Kategori: Spil (Side 2 af 2)

Spil: Det dårlige selskab

Spillet er sponsoreret af Bog og idé

Spillet, der gør dine kedelige venner sjove

– sådan skriver Det dårlige selskab om sig selv, og det er ikke en overdrivelse…

I min familie har vi altid været gode til at lave sjov, og familiesammenkomster har ofte været noget, som man forlod med mavemuskler, der var ømme af grin.

Det var nu ikke min familie, der præsenterede mig for Det dårlige selskab; det stødte jeg på til en sjov tøsejulefrokost, og så medbragte jeg det til familiejulefrokosten.

Det er hylende morsomt. Vi grinede så meget, at jeg på et tidspunkt blev bange for, at det ville tage livet af min kære far.

Spillet har den effekt, at du langsomt, men sikkert, bliver mere og mere depraveret. Grænserne forsvinder, og før du ved af det, er du begyndt at tænke virkelig mørkt.

Det handler selvfølgelig om at vinde, om at skabe de sjoveste sætninger og levere de skæggeste sammensætninger. Det er altid smag og behag, da der ikke er en facitliste, men spillerne skiftes til at være dommer, og humor er jo en personlig sag.

Jeg foretrækker den mørke, mere underfundige humor, mens andre i selskabet måske er til det under bæltestedet og lidt mere slapstick. Men her i Det dårlige selskab er der plads til alle, og spillet er fast inventar i oppakningen, når vi skal ud.

Udvidelsen kan være nødvendig efter en tid, når man har spillet det meget og trænger til nogle nye kort og sætninger. Men lige meget hvad bliver det ganske simpelt aldrig kedeligt. Det er upassende, originalt, alle kan være med, og det er umuligt ikke at grine!

Køb spillet her og udvidelserne her. Spil det før din farmors syklub!

Brætspil: Bezzerwizzer – familieudgave

Spillet er sponsoreret af Bog & idé

Det perfekte familiespil, ganske enkelt. Især når mor er den der nørdede type, der elsker at blære sig med sine uudtømmelige lagre af ubrugelig paratviden.

Denne udgave af Bezzerwizzer er forsynet med ledetråde til ungerne, så de også kan være med og have en chance, når de gamle ruller sig ud. Bonus er, at ungerne endnu er dybt benovede over alle de mærkelige ting, som de voksne ved. Så føler man sig ekstra klog!

Det er sjovt, og det kan sagtens holde ungerne til ilden en time eller to, selvom det stadig er mest for de voksne. Jeg er ret vild med det. Emily kunne slet ikke stoppe igen, så hun tog en stak spørgsmål, satte sig på køkkenbordet og så quizzede hun og jeg videre, mens jeg lavede aftensmad. Sammen var vi uovervindelige.

Køb det her.

Brætspillet “Hvem er hvem?”

Spillet er sponsoreret af Bog og idé

Når man har tvillinger, eller for så vidt bare flere børn, kender man alt til problemet med at holde dem beskæftiget, hvis det ikke skal handle om skærmtid. Mine unger er fantastiske til at komme op at skændes om de mindste ting, og der er mange lege, der går skævt, fordi de begynder at skændes om, hvordan og hvorledes legen skal forløbe. Her kommer de gode spil ind i historien…

Gode spil, der kan spilles alene af børn, spændende, men uden for mange regler, dem er jeg altid på jagt efter. “Hvem er hvem?” er et rigtig godt bud på alt dette. Jeg husker det også fra min barndom, og det siger også noget om spillet, at det stadig bliver spillet nu. Det fastholder ungerne, og reglerne er så simple, at de ikke behøver hjælp fra voksne. Og så er det for øvrigt smaddersjovt.

Eliot siger: meget sjovt, men det er irriterende, når man er lige ved at gætte den andens person, men så gætter de ens først.

Emily siger: sjovt, gode navne, flotte farver. Der er ikke noget dårligt.

Du kan købe det her.

God fornøjelse!

Brætspillet “Fredagsslik”

Spillet er sponsoreret af Bog og idé

Her i huset elsker vi at spille. Det er allerbedst, når hele familien kan være med, og der bare er masser af tid.

Det gør juletiden ekstra sød, for ferie, kulde og mørke giver endnu flere timer og endnu mere lyst til at samles om spil. Det er en skøn måde at være sammen med familien på med masser af nærvær og sjov.

Vi har testet lidt nye brætspil, heriblandt “Fredagsslik,” som er et på den ene side klassisk spil, hvor du slår med terning og rykker frem. På den anden side kan det noget helt nyt- og det var jeg lidt spændt på!

Du spiller nemlig om slik. Du kan risikere at sidde tilbage med en tom skål, og det er altså noget af en udfordring for et sæt syvårige.

Emily:

+ det var sjovt, når man måtte spise et stykke slik og at bytte skål, når man ikke havde så meget

÷ det var ikke så sjovt, når man skulle bytte skål, når man havde meget

Eliot:

+ Sjovt, når man landede på tyven, og når man skulle bytte slik

÷ Trist, når man landede på klokken og skulle aflevere slik

Spillet er klassisk, hurtigt lært og sjovt, og man kan vælge at bytte slikket ud med nødder, frugt eller andet, hvis der ikke skal slik på bordet – det gør dog kampgejsten væsentligt mindre.

Det er et hit her i familien! Køb det her.

Nyere indlæg »