, der handler om, hvordan man som menneske kan miste sig selv i processen. Når det bliver svært, flytter man fokus, og det, man troede, man skulle, opløses i flugten væk. Hannah oplever, at kampen for at blive gravid gør, at hun trækker sig væk fra Johan, sit job og sit tidligere liv, og mere eller mindre bevidst forelsker hun sig i en anden, hvis verden er helt anderledes. Hun glemmer ikke bare Johan og deres forhold i processen, men også sig selv.

Marie Hougaard fortæller råt og direkte, sproget er nøgternt, og det er en gengivelse af verden uden filter. Vægten ligger på det ægte, mennesket i krise og den proces, man kommer igennem, når ens drøm er udenfor rækkevidde. Hougaard leverer en afklippet, barsk fortælling, hvori sproget ligesom stilen fremlægger verden uden glans. Det er hverdagen, trædemøllen, det grå, der er i fokus, når drømmene ikke får vinger.

Vi troede vi skulle er en stærk debutroman om en krise, om mennesket i krise og om, hvordan drømme kan ændre sig over tid, hvad enten det er mennesket eller verden, der undergår forandring. Forvandlingen, der sker undervejs, fremstiller et menneske, der stadig er i processen med at lære sig selv at kende, og den taler om værdier, om drømme og om, hvordan virkeligheden måske ikke altid er den samme.

Marie Hougaard træder med sin roman ind i kredsen af kvindelige forfattere, der taler om virkeligheden med alle dens mindre kønne elementer, det uromantiske, konkrete og barske, der udgør livet bag facaden. Bogen er upyntet og ligefrem, den siger tingene, som de er, og den taler højt og klart til alle, der står på samme sted i livet, hvor det måske ikke går, som man havde forventet. Hvad er det, man viser udadtil, hvor er der tid og ro til at tale ægte, og hvor vender man sig hen, når man ikke engang selv rigtigt ved, hvad det er, der foregår? Kan relationerne bære, og hvordan finder man ind til, hvad man selv egentlig vil med det hele?

Stjerner på Bogmarkedet: 3/6