Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.
Forfatter: Einar Már Gudmundsson
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 1
ISBN: 9788711989715
Sprog: Dansk
Sider: 266
Udgivelsesdato: 27-10-2021
Format: Indbundet
Fortælleglæden og sagastilens krøller er i top, og det er tydeligt, at det her handler om at lade sproget danse og karaktererne træde frem til gilde.
Islandske forbrydere er ikke en roman fra a til å, det er en kædedans gennem en vild plantage, hvor der bliver gjort holdt og plukket en frugt hist og her. Solen slår smut i havets bølger, fiskene spræller mellem strandens sten og skæbnerne går til og fra deres små huse i en evig udveksling af liv og død. Skæbnen er på spil på de nedtrampede stier, og der er intet, der er for godt eller helligt på Island.
Gudmundsson leger med den klassiske stil og form og rammer den ganske godt. En del af en bliver transporteret tilbage til gymnasietidens tvangslæsning i de gamle sagaer, mens en nyere del klapper begejstret i hænderne over den poetiske overflod.
Som titlen røber, handler det mest om forbrydelser, dem bliver der fortalt om med et stort glimt i øjet og et skævt smil, og selv de tungeste skæbner bliver lattermilde som det passer sig for genren, hvor selv mørk alvor leger med lyset. Det er ganske godt ramt, og der er ingen tvivl om at det hele handler om en overvældende fortælleglæde, som smitter fra hver eneste side.