Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Oversætter: Mich Vraa
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 1
ISBN: 9788711991930
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: The Old Man and the Sea (Hemingway Library edition)
Sider: 376
Udgivelsesdato: 01-12-2020
Format: Indbundet

 

Den udødelige klassiker Den gamle mand og havet er en fortælling, der foregår i 1940’erne i en lille fiskerlandsby på Cuba. En mand ved navn Santiago sejler langt ud på havet for at fange fisk, da han i 84 dage ikke har fanget noget som helst. Langt derude får han en stor fisk på krogen, og han kæmper med fisken i tre dage for at hale den ind.

Plottet er ganske simpelt, typisk for Hemingway, men det, der er den underliggende kraft i fortællingen, er alt det, der foregår i mennesket; æren i kampen, ikke at ville give op, nederlag, død, stolthed som den drivende kraft, storhed og fald. Bogen er værd at læse igen og igen, den har altid noget på hjerte, og sproget er som nyt hver gang, man vender tilbage.

Den gamle mand og havet er fantastisk genlæsning, og denne smukke udgave fra Lindhardt og Ringhof indeholder en gengivelse af Hemingways originale maskinskrevne manuskript, som man som litteraturnørd andægtigt betragter og knap tør bladre igennem af frygt for at efterlade fingeraftryk på siderne.

Teksten er fabelagtigt oversat af Mich Vraa, som har været så heldig at få lov at arbejde med dette mesterværk. Bogen indeholder desuden en hidtil uudgivet novelle, forord og præsentation af henholdsvis Patrick og Seán Hemingway samt et rigt appendiks til Hemingwayfans.

 

Fra forlaget:

Den gamle mand og havet er Ernest Hemingways mest solgte og mest elskede fortælling. Her i ny dansk oversættelse af Mich Vraa og præsenteret af Hemingways barnebarn Seán Hemingway. Denne udgave indeholder desuden et forord skrevet af forfatterens søn Patrick Hemingway samt supplerende materiale, inklusive en novelle, der ikke tidligere har været udgivet. Den gamle mand og havet er historien om en cubansk fisker og hans nådesløse kamp med en gigantisk marlin langt ude i Golfstrømmen. Den gamle mand og havet udkom første gang i 1952 og blev den sidste roman, Hemingway fik udgivet, mens han levede. Romanen, der er elsket af generationer af læsere, er et af de helt store værker i amerikansk litteratur. Med sit enkle og kraftfulde sprog og med tidløse temaer som mod, tab og personlig triumf skabte Hemingway en af det tyvende århundredes største klassikere. Hemingway modtog i 1953 Pulitzerprisen for romanen, der også gjorde udslaget for, at han i 1954 modtog Nobelprisen i litteratur. Ernest Hemingway blev født 21. juli 1899 i Oak Park, Illinois. I Paris skabte han sig i 1920’erne et navn som journalist, og hans enkle og realistiske skrivestil blev karakteristisk for hans forfatterskab. Udgivelsen af Solen går sin gang (1926) og Farvel til våbnene (1929) etablerede ham som en af det tyvende århundredes største litterære stjerner. Han døde i 1961.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *