Jeg kan huske, at jeg dengang, jeg læste Harry Potter-serien, tænkte, at det måtte være vildt sjovt at være oversætter på sådan et projekt. Næsten alle steder og navne har en betydning eller reference i sig, fx Glitterik Smørhår/Gilderoy Lockhart, der refererer til en slesk og selvglad person, og den betydning skal overføres til noget lignende på dansk. En hel verden i oversættelse – sikke et arbejde, sikke en udfordring. Jeg havde ikke forestillet mig dengang, at jeg skulle få lov til noget lignende.
Lev Grossman er forfatter til trilogien om Magikerne, som også er lavet som tv-serie. Han har på samme vis som J.K. Rowling skabt et helt univers fyldt med mere eller mindre skjulte betydninger og referencer og ikke mindst metareferencer. Da den opgave landede på mit skrivebord, blev jeg fyldt med lykkelig præstationsangst.
Første bog i serien udkommer på årets fantasyfestival, og jeg er lige så stolt af den som af min egen Eliors sang, som udkommer samtidig. Jeg sidder netop nu og gennemgår manus, efter den har været i korrektur. Der er stadig smårettelser, der skal gennemgås, og stavemåder, der skal være konsekvente. Der har været så mange overvejelser og gennemlæsninger for at finde ud af, hvordan ting skulle oversættes – et enormt projekt, som har sat alle hjernevindinger i elektrisk bølgegang.
Grossman har skabt en helt unik, magisk verden fyldt med en egen historie, mærkelige væsener, vold, sex og depression og ikke mindst en fornemmelse af virkelighed i form af alle de mure, man som menneske render panden imod. Han overrasker konstant, når man læser ham, intet er forudsigeligt, og hver gang man føler, man har regnet ham ud, stikker han af i en anden retning. Grossmans historie er i flere lag: en ung mand, der elsker fantasy, læser om en fantasyverden, ender så i en fantasyverden, hvor den fantasyverden, han læste om, er virkelig, men dog langt fra hvad han havde drømt om. Lag på lag på lag. Den virkelige verden er grå og kedelig, men er fantasyverdenen meget bedre? Det er nok umuligt at finde det udenfor, som man ikke kan finde indeni.
Jeg har elsket at lege med oversættelserne af Den hyggelige hest, Harpers ild-formning, Liljeheksen, Vogterkvinden, Nedre Skvulp og Hid & Did. Min største udfordring var stedet Chankley Bore. Chankley Bore nævnes ti gange i de tre bøger, men på intet tidspunkt er der noget, der kan forklare, hvad ‘Bore’ betyder i dette tilfælde. En enkelt gang undrer en af personerne sig og siger, at navnet næppe betyder ‘tidal bore’, altså at det henviser til en flodbølge, der dannes af tidevand i en form for tilbagegående bølge. Området Chankley Bore beskrives som et sted fyldt med næsten snorlige runde bakker på række og med et enkelt egetræ på hver bakke, altså noget lidt absurd. Desuden bruges Chankley Bore i et fjollerim skrevet af Edward Lear i 1817. Her skulle jeg altså finde en oversættelse, der både indbefattede den gamle reference, tidevandsbølge, et kedeligt sted og det faktum, at Quentin hele tiden forsøger at finde ud af kedsomheden lige meget, hvilken verden han befinder sig i. Dertil kommer, at chankley referer til en snegl med en form for snoet sneglehus … Og velbekomme. Det tog mig flere dage at finde frem til noget, der kunne være dækkende. Det blev til Kedsomhedens Snurrer.
Jeg sender manus videre til tryk med bævende hænder, og jeg håber, at alle fantasyelskerne derude vil komme forbi Superlux’ stand på Fantasyfestivalen og tjekke første bind af Magikerne. Det er fantasy, når det er allerstørst, og det er en verden, man kan forsvinde i og glemme alt andet.
Hovedpersonen Quentin har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han vil trampe ind i alle andres med magiske træsko på. Glæd jer!
Det klør i fingrene for at komme i gang med de næste to i serien!
Ingen svar