Hanya Yanagihara: Folket i træerne

Bogen er sponsoreret af forlaget
Oversætter: Nete Harsberg
Forlag: Politikens Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788740058239
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: The People in the Trees
Sider: 432
Udgivelsesdato: 22-10-2019
Format: Indbundet

Et lille liv er en af de bøger, som jeg aldrig glemmer. Den står for mig som en gribende, dyster og rystende oplevelse båret på vej af et uforglemmeligt godt sprog og med karakterer som syntes mere som levende mennesker end beskrivelser i en bog; det er, hvad jeg kalder god litteratur.

Af den grund var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle læse Folket i træerne, som er Hanya Yanagiharas første roman, som faktisk blev skrevet før Et lille liv.

Folket i træerne handler om den unge læge Norton Perina, som får chancen for at komme med på en ekspedition til øen Ivu’iyu i Mikronesien. Her skal han sammen med antropologen Paul Tallent finde frem til en forsvunden stamme, som siges at leve usædvanligt længe. De finder frem til stammen og mener, at den høje levealder skyldes indtagelsen af kød fra en bestemt skildpaddeart. Selvom det er tabu smugler Norton lidt af kødet med sig hjem, opnår stor berømmelse og betaler den ultimative pris herefter.

Historien er baseret på den virkelige historie om Dr. Daniel Carleton Gajdusek, og det er en historie som sideløbende tematiserer kolonisering, frygten for at ældes og dø, prisen for ambition og kærlighedens uransagelige veje. Som i Et lille liv formår Yanagihara at fremstille den mørke side af mennesket på en ærlig og modig måde, som gør det både gribende og vedkommende.

Folket i træerne består af to historier, den ene om livet på den sagnomspundne ø og den anden om livet derhjemme for Norton. Det er to forskellige verdener, der støder sammen, ligesom Norton har to sider til sig. Sproget er levende, blomstrende og gribende med storslåede beskrivelser af både mennesker og natur og en hjerteskærende skarphed, når det rammer menneskets bagside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *