Kategori: Bøger (Side 2 af 65)

“Julemissionen” – en anderledes julekalenderbog

Det er ikke alle børn, der oplever julen som en endeløs glæde og forventning.

Rikke Reimann har skrevet julekalenderbogen “Julemissionen” som en bog til dem, der har det svært i julen, dem, som oplever, at december er en svær tid, og dem, som har brug for at finde et fællesskab med andre, der også har det svært.

I bogen kan man mødes og tale om det, der er hårdt, og være sammen om at finde julestemningen.

Bogen er desuden blevet doneret til årets julehjælpspakker i Horsens, så den kommer med ud til de familier, der har brug for en ekstra hånd i julen.

Læs artikel bag bogen på nedenstående link.

24 tematikker: Sådan skal du tale med dit barn om det hårde i julen (pensionist.dk)

Rasmus Hastrup: Ur

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

FORLAG: Screaming Books

SIDEANTAL: 222

UDGIVET: 2022

ISBN: 9788797388419

UDGAVE: 1. udgave

Åh, altså, Screaming Books, I gør det bare så godt. Og det gælder også Rasmus Hastrup med romanen Ur.

Ur har helt uprætentiøst undertitlen En historie, og det er jo i bund og grund, hvad vi taler om, men det er forskel på historier. Hastrup griber verden, stopper den i sit litterære raflebæger og slår en rendyrket yatzy.

Hvad siger litteraturen om verden, hvad forandrer litteraturen i verden og hvorfor er det så glødende vigtigt, at vi mennesker læser litteratur? Eller har det overhovedet nogen betydning? Er det verdens undergang?

Ur byder på en svimlende rutsjetur og en hjerneknaser af rang. Hastrup skriver uhyggeligt godt, og det er en fornøjelse at læse, selvom man skal holde tungen lige i munden indimellem.

Hastrup formår at blande toner, stemninger og genrer igennem bogen, og læseren får serveret en femretters menu af højeste kvalitet. Det er er ordkunst og mesterfortælling, som ganske uhindret ene og alene er en glæde på alle niveauer.

Tidligt næste morgen, da de første stråler af stenfarvet lys gned sig forsigtigt ned over landskabet, gik Æinir Glyrifax ud ad hoveddøren med den dæmoniske dørhammer for at spadsere en tur på borgens forrevne jorder og klare hovedet forud for dagens arbejde. Luften var kold og mineralsk duftende. Æinir tog en dyb indånding og mærkede livgivende ilt strømme ud i blodbanerne. Han tog et skridt frem, løftede hovedet og og standsede så brat. Der var noget helt galt.

Rasmus Hastrup – Ur

Rikke Havner Alrø: Modvind

Serie: De underjordiske
Forlag: Forlaget Superlux
Udgave: 1
ISBN: 9788775671441
Sider: 414
Udgivelsesdato: 19-09-2022
Format: Indbundet

Rikke Havner Alrø debuterede sidste år med Stormtid, som samtidig er begyndelsen på en fantasytrilogi. I år udkom Modvind som den svære toer. Det lader dog ikke til, at det på nogen måde var en svær landing for Alrø.

Modvind træder ind, hvor Stormtid slap, samler op, binder sløjfer og kaster samtidig nye kroge og brødkrummer rundt, der sikrer, at man helt sikkert stikker ned i boghandleren efter treeren.

Alrø skriver flydende og stilsikkert, og hendes persongalleri er både levende og medrivende. Hun har skabt en god lokal forankring i Odense, hvor en stor del af fortællingen foregår, og Urtid, den lokale producent af både lommeure og tidsrejser holder til, men man bliver igen også inviteret med til den dystre Elleskov og på tidsrejse i Odense.

Det er god og gedigen fantasy med voksne hovedpersoner og masser af kærlighed. Og så er Alrø ikke bange for at tynde ud i persongalleriet, når det gælder. Denne gang får Asta lov at trække læsset med historiefortællingen, og det er virkelig spændende at få lov at følge hendes tanker og udvikling, mens Maren træder i baggrunden.

Alrø har virkelig fat i noget med sin trilogi, og hun fortæller sine historier med sikker stemme. Det er en fornøjelse at læse med, og sådan som toeren stoppede, kan det kun gå for langsomt med treeren.

Stephen King: Et eventyr

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Hr. Ferdinand
Udgave: 1
ISBN: 9788740079258
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Fairy Tale
Sider: 688
Udgivelsesdato: 15-09-2022
Format: Hæftet

Et eventyr er King på sit allerbedste – nørdet, velskrivende, fabulerende og fabelagtig.

Romanen er klassisk portalfantasy, hvor en ung dreng finder vej ind i en anden verden, men som det altid er med King, er det langt fra nok til at beskrive fortællingen. Der er lag på lag af historier om det at vokse op, finde sin identitet og komme igennem traumer, savn og ensomhed.

Som altid skriver King helt enestående godt, og historien er helstøbt og konstant i udvikling. Den er proppet med vanvittige væsener, solide karakterer, spirende forelskelser og tragiske skæbner, og der er ikke en finger at sætte på den.

Efter sigende skrev King bogen i coronatidens ensomhed, og det er på sær vis at mærke i fortælling, hvor personerne på flere måder står alene med deres skæbne.

Et eventyr er endnu en blændende stjerne på Kings udgivelseshimmel, og det er en bog, man kan vende tilbage til igen og igen.

Fra forlaget:

Charlie Reader ligner en helt almindelig high-school-dreng, han er fremragende til baseball og klarer sig glimrende bogligt. Men han bærer rundt på en tung bagage. Hans mor blev dræbt i en trafikulykke, da han var ti, og sorgen drev hans far til at drikke. Charlie har tidligt lært at passe på sig selv – og på sin far. Da han er sytten, møder han en hund ved navn Radar og dens aldrende herre, eneboeren

Howard Bowditch, der bor i et stort hus på toppen af en høj bakke. I baghaven står der et aflåst skur, og nogle gange kommer der mærkelige lyde derindefra. Charlie begynder at hjælpe mr. Bowditch med gøremål, og han taber sit hjerte til Radar. Da Bowditch dør, efterlader han Charlie et kassettebånd med en utrolig historie til gengæld: Hele sit liv har Bowditch vidst, at skuret gemmer på en portal til en anden verden.

I Et eventyr når Kings fortællekunst nye højder. Det er en storslået og rædselsvækkende historie om det godes kamp mod en overvældende ondskab, hvor en heltemodig dreng og hans hund skal stå i spidsen for striden.

Den skønneste anbefaling af “Lysets datter”.

“Lysets datter” har fået den flotteste anmeldelse på Lyngby Bibliotekerne og i Lyngbys lokalavis af Louise Moerman Henriksen

Den skønne læser skriver:


Det er en helt fantastisk oplevelse at læse denne bog, fordi man er til stede med karaktererne på en måde, man sjældent oplever. Beskrivelserne er levende og smukke og skaber rammen for en historie, der ikke kun bliver læst men forlader siderne og bliver virkelige. Universet der er komplekst, gennemført og velbeskrevet, giver også et naturligt og realistisk syn på karaktererne og deres personlighed. Ainatunari er et utrolig smukt og yndefuldt folk. De har deres eget sprog, hvilket jeg håber at se mere af i næste bind, og skikke. På grund af beskrivelserne er det ikke en historie med højt tempo, men derimod oplever læseren alt, som var det virkeligt. Alt fra planter til sanseoplevelser bliver mere end ord på sider, det er en verden som bogen er nøglen til. Bogens levende univers får mig til at tænke på J. R. R. Tolkiens ‘Ringenes Herre’ og Christopher Paolinis ‘Eragon’ – det simpelhen den liga bogen befinder sig i.

Det er nok den flotteste anbefaling, jeg nogensinde har fået. Du kan læse den her:

https://www.lyngbybib.dk/nyheder/ugens-anbefaling/lysets-datter-af-louise-h-trankjaer

Daisy Johnson: Under overfladen

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Rasmus Hastrup
Forlag: Screaming Books
Udgave: 1
ISBN: 9788797388402
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Everything under
Sider: 264
Udgivelsesdato: 26-09-2022
Format: Paperback

Siden jeg læste Søstre af Daisy Johnson har jeg glædet mig voldsomt til at læse mere af forfatteren.

Johnson skriver, så alt bliver levende, det er intenst, stærkt og kriblende. I denne roman finder handlingen sted ved en flod, hvis dynd, mudder og lugt trænger op igennem bogsiderne og lægger sig over læseren. Det er, som om alt, hvad Johnson skriver som ord, bliver til levende væsener, der overtager hele verden.

Kronologien er et virvar, hvilket afspejler personernes sind, virkelighedens rammer sprænges, den skjulte verden vækkes til liv, og menneskelige følelser kribler frem og gør alting til dynd, man synker ned igennem uden nogensinde at nå bunden.

Johnson formår at spille på myter, sagn, eventyr og menneskelig tragedie i et og samme poetiske pennestrøg. Sproget er vildt og sammenfiltret som trærødderne på flodbredden, men samtidig så smukt, som lyset der leger på vandoverfladen. Det er den vildeste fortælling med twists og spin, der sender en på en mental og følelsesmæssig rutsjetur.

Jeg kender ingen anden forfatter, der kan netop det, som Daisy Johnson kan, og man sidder ganske enkelt tilbage med en enorm hunger efter mere fra hende.

Læs den!

Fra forlaget:

Daisy Johnsons debutroman – den Man Booker Pris-nominerede ”Under Overfladen” – er flere ting på én gang. Bogen opfinder ord, genfortæller og revitaliserer en gammel myte samt ituriver kronologi. Ved hjælp af et billedligt og poetisk sprog, ophæves grænsen mellem nyt og gammelt. Bogen er på den måde både chokerende, hjemsøgende og smuk.    Hovedkaraktererne i bogen er Gretel og Sarah; den førstnævnte er datteren, der som 16-årig bliver forladt af moderen, Sarah, og siden har været på jagt efter hende. Selvom Gretel har forsøgt at begrave barndomsminderne, fortsætter hun med sin søgen ved bl.a. at ringe til hospitaler og lighuse hver gang der er uidentificerede lig. Efter at have ledt flere steder beslutter Gretel sig for at kontakte sin barndomsven Marcus, som måske kan lede hende til moderen. Her starter endnu en vigtig historie i bogen – Marcus’ hemmeligheder om bortadoption og transkønnethed afsløres af hans forældre, Roger og Laura, og styk for styk sammensættes et komplekst narrativ mellem Marcus, Gretel og i særdeleshed moderen, Sarah, og trådene, der binder karaktererne sammen, bliver mere og mere tydelige. Dystopiske tilstande åbenbares, traumer genåbnes mens andre tråde synes at forsvinde og kan kun anes i Sarahs tiltagende demens. Bogen udvikler sig således fra at være en hjemsøgende horror-historie, til et forskruet eventyr for nærmest at ende som en græsk tragedie med et moderne tvist. En bedrift i sig selv – men fordi sproget og fortælleteknikkerne er så enestående, fremstår bogen i sin helhed unik og nyskabende. Bogen er udkommet i knapt 20 forskellige lande nu og er blevet lovprist af en samlet udenlandsk presse, da den blev udgivet i England i 2018. Udover at være nomineret til Man Booker Prisen, så blev bogen ligeledes nomineret til Desmond Elliot prisen og blev endda Book of the Year hos bl.a. Entertainment Weekly, News Statesman, Guardian og Lithub.   

Gudrún Eva Mínervudóttír: Veje til at overleve

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversættere: Jacob Jonia og Nanna Kalkar
Forlag: Forlaget Silkefyret
Udgave: 1
ISBN: 9788793717541
Sprog: Dansk
Originalsprog: Tysk
Sider: 177
Udgivelsesdato: 16-02-2022
Format: Hæftet

Nogle gange er der et helt særligt lys i en roman, og det er tilfældet med Veje til at overleve. Fortællingen er stærk og skrøbelig fin på samme tid, og den har et hjerte, der slår helt af sig selv.

Fortællingen snor sig fra person til person i et lille samfund, deres veje krydses, og deres historier blotlægges. Alle kæmper for livet på hver sin måde, og alle har brug for noget, der ikke står dem helt klart. I mødet menneske til menneske blotlægges noget sårbart, og en heling kan begynde.

Udsigelsen om den menneskelige sårbarhed og ensomhed er klar, men der er også noget andet på spil bag det hele, der udvider rummet rundt om fortællingen. Selvom emnet på mange måder er tragedie, er der et åndedrag af håb og tro på fremtiden, der lægger sig over siderne og efterlader læseren med en følelse af ikke blot at have været vidne til noget smukt, men også selv at have fået fornyet styrke.

Mínervudóttír skriver skønt, og bogen er en levende og dyb fortælling, der bliver hos en i lang tid.

Jim Butcher: Stormfront & Heksemåne

Serie: Dresdenfilerne
Oversætter: Louise H. A. Trankjær
Forlag: Forlaget Superlux
Udgave: 1
ISBN: 9788775671410
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Fool moon
Sider: 400
Udgivelsesdato: 19-09-2022
Format: Indbundet

De to første bøger af den geniale Jim Butcher er nu på gaden.

På årets fantasyfestival her i weekenden udkom Jim Butchers Heksemåne på dansk hos Superlux. Butchers univers er helt unikt i serien Dresdenfilerne, som omhandler den let ensomme, sære og vanskeligt omgængelige troldmand Harry Dresden, der lever som freelance troldmand i Chicago.

Butcher skriver sine fængslende og vildt sjove fortællinger om Dresden, der på klassisk vis altid roder sig ud i problemer, kommer på kant med alt og alle, hvis kærlighedsliv er voldsomt op ad bakke og som på trods af alle odds slipper helskindet igennem det meste. Harry Dresden er gammeldags mandschauvinistisk, kløgtig, uheldig og charmerende, hvilket til sammen danner en antihelt, man ikke kan lade være med at elske.

Det er gedigen underholdning fra ende til anden proppet med humor, mysterie og spænding, og vi glæder os bare til at sende hele den populære serie på gaden.

Jakob Hero – Kun når det brænder

I sin lektørudtalelse blev Jakob Hero sammenlignet med Morten Pape, og når man læser bogen, er man ikke i tvivl om hvorfor.

Kun når det brænder er en dyb og stærk fortælling med den menneskelige tragedie som centrum. Der er langt mellem åndehullerne, og sorgen bliver overdøvende, men lyspunkterne findes i udtrykkene for den kærlighed, der binder mennesker sammen.

“Kun når det brænder” er historien om det unge svenske par Simon og Dina. Dina bliver alvorligt syg og kæmper mod sygdommen hele den lange, varme sommer, som bogen varer. Vi følger Simons kamp for at acceptere, hvad der sker, og for at hjælpe Dina. Samtidig fanges han mellem Dina og pigen Lisa, hvis kæreste banker hende; noget Simons opvækst gør det umuligt for ham at ignorere. Heldigvis møder Dina den mystiske pige Malin, som bor i skoven, og som tilbyder at hjælpe til, når Simon er ude af huset. Romanen er en socialrealistisk roman med hovedvægt på personerne og deres relationer. Den behandler emner som kærlighed, parforhold, vold i hjemmet og tab.

Hero formår at indfange mennesket i kamp, sorg og inderlighed, og det bliver virkelig smukt, selvom det gør ondt. Beskrivelserne af Simons indre liv er voldsomme og levende, og man bliver indfanget af fortællingen, så den er umulig at lægge fra sig. Fokusset er på det der skaber mennesket, det der løfter op, og det der kan knuse. Sproget er smukt, poetisk og levende, og det er en fryd at læse. Hvad er det, der driver et menneske, når alting bliver til en kamp, og hvad er det, der står tilbage som det mest betydningsfulde, når alt falder fra hinanden?

Kun når det brænder er indstillet til Bogforums Debutantpris, og den vil være virkelig velfortjent. Jakob Hero kan virkelig noget med litteraturen, og det bliver spændende at følge hans videre forfatterskab.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »