Kategori: Om at skrive (Side 2 af 5)

“Eliors sang” er på vej

Jeg har fundet mine gamle ringbind med noter, kladder og tegninger frem og er godt i gang med at redigere anden bog i “Syvstjernesagaen”, nemlig Eliors sang. Du kan godt glæde dig.

Jeg har altid foretrukket at skrive noter, tanker, brainstorms, forbindelser, huskesedler og lignende i hånden, og selvom det verdens allersværeste krydsreferencesystem, som tager timer at finde rundt i, så er det sådan et, jeg stadig benytter. Jeg skriver selve historien på skærm, men alt andet er i håndnotesystem. Det ser altså også sejere ud som galleri 😀

Det er en mærkelig rørende proces for mig at arbejde med den historie, som jeg skrev for tyve år siden, da jeg selv var midt i det følelsesmæssige oprør, som min hovedperson Enilia befinder sig i. Hun må kæmpe med karawianere og mørkets væsener udenpå og mod sig selv og sit mindreværd indeni, mens hele verden venter på, at hun opfylder sagnet om lysets børn. Jeg elsker alt ved historien, og jeg elsker den tid, jeg skrev den i, og jeg elsker alt det, som den giver mig nu, og som jeg får at vide derude, at den giver sine læsere. Det betyder alt for mig.

Jeg elsker hende, og jeg elsker den fantastiske historie, som jeg skrev frem i det, der nu føles som et helt andet liv. Og jeg glæder mig usigeligt til at kunne præsentere jer for en trykt version og en udgivelsesdato i den nære fremtid.

Kender jeg for øvrigt en, der kan få sådan nogle hjemmestrikkede verdenskort til at se mere ægte ud?

Ny bogudgivelse fra Søren Byder

Jeg har glædet mig så meget til at dele det her med jer.

For lidt mere end et år siden modtog jeg et telefonopkald fra Søren Byder. Han havde skrevet en selvbiografi for flere år siden, da hans liv ændrede sig totalt. Han var stødt på skrivforlivet.dk på nettet, og nu ville han gerne have min hjælp til at redigere bogen, før vi fandt et forlag til den.

Søren og jeg har knoklet lige siden, og nu ser de nogen-og-tres .rtf-filer lidt anderledes ud og er blevet til en fantastisk autofiktiv roman om en livskrise, der ændrer alt for en mand. Det er fantastisk at arbejde så intenst med en historie, at skrive i mellemrummet mellem fakta og fiktion og digte i en andens livshistorie, så man til sidst kender det menneske som sig selv.

Jeg er så glad og så stolt. Det har været så givende og spændende at samarbejde med Søren om at skrive denne bog, og jeg glæder mig voldsomt til at fejre udgivelsen med masser af champagne til efteråret.

Forlaget Brændpunkt er de heldige mennesker, der får lov at udgive bogen. Og de har fået den til at se brandgodt ud!

Tidskapsler og quizzer på Buzzfeed

Ind imellem oplever jeg at have fem eller ti minutter, hvor jeg bare sidder og tænker: Hvad skal jeg finde på? Det er ikke tit, for med tre børn, hus, høns, hund og selvstændig virksomhed er der altid noget at lave. Og så har jeg ikke engang nævnt alle de bøger, jeg gerne vil læse hver dag.

Men ind imellem sker det. Så læser jeg måske lidt nyheder på telefonen, scroller på Face eller Insta, og nogle gange lidt på Buzzfeed. På Buzzfeed er der sjove quizzer á la: Hvilken karakter i Harry Potter minder du mest om? Eller: Ville du overleve en uge på Hogwarts? Eller: Hvilken farve er din hjerne? (Den er lilla). Jeg har et blødt punkt for Harry Potter-quizzer. Jeg ender selvfølgelig altid med at høre til på Gryffindor, overleve min tid på Hogwarts og kende 10 ud af 10 trylleformularer. Man er vel fan!

Jeg må dog indrømme, at jeg undertiden når at tænke for mig selv, at jeg nok nærmere er en af de voksne nu, når quizzen meddeler mig, at jeg er Hermione. Mine unger siger også, at jeg er ligesom Molly Weasley, i hvert fald kan jeg råbe lige så højt. Det rører noget i mig, når jeg tænker på, at jeg ikke længere er helten ude på barrikaden, men den betænkelige mor i baggrunden. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til at indtage en plads i baggrunden. Jo, jeg fylder 43 i år, og jo, jeg har fået mig en hverdag, som inkluderer ansvarlige sengetider, sunde måltider og styr på budgetkontoen. Betyder det, at jeg er blevet kedelig? (Ikke at forglemme, hvor guddommelig sej Molly er, når det kommer til kamp!)

For det er jo det, jeg tænker, når pilen lander på Molly i stedet for den unge, frie hovedperson. Jeg kan også se det på mine skriverier. Det var faktisk det, der ledte mine tanker hen på dette emne i dag. Mine første bøger, som nu bliver udgivet af Superlux, er drevet frem af en ung og fri hovedperson, som ikke behøver at tænke på madpakker og kommende regninger. Hun kan bare kaste sig hovedkulds ud i eventyret og se, hvor det fører hen. Mine eventyrdage er ovre. Det er nok det, der bider lidt. I den roman, som jeg er ved at skrive nu, er hovedpersonen af en helt anden støbning. Det er ikke uforståeligt, jeg er trods alt tyve år ældre, end da jeg skrev Lysets datter. Selvfølgelig skriver jeg anderledes, og selvfølgelig består mine karakterer af noget andet nu, for ligesom man selv modnes, gør ens skriverier det også.

Mon jeg savner eventyret? Det kan jeg godt tro ind imellem. Det mere ukomplicerede og sort-hvide, der engang prægede verden. Lyset mod mørket. Det gode mod det onde. Der er i hvert fald fulgt nogle tanker med udgivelsen af Lysets datter. Enilia er på rejse nu, #EniliasBogrejse, og møder en masse mennesker i form af læsere derude, og hun skal i sin fortælling lære så meget om sig selv og verden, og her står jeg, nu i form af Molly Weasley, der er stukket af med tiden og har levet tyve år siden dengang.

Som forfatter efterlader man disse tidskapsler drypvis i sit liv. Mine første ligger gemt væk i en æske med forsider af påklistrede udklip fra Mix og Vi Unge, og ryggene på de gulnede, maskinskrevne ark er syet sammen med rødt garn. Den næste forsvandt med en sammenbrændt harddisk. Og så kommer Syvstjernesagaen, mine vilde tyvere, min længsel efter den store kærlighed og min søgen efter mig selv og min plads i verden, min rasende kamp mod det onde og det uden mening. De er alle dele af mig, ikke noget, der er væk, men noget der siden er ændret. Nu skriver jeg noget helt andet, ikke længere så følelsesstyret, men mere drevet af tanke og eftertænksomhed.

Som menneske efterlader man disse tidskapsler drypvis i sit liv. De forsvinder ikke, følelserne og tankerne fra man er syv, sytten eller otteogtyve. De ligger gemt væk i æsker med påklistrede billeder og fint syet garn i ryggen, gulnede, men ikke glemte. Mine vilde tyvere, mine søgende tredivere, mit nuværende Molly Weasley-liv (med tryllestaven klar i ærmet). Karawianere og ildspyende drager er skiftet ud med minus på budgetkontoen og uoverskuelige vinduespudsninger, en helt anden form for kamp. Og længslen, rejsefeberen, eventyrlysten … den gnistrer stadig.

Det er ikke sort-hvidt mere. Det er alle nuancer af farver og toner. Eventyrlysten står ikke alene. Jeg er både Enilia og Molly Weasley. Jeg er også dele af Snape, Lestat, Mio og den ildspyende drage, jeg er helten og skurken, mennesket, det gode og det grusomme. Jeg er tretten og treogfyrre. Tidskapsler og puls. Og quizzerne på Buzzfeed farver min hjerne lilla og fortæller mig, at jeg hører til på Gryffindor. Jeg nyder min lille pause, inden det er tid til at lave aftensmad og putte unger. Og så kan jeg måske nå at skrive lidt.

#EniliasBogrejse – tanker om Lysets datter

I dag drager min bog ud på sin helt egen rejse, hvor den skal hjem og besøge syv* nysgerrige læsere. Jeg har pakket den godt ned sammen med lidt lækkerier, og jeg bliver helt vemodig ved tanken om det eventyr, den har været, og det eventyr, den endnu vil byde på.

Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.

For mange er de første år i tyverne en vanskelig, men spændende tid. Det er da, at hver dag er knitrende ny og fyldt med muligheder. Man møder nye mennesker hele tiden, flytter rundt, uddanner sig, skifter jobs eller kærester og går fra at være ung til at være voksen sådan rigtigt. Man er ikke længere teenager, og man skal finde ud at passe ind i den identitet, hvor man forventes at kunne tage ansvar og egne beslutninger. Verden er stadig eventyrlig og funklende. Man har stadig al tid foran sig.

Enilia begynder sin rejse i Tinby, hun er for første gang hele alene i Laru (verden), og hun skal forholde sig, ikke bare til andre mennesker og ainatunari, men til sig på en helt ny måde, nemlig i forhold til andre, der anerkender hende som en ung og selvstændig voksen. Hun har ingen erfaring med forhold til andre, hverken venner eller partnere grunden isolationen med Marian og Elior i Tinby, og det kaster hende i nogle voldsomme følelser, da hun har tilbragt hele sin ungdom med at føle sig udenfor og mindre værd. Og netop følelsen af mindreværd er en, som mange kan relatere til, og jeg håber, at Enilias historie og erfaringer kan give andre en af følges med på rejsen gennem sig selv frem mod at finde fodfæste i en stormfuld verden. At føle sig mindre værd eller udenfor er en af de hårdeste følelser for et menneske, og det er voldsomt svært at komme igennem. Det kan både Enilia og jeg skrive under på. Enilia bevæger sig mod krigen mod mørket, men samtidig er hun i krig med sig selv og tankerne om, at hun ikke er god nok, og hun er ude af stand til at tage imod andres kærlighed og tillid. Og hvad betyder det for en ung jani?

Igennem Syvstjernesagaen modnes og vokser Enilia, og det gør alle vi andre også. Vi lærer og erfarer, slår os på verden og kommer på benene igen, og det er ikke usædvanligt, at livet giver nogle gevaldige knubs. Vi lærer at værdsætte vores familie og venner, vi lærer at værdsætte os selv. Og netop det sidste er så uendeligt betydningsfuldt, for hvis du ikke kan elske dig selv, kan du heller ikke mærke andres kærlighed eller værdsætte den. Det er en vigtig rejse, en kamp mod mørket i sig selv, en rejse mod lyset.

Enilia og jeg voksede sammen i vores tidlige tyvere. Jeg husker hende så tydeligt, og ind imellem savner jeg hende og den vilde, turbulente tid, hvor bølgerne gik højt hver eneste dag, og alting gnistrede af magi og muligheder, også selvom det gjorde ondt med mellemrum. Enilia voksede op, og det samme gjorde jeg, men nogle gange prikker hun stadig til mig med latter i blikket, og så husker vi det hele sammen i nogle timer over en kop kaffe.

Jeg ønsker Enilia den vildeste, mest eventyrlige, bogrejse, og jeg håber, at I allesammen derude vil følge med og elske hende, som jeg gør det.

* Tallet syv er vigtigt i Syvstjernesagaen. Først og fremmest på grund af den syvtakkede stjerne, som symboliserer lys, liv, magi, jord, luft, ild og vand – de tre magiske og de fire jordiske elementer. Derefter er alt andet med syv også magisk: de syv farver i regnbuen, de syv chakraer, syv i de forskellige religioner, heptomaderne, tallet syv som totaliteten, månens fire faser af syv dage, syv symboler for Buddha, den syvende bølge på havet, osv, osv.

Sharpie-penne

Reklame. Pennene er sponsoreret af Bog og idé.

Lækre notesbøger og skriveredskaber er livsnødvendige for enhver forfatter, eller i hvert fald for mig. Jeg er storforbruger af begge dele, som jeg altid har med i tasken, hvor end jeg skal hen. Det er svært at vide, hvornår inspirationen lige rammer, og så er det rart at kunne skrive ned.

Jeg foretrækker at skrive i hånden fremfor på elektronik, hvis jeg ikke er hjemme. Det går for langsomt på telefon og virker heller ikke lige så levende.

Jeg er vild med disse Sharpies fra Bog og idé. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at skrive med en tusch, og så elsker jeg også de fine farver, der gør, at de hurtigt nedkradsede idéer kan komme til at se så fine ud.

Du kan finde Sharpies her og se mange andre gode tilbud på siden.

Bushcraft, Isfald og romanresearch

Reklame. Bøgerne er sponsoreret af Bog og idé

Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.

Temaet i min nye roman er en øde verden, overlevelse som både fysisk og psykisk disciplin og konceptet at være alene og forladt, nødsaget til at acceptere døden som rejsefælle. Det lyder dystert, og det er det også, men det bliver godt.

Jeg lyttelæser en masse romaner i genren apokalypse/dystopi på min elskede app Nextory, og jeg har også netop læst fagbogen Bushcraft i Norden, som er en ren guldgrube af viden om, hvordan man overlever i naturen på de nordlige breddegrader; hvordan man finder spiselige planter, fanger fisk, tænder bål, laver ly og klarer små skader og nødsituationer. Selvom jeg er typen, der foretrækker sofa, slumretæppe og varm te, så er det tillokkende at tage en tur ud og prøve færdighederne af. Bogen er skrevet af Jesper Hede, og den er så fint struktureret og velskrevet, at jeg må give den mine varmeste anbefalinger, både til dem, der rent faktisk pakker rygsækken (dem er der også råd om i bogen) og tager ud i den nordiske vildmark, og til dem, der ligesom mig researcher og lader fiktive karakterer gennemgå strabadserne, mens jeg spiser Marabou og fletter tæer i hyggesokkerne.

Du kan købe Bushcraft i Norden her. Læs mere om forfatteren her.

Forlag Muusmann Forlag
Udgave 1
ISBN 9788793679764
Sprog Dansk
Sider 176
Udgivelsesdato 23-04-2020
Format Hardback

Jeg læser også skønlitteratur om overlevelse, nogle gange den fysiske, men også gerne den psykiske, den rent menneskelige overlevelse, det at gennemgå frygtelige ting og alligevel stå på den anden side som et helt menneske, der kan leve og ånde og finde glæde i livet igen, hvilket nogle gange er en større bedrift. I den forbindelse har jeg læst Liselotte Michelsens roman Isfald, som beskriver flere personernes overvindelse af personlige traumer, hvordan de kommer igennem til hinanden og videre hen over den afgrund af sorg og angst indeni, som sidder tilbage efter et traume. Romanen er velskrevet, og især den sidste halvdel er knivskarp på de følelser, der kan lede til et menneskes undergang uden at involvere fysikken. Omend indledningen til den store tur kan virke en smule langtrukken, så vejer slutningen solidt op for det, og de karakterer, der er bygget op med flere spændingsmomenter igennem romanen, bliver foldet helt ud i al deres skrøbelige menneskelighed. Romanens to hovedpersoner tager ud i den arktiske vildmark, hvor naturens barske vilkår fremmaner alt det, de begge har holdt nede. Det er fin og dyb læsning med en overraskende slutning.

Du kan købe Isfald her. Læs mere om forfatteren her.

Forlag Byens Forlag
Udgave 1
ISBN 9788792999719
Sprog Dansk
Sider 238
Udgivelsesdato 30-11-2016
Format Hæftet

Nu glæder jeg mig voldsomt til weekenden, hvor jeg skal nyde en sjælden børnefri tid og koncentrere mig om mine egne skriblerier. Jeg er cirka halvvejs med den nye roman, og det er ikke den hurtigste, jeg har skrevet, da det er en af den slags, hvor hver et ord og hver en sætning skal hives op fra dybet. Men jeg ved, at det ender med at være det hele værd, og jeg glæder mig meget til en dag at dele den med jer.

Alice Aagaard: Skrivelyst

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Byens Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788793938939
Sprog: Dansk
Sider: 288
Udgivelsesdato: 27-11-2020
Format: Hæftet

Skrivelyst er en smuk og inspirerende skrivekalender fyldt med gode tips og råd til forfatteren.

Først og fremmest er bogen smuk og indbydende. For hver uge er der en skriveøvelse, der kan kickstarte kreativiteten, og derudover er den spækket med gode råd, anvisninger og viden til enhver skriveinteresseret sjæl. Der er gode råd til indsendelsen af manus, om kommasætning, staveregler, om at skrive i scener, hvordan man styrer forfatterøkonomien og hvordan det egentligt foregår med bibliotekspenge. Kort sagt indeholder den lille bog næsten alt, der er værd at vide om at være forfatter.

Bogen er udformet som en evighedskalender, som man kan bruge til at holde styr på sit værk, sætte skrivemål, nedfælde idéer og holde styr på alt det, man læser, når man ikke skriver.

Alt i alt er Aagaards Skrivelyst en lille guldgrube til forfattere, både de spirende og dem, der er gamle i gårde. Den er et opslagsværk, en kalender og en inspirationskilde, alt sammen i taskeformat, så du aldrig er foruden. Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger.

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Noget af det allerbedste ved mit job er, når jeg ser mine klienter lykkes med deres drømme.

Karakteren af disse drømme er lige så forskellige som mine klienter; nogle drømmer om at lave en Rowling med verdensomspændende succes og ugudelig rigdom, andre vil bare gerne kunne leve af at skrive og andre igen vil bare gerne kunne holde deres manuskript i hånden i form af en rigtig bog, fordi de har lagt blod, sved og tårer i projektet, og det er deres hjertebarn. Hvad end niveauet er, betyder det meget for mig, når får mailen eller opkaldet: Så lykkedes det …

Sidste skud på stammen er Anne-Kirsten Brønserud, der er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet. Brønserud kom til mig med et stort ønske om at få sin bog udgivet. Den er et rigtigt hjertebarn, som hun har brugt masser af tid og kræfter på, og det kan mærkes i bogens sjæl. 

Det er meget forskelligt, hvilken form for hjælp, der er brug for. Nogle forfattere tikker ind med et manus, der er så godt som færdigt, men blot kræver en smule polering eller udeladelse af nogle fyldord, der tynger teksten. Andre er måske kun på idéplan eller helt rå og skal have hjælp til at bygge det hele op. Det er tit sådan, at det fra forfatterens side er svært at se, hvad der er skidt og kanel, når man sidder med sit eget manuskript. Man stirrer sig blind på det, fordi man er så langt inde i personerne og historien, og når man har det hele i hovedet, bliver det svært at skelne det på skrift. Og hvad er det lige, der giver den berømte x-faktor, som gør, at manuskriptet kan komme ud over rampen? Er det sproget, der halter? Strukturen eller gabende plothuller? Mangler karaktererne liv, eller er der passager, der bliver for lange og kedelige?

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som “rigtig bog.” Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Tillykke til Anne-Kirsten og alle de andre som lykkes med deres drømme. Giv aldrig op 🙂

 

Du må aldrig opgive din drøm

Fra skriblerier i en notesbog til smuk hardback …

I mine tidlige teenageår begyndte jeg at drømme om at blive forfatter. Mine første bøger skrev jeg med grøn tusch og bandt dem sammen med rødt garn.  Forsiderne lavede jeg med udklippede billeder fra kulørte magasiner. Min far forærede mig en lille gul skrivemaskine, som jeg skrev de sidste par bøger på. Jeg har dem endnu gemt godt væk i en gammel brun kassette. Siden blev jeg mere professionel, anskaffede computer og gemte alle mine skriverier på floppydisks. De fleste af dem er desværre blevet væk gennem tiden.

Jeg nåede op i tyverne, før jeg blev rigtig alvorlig med mine skriverier. Før det var jeg lidt en drømmer, den slags, der tænkte, at en forfatter skal opdages på den måde, at en dygtig forlægger bryder ind, finder de fantastiske manuskripter i skrivebordsskuffen og tvinger den ydmyge forfatter til at lade sig udgive. Med alderen blev jeg klogere …

I mine tyvere skrev jeg en fantasyserie. Før det skrev jeg mest socialrealistisk, det, som jeg i dag kalder teenageskriverier, lidt drømmende, lidt søgende og gerne med en tragisk heltinde, masser af tårer og drama og en god portion reddende kærlighed. Da jeg begyndte at skrive fantasy, var det som om, alt det ændrede sig. Jeg skrev for min egen skyld, men også med den tanke, at jeg ville have det udgivet. Hen over fem år skrev jeg fem tykke romaner, alle sammen i en serie med samme persongalleri og tema. Da jeg var midt i processen, begyndte jeg at sende de første ind til forlagene.

Det gik slet ikke som forventet. Jeg modtog afslag på afslag, ubegrundede og kolde, og jeg forstod pludselig, at det ikke bare var ligetil at blive udgivet. Alligevel blev jeg ved med at forsøge. Set i bagklogskabens klare lys var jeg oppe imod høje odds. Fantasy var dengang ikke særlig velset, det blev sjældent udgivet, medmindre det var bedstsælgende oversættelser fra det store udland, og det var slet ikke noget, man satsede på, fra en debutant. Ved et af mine sidste forsøg hos en af landets mastodonter fik jeg den besked, at de sådan set gerne ville have udgivet det, hvis jeg bare havde været udgivet før. Det var mere nedslående end de ubegrundede afslag, for hvad skulle jeg stille op med nærved og næsten?

Jeg pakkede bøgerne væk i min digitale skrivebordsskuffe og prøvede at glemme dem, mens mit liv susede videre. De blev dog altid ved med at rumstere, for jeg syntes, det var en god historie, de havde kostet mig blod, sved og tårer, og jeg syntes virkelig, de fortjente at få et liv.

Der gik næsten tyve år, før det skete. Og det er netop min pointe. Du må aldrig give op. Hvis du har en drøm, så hold ved. Søg det, lev det, bliv ved og ved. Jeg skrev andre bøger, gik andre veje, men til sidst blev det alligevel virkelighed. Min første udgivelse blev noget helt andet, nemlig en roman i USA, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig. Det skete ad omveje ved, at jeg i en snak med en god ven, der er forfatter i USA, blev inspireret til en historie, som jeg gik i gang med at skrive, selvom jeg egentligt var alt for travl med at passe tre år gamle tvillinger og skrive speciale.

Romanen blev skrevet, og jeg fik skrevet kontrakt med et forlag i USA. Så var den der pludselig, kontrakten, helt officielt, og jeg kunne med rette kalde mig forfatter. Det var uvirkeligt, og jeg var overlykkelig. Nu sker det, tænkte jeg, nu går alle mine drømme i opfyldelse, alt, hvad jeg har kæmpet mig hen imod gennem alle de år, alle de lange nætter ved skrivemaskinen, de vågne drømme, skrivekramperne, notesbøgerne og tankerne om alt, der kunne ske.

Det varede kun nogle måneder, bogen nåede at være ude i nogle dage, så blev jeg uenig med forlaget om nogle af deres krav, og så brød jeg kontrakten og fik mine rettigheder tilbage. Det var en mærkelig tom følelse. Jeg valgte at bruge alt materialet og selv udgive den igen via Amazon, men det var ikke helt det samme. Det var ikke rigtigt.

Sideløbende havde jeg afsluttet min kandidat i litteraturvidenskab og var godt i gang med at arbejde som redaktør. Jeg udvidede mit felt mere og mere indenfor litteraturen, begyndte at anmelde, oversætte og tekstforfatte. Jeg arbejdede med det, jeg elskede, og det betød alt. Det gør det stadig. Og så meldte Torkild sig på banen med en udfordring: Strø dit guld og din glasur over dette manus og lad os se, hvad der sker. Jeg havde arbejdet som hans redaktør før, og han var blevet mopset over nogle af mine kritikpunkter, så nu ville han se, hvad jeg kunne. Jeg tog udfordringen op. Det blev til Stalingrads engel, som blev udgivet på DreamLitt.

Pludselig tog det fart. Nogenlunde samtidig skrev jeg kontrakt med Superlux om udgivelsen af Syvstjernesagaen, som jeg havde fundet frem, støvet af, redigeret og sendt afsted, for nu var fantasy pludselig blevet rigtig populært i vores lille land. Og samtidig var jeg gravid med mit tredje barn. Det gik så stærkt, det hele, og fra ingenting stod jeg nu med to forlagskontrakter i hånden.

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

Bliv ved. Du må ikke give op. Det betyder ikke noget, om du er fjorten eller halvtreds år gammel. Hvis det er din drøm, så hold fast og kæmp videre. Det er ikke umuligt. Intet er umuligt for den, der tør blive ved. Fra det støvede lyserøde teenageværelse med den gule skrivemaskine til mit store kontor med bøger fra gulv til loft og væg til væg og en masse arbejde med litteratur, det kan blive virkelighed, hvis du bare holder ved og lader dig selv tro på det.

 

If you can dream it, you can do it.

~Walt Disney

 

En tilståelse …

Jeg er nødt til at tilstå, at der er noget, der gør mig rigtig bange i forbindelse med mit arbejde.

Det er noget, jeg har tænkt en del over på det sidste, mens jeg har læst sidste korrektur på min næste udgivelse. Jeg er faktisk rædselsslagen for at udgive mine bøger.

Lyder det selvmodsigende? Det er det nok. Jeg er rædselsslagen for det, jeg mærker angsten i hver en celle i min krop, men så gør jeg det alligevel.

Første gang var den absolut sværeste. At skrive er en personlig ting, det kommer helt indefra, det er noget, man nørkler og pusler med så længe helt for sig selv, og så lige pludselig sender man det ud, hvor alle og enhver kan se det … og dømme det. Og det er jo netop dommen, der er det skræmmende, for hvad vil andre synes om det, som man har brugt så meget tid og så mange kræfter på, så meget hjerteblod og så mange dybe følelser.

Da jeg var en hel del yngre, drømte jeg om at blive berømt, elsket og anerkendt af alle. Dengang var mine drømme en blanding af at blive en berømt rocksanger, filmskuespiller og i fritiden forfatter. De to første droppede jeg med tiden, ligesom mine ambitioner om anerkendelse er skrumpet en del. Selvfølgelig vil jeg gerne anerkendes for mit arbejde, men behovet er mindsket en del, og det er nu bestemte cirkler og personer, som betyder noget i forhold til mit arbejde. Dem, hvis mening tæller. Det er en naturlig del af det at blive ældre og mere erfaren, men angsten for at fejle er der stadig.

De fleste kender den. Alle, der arbejder med noget, der betyder noget for dem, ønsker at blive anerkendt for deres talent, og der er en vis nervøsitet forbundet med at levere gode resultater.

Det vigtige her er at komme ud over den angst. Den må ikke tage over. Jeg har arbejdet med min angst for at udgive på flere måder:

  • Lige meget hvad jeg udgiver, vil der altid være nogen, der ikke bryder sig om det på grund af genren, stilen eller indholdet. Det kan ikke lade sig gøre at skrive til alle på én gang.
  • At skrive er meget personligt, og derfor vil det altid gøre ondt, hvis nogen kritiserer det, men det er okay. Kritikken er ikke personlig, det er en smagssag.
  • At udleve sin drøm vil altid skabe angst, men styrken findes i at overvinde den. Mærk angsten, og gør det alligevel. Du er stærkere på den anden side.

 

Det vigtigste her er netop at vælge drømmen, ikke angsten. Hvis angsten holder dig tilbage fra at udgive din bog, så vil din drøm aldrig blive til virkelighed.

Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.

Der er måske nogle, der vil undre sig over, at jeg kan blive så bange for at udgive mine bøger givet, at det er min valgte vej, men den er altså god nok. Jeg er et nervevrag, når jeg skriver kontrakten under, og jeg er et nervevrag, når forlaget begynder at ringe og skrive for at arrangere kommende interviews og optrædener. Nu nærmer jeg mig tredje gang, og nerverne er lige så slemme som sidst, men jeg trækker vejret dybt, sætter mig selv i stævne og tænker: Men det er jo det, jeg vil.

17. september udkommer min tredje roman Lysets datter. Det er den første i en fantasyserie kaldet Syvstjernesagaen, og som et led i den store release skal jeg læse op fra den online. Det er nervepirrende. Jeg skal være på, jeg skal være live. Hvad hvis jeg nyser midt i det hele? Eller hvad hvis jeg ser dum ud på videoen? Hvad hvis jeg siger noget mærkeligt, taber bogen, savler eller glemmer noget helt essentielt i plottet, fordi jeg bliver så nervøs? Det kan holde mig vågen om natten, når jeg tænker på alt, der kan gå galt, men jeg gør det alligevel … Jeg gør det, fordi det er det, der er min drøm. At skrive. At udgive. At være forfatter.

Lad aldrig angsten holde dig tilbage fra at udleve din drøm. Aldrig.

 

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »