Doubleday, 2016.

Ganske som ønsket fik jeg Colson Whiteheads The Underground Railroad i fødselsdagsgave. Jeg blev så glad!

Der hører en lille anekdote til bogen og mit ønske om at få den, som du får her: I sommers underviste jeg et forfatterkursus på tre dage i Vejle. Jeg tog toget frem og tilbage. Jeg både elsker og hader offentlig trafik. Elsker den, fordi jeg i toget kan læse eller skrive og tage en pause fra at kunne gøre andet, som jeg ellers er slem til, når jeg har mulighed (ordne vasketøj, støvsuge, skrive arbejdsmail, rydde op på ungernes værelse, etc.) I toget er der ikke andre muligheder, så der får jeg læst.

Denne dag sad jeg ved siden af en dame, der var nemlig godt fyldt i vognene, og jeg måtte holde albuerne ind til siden og bogen op foran næsen, som jeg gerne gør det, når der er lidt for mange mennesker lige omkring mig. Men denne dame fangede min opmærksomhed, fordi hun faldt lidt udenfor den gængse norm i onsdagens DSB-tog. For det første talte hun engelsk (jeg overhørte en kort telefonsamtale), for det andet var hun afroamerikansk, bar hat, fint pink jakkesæt, og hun læste i en bog.

Min indre redaktør hævede straks den røde kuglepen og gjorde min hjerne opmærksom på, at skaber man en karakter, der står så meget ud fra normen i historien, så skal det underbygges hvorfor! Derfor måtte jeg jo holde lidt øje med hende for at finde ud af, hvorfor hun var, som hun var. Og så er jeg altid ekstremt nysgerrig, når jeg ser andre læsere, så jeg måtte stirre ud af øjenkrogen, indtil jeg kunne fange titlen på den smukke, røde bog. Og den var The Underground Railroad. Den røg på min ønskeliste alene af denne grund. Jeg fandt aldrig ud af, hvem damen var … Det vil altid undre mig.

Men jeg fik den så i fødselsdagsgave, og jeg fik den læst i dagene derefter.

Sproget og beskrivelserne i bogen er fantastiske. Plottet holder momentum, karaktererne er dybe og hele, fortællingen er gribende, og alt er velstruktureret og underbygget. Der er ikke noget negativt at sige overhovedet. Og det er jo fantastisk.

Emnet er grumt. Realistisk, desværre, men grumt. Fortællingen omhandler liv, som er så barske, at de knap kan kaldes for liv. Og Whitehead er skræmmende god til beskrivelserne af de uhyrligheder, som de udsættes for. Så god, at jeg med mellemrum måtte lægge bogen væk (i fryseren) og lave noget andet for at få det på afstand.

Jeg kan ind imellem stille spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at lave så barske beskrivelser, i nogle tilfælde kan det virke som fyld, kunstblod, der blot skal hældes på for at sælge som i en splatterfilm, men i denne sammenhæng virker det nødvendigt; nødvendigt, fordi det var virkeligheden for disse mennesker. Og det beskrives så virkeligt, at jeg fik det dårligt, hvilket jo må betyde, at Whitehead er en mester i beskrivelser.

Jeg anbefaler The Underground Railroad for alt, hvad den er og indeholder. Og jeg glæder mig til at læse mere af Colson Whitehead.