Judith Hermann: Spøgelser, overalt

Batzer & Co, 2017

Den sidste måned af mit liv har været kaos: flytterod, tapetnedrivning, maling, nye gulve, nye lofter, familien stuvet sammen i et kælderrum, som fungerer som både soveværelse, legerum, spisestue. “Men,” har mine tanker holdt mig oppe, “vi har fået et skønt hus med masser af plads, en stor have, skoven lige om hjørnet.” Det er vidunderligt. Kaos. Vidunder. Kaos.

I denne tid har jeg (blandt andet) læst min yndlingsgave fra 2017, nemlig Judith Hermanns Spøgelser, overalt.

På bagsiden står med fede typer: “Det er litteratur i verdensklasse,” et citat fra Weekendavisen. Og jeg kan kun give Weekendavisens anmelder ret. Dette er litteratur i verdensklasse. Det er ulig noget andet. Det er skønhed, der er printet på siderne som ord. Det er rendyrket kunst. Det er litteratur, når litteratur virkelig træder frem i sin fulde pragt. Litteratur, som litteratur er skabt til at være.

Fortællingerne i sig selv, syv af slagsen, har alle en kvindelig fortæller, og de omhandler alle en eller flere relationer, som på hver sin vis har påvirket hende. Det er kærlighed, der er hovedtemaet, men ikke nødvendigvis på den gode måde. Det er glimt af forelskelse, utroskab, svig og svigt, relationer som ikke kan bære, som brister som sæbebobler i vinden, og kun eksisterer i et sekund, et minde. Alt sammen er det skrevet så uendeligt skrøbeligt, følelsestæt og smukt, at man som læser holder vejret for hver linje.

Jonas fotograferer kirken i sneen, et foto som ingen vil tro på, det ved Jonina. Himlen er stadig blå. Jonas kommer tilbage, nu skal de stille sig op og gå hen imod ham, alle tre ved siden siden af hinanden, han råber til dem: “Hurtigere, kom så, hurtigere!”, skøjter hen mod dem, trykker belysningsmåleren groft ind mod Irenes kind. Han skøjter tilbage til stativet med udbredte arme, vejen er en glidebane, Joninas ånde er frosset, Irene siger: “Jonas går løs på sine fotos som en fjende, det kan jeg godt lide.” Og det er det hele. Klokken er 10:47, og Jonina forelskede sig i Jonas i det øjeblik, da han skøjtede tilbage til sit stativ med udbredte arme. Hvordan kan det gå til? Og det er meningsløst at spørge om det, det er som det er, som om en unyttig hud hos Jonas var skallet af, og den man som Jonina vil elske, var kommet til syne under den. Denne følelse, som Jonina har for Magnus, dukker op nu og da og har flyttet sig til Jonas, så let som en fjer, entydigt og uden smerte, det er det mest forfærdelige, helt smertefrit. (Spøgelser, overalt, p. 115)

Det er intensiv læsning, og som læser har du lyst til at sluge det hele i en mundfuld på grund af skønheden, men det fylder for meget, og du er nødt til at holde pauser for at kunne bære det. Følelserne er så tæt på, personerne så virkelige, og det hele kravler ind under huden og stjæler dit åndedrag. Det er levende i sin sanselighed, ufatteligt i sin skønhed.

Køb den her.

20180306_162918.jpg

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *