Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Forlag: Bechs Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788771836899
Sprog: Dansk
Originaltitel: Dostojevskij
Sider: 524
Udgivelsesdato: 09-09-2021
Format: Hæftet
Det store værk Dostojevskij er en genudgivelse af Knud Hansens værk fra 1973. Med sine 524 sider er bogen et digert værk, der med kærlig og nysgerrig indsigt gennemgår Dostojevskijs værker og liv. Hvad end man allerede er læser og fan, eller man først lige er ved at træde ind i det store rum, som Dostojevskij skabte, kan man med fordel begynde hos Hansen.
Værket emmer af den kærlighed, som Hansen havde til den russiske litteratur, og med de mange teksteksempler skabte han en fortælling om Dostojevskij som levendegør den navnkundige mand og hans litteratur. Det er interessant, spændende og givende læsning fra første side, og man bliver båret på kyndige hænder igennem en mands liv og tanker, som var det lige den anden dag og lige inde ved siden af.
Der er ingen tvivl om Dostojevskijs plads i litteraturhistorien og hans påvirkning af forfattere på tværs af tid og rum. Knud Hansens store værk bringer manden og forfatterskabet endnu tættere på og bygger broer af forståelse og værdsættelse fra nutid til fortid. Dostojevskij er et stort og vidunderligt værk.