Lydia Sandgren: Samlede værker

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Politikens Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788740066371
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Samlade verk
Sider: 752
Udgivelsesdato: 29-03-2021
Format: Indbundet

Først og fremmest er Lydia Sandgrens kolos af en debut en gedigen læseværdig bog, der favner både krøniken, spændingsromanen, den historiske roman og en undersøgende, name-dropping og vidende fortælling.

På samme måde som bogen evner at have flere skikkelser, er dens karakterer også små kamelæoner, der kan ses fra flere vinkler, sådan som det oftest er med mennesker. Det giver en afventende følelse, som aldrig helt slipper en igen, selvom sidste side bladres om, og bogen ender. Man sidder tilbage med en lidt omsust følelse af ikke rigtigt at vide, om man skal forstå det på den ene eller den anden måde, men samtidig er det en værdig og fint opbundet slutning, der lader en falde tilbage i sofaen med en god mæthedsfornemmelse.

Sandgren leger med Martin og Gustav, gode, unge kammerater, der følger hinanden op igennem livet, den ene som forfatter og den anden som kunstmaler, den ene, der aldrig rigtig slår igennem, den anden med en vis succes, og det gælder både på det faglige og det personlige plan. Som en dirrende rød tråd igennem det hele er der karakteren Cecilia Berg, som er forsvundet, ikke som på mystisk vis, men ganske frivilligt. Hun er gået fra liv, mand og datter, og det påvirker alle, som hun efterlod på forskellig vis.

Ind imellem føler jeg mig hensat til månederne, hvor jeg læste Knausgårds Min kamp. Om det er den nordiske sjæl, der skinner igennem, byens gader, eftertænksomheden, drukturene og de unge mænd og deres store drømme på universitetet, ved jeg ikke, men det er heller ikke en dårlig sammenligning i min optik. Sandgren jonglerer med venskaber, familier, forelskelser, knuste drømme, ambitioner og kunst, og det er alt sammen smukt anrettet og serveret. Det er en roman, man ikke slipper igen, før sidste punktum er sat, og den holder sit trit igennem samtlige 752 sider uden besvær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *