Kategori: Anmeldelser (Side 2 af 55)

Den skønneste anbefaling af “Lysets datter”.

“Lysets datter” har fået den flotteste anmeldelse på Lyngby Bibliotekerne og i Lyngbys lokalavis af Louise Moerman Henriksen

Den skønne læser skriver:


Det er en helt fantastisk oplevelse at læse denne bog, fordi man er til stede med karaktererne på en måde, man sjældent oplever. Beskrivelserne er levende og smukke og skaber rammen for en historie, der ikke kun bliver læst men forlader siderne og bliver virkelige. Universet der er komplekst, gennemført og velbeskrevet, giver også et naturligt og realistisk syn på karaktererne og deres personlighed. Ainatunari er et utrolig smukt og yndefuldt folk. De har deres eget sprog, hvilket jeg håber at se mere af i næste bind, og skikke. På grund af beskrivelserne er det ikke en historie med højt tempo, men derimod oplever læseren alt, som var det virkeligt. Alt fra planter til sanseoplevelser bliver mere end ord på sider, det er en verden som bogen er nøglen til. Bogens levende univers får mig til at tænke på J. R. R. Tolkiens ‘Ringenes Herre’ og Christopher Paolinis ‘Eragon’ – det simpelhen den liga bogen befinder sig i.

Det er nok den flotteste anbefaling, jeg nogensinde har fået. Du kan læse den her:

https://www.lyngbybib.dk/nyheder/ugens-anbefaling/lysets-datter-af-louise-h-trankjaer

Daisy Johnson: Under overfladen

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Rasmus Hastrup
Forlag: Screaming Books
Udgave: 1
ISBN: 9788797388402
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Everything under
Sider: 264
Udgivelsesdato: 26-09-2022
Format: Paperback

Siden jeg læste Søstre af Daisy Johnson har jeg glædet mig voldsomt til at læse mere af forfatteren.

Johnson skriver, så alt bliver levende, det er intenst, stærkt og kriblende. I denne roman finder handlingen sted ved en flod, hvis dynd, mudder og lugt trænger op igennem bogsiderne og lægger sig over læseren. Det er, som om alt, hvad Johnson skriver som ord, bliver til levende væsener, der overtager hele verden.

Kronologien er et virvar, hvilket afspejler personernes sind, virkelighedens rammer sprænges, den skjulte verden vækkes til liv, og menneskelige følelser kribler frem og gør alting til dynd, man synker ned igennem uden nogensinde at nå bunden.

Johnson formår at spille på myter, sagn, eventyr og menneskelig tragedie i et og samme poetiske pennestrøg. Sproget er vildt og sammenfiltret som trærødderne på flodbredden, men samtidig så smukt, som lyset der leger på vandoverfladen. Det er den vildeste fortælling med twists og spin, der sender en på en mental og følelsesmæssig rutsjetur.

Jeg kender ingen anden forfatter, der kan netop det, som Daisy Johnson kan, og man sidder ganske enkelt tilbage med en enorm hunger efter mere fra hende.

Læs den!

Fra forlaget:

Daisy Johnsons debutroman – den Man Booker Pris-nominerede ”Under Overfladen” – er flere ting på én gang. Bogen opfinder ord, genfortæller og revitaliserer en gammel myte samt ituriver kronologi. Ved hjælp af et billedligt og poetisk sprog, ophæves grænsen mellem nyt og gammelt. Bogen er på den måde både chokerende, hjemsøgende og smuk.    Hovedkaraktererne i bogen er Gretel og Sarah; den førstnævnte er datteren, der som 16-årig bliver forladt af moderen, Sarah, og siden har været på jagt efter hende. Selvom Gretel har forsøgt at begrave barndomsminderne, fortsætter hun med sin søgen ved bl.a. at ringe til hospitaler og lighuse hver gang der er uidentificerede lig. Efter at have ledt flere steder beslutter Gretel sig for at kontakte sin barndomsven Marcus, som måske kan lede hende til moderen. Her starter endnu en vigtig historie i bogen – Marcus’ hemmeligheder om bortadoption og transkønnethed afsløres af hans forældre, Roger og Laura, og styk for styk sammensættes et komplekst narrativ mellem Marcus, Gretel og i særdeleshed moderen, Sarah, og trådene, der binder karaktererne sammen, bliver mere og mere tydelige. Dystopiske tilstande åbenbares, traumer genåbnes mens andre tråde synes at forsvinde og kan kun anes i Sarahs tiltagende demens. Bogen udvikler sig således fra at være en hjemsøgende horror-historie, til et forskruet eventyr for nærmest at ende som en græsk tragedie med et moderne tvist. En bedrift i sig selv – men fordi sproget og fortælleteknikkerne er så enestående, fremstår bogen i sin helhed unik og nyskabende. Bogen er udkommet i knapt 20 forskellige lande nu og er blevet lovprist af en samlet udenlandsk presse, da den blev udgivet i England i 2018. Udover at være nomineret til Man Booker Prisen, så blev bogen ligeledes nomineret til Desmond Elliot prisen og blev endda Book of the Year hos bl.a. Entertainment Weekly, News Statesman, Guardian og Lithub.   

Gudrún Eva Mínervudóttír: Veje til at overleve

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversættere: Jacob Jonia og Nanna Kalkar
Forlag: Forlaget Silkefyret
Udgave: 1
ISBN: 9788793717541
Sprog: Dansk
Originalsprog: Tysk
Sider: 177
Udgivelsesdato: 16-02-2022
Format: Hæftet

Nogle gange er der et helt særligt lys i en roman, og det er tilfældet med Veje til at overleve. Fortællingen er stærk og skrøbelig fin på samme tid, og den har et hjerte, der slår helt af sig selv.

Fortællingen snor sig fra person til person i et lille samfund, deres veje krydses, og deres historier blotlægges. Alle kæmper for livet på hver sin måde, og alle har brug for noget, der ikke står dem helt klart. I mødet menneske til menneske blotlægges noget sårbart, og en heling kan begynde.

Udsigelsen om den menneskelige sårbarhed og ensomhed er klar, men der er også noget andet på spil bag det hele, der udvider rummet rundt om fortællingen. Selvom emnet på mange måder er tragedie, er der et åndedrag af håb og tro på fremtiden, der lægger sig over siderne og efterlader læseren med en følelse af ikke blot at have været vidne til noget smukt, men også selv at have fået fornyet styrke.

Mínervudóttír skriver skønt, og bogen er en levende og dyb fortælling, der bliver hos en i lang tid.

Jim Butcher: Stormfront & Heksemåne

Serie: Dresdenfilerne
Oversætter: Louise H. A. Trankjær
Forlag: Forlaget Superlux
Udgave: 1
ISBN: 9788775671410
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Fool moon
Sider: 400
Udgivelsesdato: 19-09-2022
Format: Indbundet

De to første bøger af den geniale Jim Butcher er nu på gaden.

På årets fantasyfestival her i weekenden udkom Jim Butchers Heksemåne på dansk hos Superlux. Butchers univers er helt unikt i serien Dresdenfilerne, som omhandler den let ensomme, sære og vanskeligt omgængelige troldmand Harry Dresden, der lever som freelance troldmand i Chicago.

Butcher skriver sine fængslende og vildt sjove fortællinger om Dresden, der på klassisk vis altid roder sig ud i problemer, kommer på kant med alt og alle, hvis kærlighedsliv er voldsomt op ad bakke og som på trods af alle odds slipper helskindet igennem det meste. Harry Dresden er gammeldags mandschauvinistisk, kløgtig, uheldig og charmerende, hvilket til sammen danner en antihelt, man ikke kan lade være med at elske.

Det er gedigen underholdning fra ende til anden proppet med humor, mysterie og spænding, og vi glæder os bare til at sende hele den populære serie på gaden.

Jakob Hero – Kun når det brænder

I sin lektørudtalelse blev Jakob Hero sammenlignet med Morten Pape, og når man læser bogen, er man ikke i tvivl om hvorfor.

Kun når det brænder er en dyb og stærk fortælling med den menneskelige tragedie som centrum. Der er langt mellem åndehullerne, og sorgen bliver overdøvende, men lyspunkterne findes i udtrykkene for den kærlighed, der binder mennesker sammen.

“Kun når det brænder” er historien om det unge svenske par Simon og Dina. Dina bliver alvorligt syg og kæmper mod sygdommen hele den lange, varme sommer, som bogen varer. Vi følger Simons kamp for at acceptere, hvad der sker, og for at hjælpe Dina. Samtidig fanges han mellem Dina og pigen Lisa, hvis kæreste banker hende; noget Simons opvækst gør det umuligt for ham at ignorere. Heldigvis møder Dina den mystiske pige Malin, som bor i skoven, og som tilbyder at hjælpe til, når Simon er ude af huset. Romanen er en socialrealistisk roman med hovedvægt på personerne og deres relationer. Den behandler emner som kærlighed, parforhold, vold i hjemmet og tab.

Hero formår at indfange mennesket i kamp, sorg og inderlighed, og det bliver virkelig smukt, selvom det gør ondt. Beskrivelserne af Simons indre liv er voldsomme og levende, og man bliver indfanget af fortællingen, så den er umulig at lægge fra sig. Fokusset er på det der skaber mennesket, det der løfter op, og det der kan knuse. Sproget er smukt, poetisk og levende, og det er en fryd at læse. Hvad er det, der driver et menneske, når alting bliver til en kamp, og hvad er det, der står tilbage som det mest betydningsfulde, når alt falder fra hinanden?

Kun når det brænder er indstillet til Bogforums Debutantpris, og den vil være virkelig velfortjent. Jakob Hero kan virkelig noget med litteraturen, og det bliver spændende at følge hans videre forfatterskab.

Elin Cullhed: Eufori

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: C & K

Oversætter: Caroline Albertine Minor
Udgave: 1
ISBN: 9788740075120
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Eufori
Sider: 320
Udgivelsesdato: 21-04-2022
Format: Indbundet

Det er, når bøger virkelig rører noget i en, at litteraturen bliver rigtig stærk, og det er tilfældet med Elin Cullheds Eufori, som er brillant oversat af Caroline Albertine Minor.

Romanen, som utroligt nok er en debut, er en fiktiv gengivelse af den tid, da Sylvia Plath flyttede til Devon sammen med sin mand Ted Hughes. Sylvia i romanen lever indefra og ud, og Cullhed formår at gengive det indre tanke- og følelsesliv så knivskarpt, at man øjeblikkeligt træder ind i Sylvia og ser verden gennem hende med alt, hvad det indeholder.

Et menneske er et komplekst væsen, og Cullheds Sylvia er i sandhed kompleks. Tilmed skriver Cullhed vanvittigt godt, og kombinationen bliver en bjergtagende roman om en kvinde, der drømmer stort, slås med sig selv og verden, længes, sørger, elsker og tænker alt, alt for meget. Hvorvidt virkelighedens Sylvia var præcis sådan, bliver lidt ligegyldigt i debatten, for Cullheds Sylvia er et ufatteligt bekendtskab helt uden sammenligning. En kvinde, der længes og rives i alle retninger på samme tid, hun vil være forfatter, hustru, mor, kvinde, god, stilfuld, eftertragtet, omsorgsfuld, vellidt, attrået … alting, og indimellem bare ingenting overhovedet.

Cullhed præsenterer os for en voldsomt velskrevet gengivelse af et menneskes rige, selvmodsigende og næsten helt umulige indre liv, og det er en oplevelse, man bør unde sig selv. Det vækker så mange følelser og tanker i læseren, mens man sluger siderne i lynhast, selvom man måske bør dvæle lidt ved dem. Der er mange sandheder, mange kloge betragtninger og et stort læsfuld visdom at hente i Eufori, samtidig med, at det er en storslået læseoplevelse.

PS: Hvis du er forfatter, skal du læse den her roman. Den fiktive Sylvias tanker om det at skrive og udgive er rent guld.

Siri Hustvedt: Mødre, fædre og andre

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 1
ISBN: 9788711997802
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Mothers, Fathers and Others
Sider: 318
Udgivelsesdato: 30-05-2022
Format: Indbundet

Det er måske netop inderligheden i Siri Hustvedts bøger, der gør, at man altid går derfra med et lettere knust hjerte?

Mødre, fædre og andre er en essaysamling om bindinger; bindinger til familien i flere generationer, det der tages med videre, og det der bliver efterladt. Kvinden er i fokus, skarpt og stærkt, kvinden i fortiden og kvinderne nu, der stadig kæmper mod en mandlig overmagt, der findes i både familier, sprog, på arbejdsmarkedet og i vores sind.

Som altid skriver Hustvedt smukt og syleskarpt. Hendes tanker og minder fra både sin egen barndom til forestillingerne om andres skaber et rum, der er almenmenneskeligt omend dybt personligt. Kunsten er et uundværligt åndedræt i alting, og hvert et ord i essaysamlingen bliver levende og relaterbart.

At læse Hustvedt gør en lidt klogere, lidt mere menneskelig og ikke mindst lidt stærkere i troen på, at mennesket er i stand til at skabe en bedre verden for alle. Hustvedt er en af de forfattere, der skriver, så man føler, man kender hende; at hun er en god ven, der venter nede på caféen klar til kaffe og snak. Altid lige der, altid en redning, en at gå til mod, når bølgerne går højt.

Det er smukt, det er stærkt, det er kvinden, moderskab og kunsten i fokus. Det er mennesket i verden, og det er det, der virkelig betyder noget for os alle.

Bram Stoker: Dommerens hus

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Steen Langstrup
Forlag: 2 Feet Entertainment
Udgave: 1
ISBN: 9788779947016
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sider: 115
Udgivelsesdato: 09-06-2022
Format: Paperback

Alle kender Bram Stoker, fordi alle kender “Dracula”, som er et klassisk eksempel på den gotiske gyserroman. Men Stoker skrev også andet, deriblandt disse noveller.

Dommerens hus er fem gotiske noveller fyldt med klassisk gys og gru af den virkelig gode slags. Novellerne blev oprindeligt skrevet og udgivet mellem 1886 og 1897, og de indeholder netop den gode, gammeldags uhygge og skræk, som er så typisk for den periode. Alle historierne er stemningsfyldte, skarpe og velskrevne, og ganske enkelt et mustread for alle fans af genren og perioden.

I novellerne viser Stoker sit talent for spændingsopbygning og mørk stemning, og han holder sig ikke tilbage for at gå hele vejen for at skræmme livet af læseren.

Annette Høegh: Ind eller ud af Afrika

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgave: 1
ISBN: 9788794289092
Sprog: Dansk
Sider: 348
Udgivelsesdato: 22-06-2022
Format: Hæftet

Out of Africa, bedre kendt på dansk som Den afrikanske farm, er Karen Blixens erindringer om de sytten år, hun tilbragte i Kenya på kaffefarmen ved Ngong-bjerget. Bogen blev udgivet på engelsk i 1937 under Blixens pseudonym Isak Dinesen, men senere skrev hun den også på dansk. Dem, der har læst Karen Blixen, ved, at hun skrev en inderlig og smuk beretning om en tid i et land og en kultur, der ændrede alt for hende på godt og ondt.

I Ind eller ud af Afrika griber Annette Høegh fat i temaerne fra Karen Blixen. Bogen foregår i moderne tid med mange af de problemstillinger, der findes i den moderne verden; fattigdom, racisme, korruption og fremmedgørelse, og hun trækker på egne erfaringer fra tiden, hun tilbragte som expat i Dar es Salaam i Tanzania.

Ind eller ud af Afrika er Annette Høeghs debutroman, og det er en bog, der emmer af fortælleglæde og en enorm viden om et land, som de færreste af os oplever på nært hold. I bogen møder man flere forskellige personer fra bl.a. Danmark og USA, der er udstationeret i Afrika i forskellige roller. Fælles for dem alle er mødet med et land og en kultur, som er så anderledes end det, de kommer fra. På det rent praktiske plan er der problemstillinger som fx strømafbrydelser, sikkerhed, tiggeri, varme og besværligheder med indkøb, og på et mere mentalt plan er der mødet med sig selv i omgivelser, der er så fundamentalt fremmede, at det bliver et voldsomt klart spejl.

Fortællingen er funderet i personerne og de tanker og følelser, der opstår i et liv, der er vendt på hovedet. Der er som sådan ikke en udvikling af en historie, men nærmere en række indblik i tiden i Afrika. Anette Høegh formår at udfolde et land og et folk, så læseren får et dybt indblik i en verden, der er så langt fra vores. Det er umuligt ikke at blive forelsket i Afrika på samme måde, som jeg blev det, da jeg første gang læste Den afrikanske farm. Ind og ud af Afrika emmer af kærlighed til den afrikanske kultur, dets folk og natur, og det gør, at man som læser bliver båret ind i stemningen og vender hjem med hovedet fyldt med farver, dufte og storslået natur.

Men også de grimme sider bliver vist frem; den enorme fattigdom, den elendighed, som vi slet ikke kan forestille os, babyer på børnehjem uden nogen form for menneskelig kontakt, små børn, der tigger på gaden, sygdom, sult og udsigtsløs fremtid. Det er grum læsning, og endnu grummere er det, når forfatteren selv når frem til, at man aldrig kan hjælpe nok, og den smule, man kan gøre, ikke ændrer noget.

At leve som expat i et så anderledes land er en oplevelse, der aldrig forlader en igen. Det er tydeligt, at en stor del af Annette Høeghs hjerte blev i Afrika, og det nyder man nu som læser godt af, når man får lov at leve det igennem hendes tekst. Myrerne på væggene og de varme yoghurter i kølediskene er en del af et liv, der er godt levet; om end fiktivt i Ind eller ud af Afrika, er der ingen tvivl om, at Høegh kender og elsker Afrika. Hun har genskabt den smukke verden og lader os se den gennem fiktive menneskers øjne, men det gør ikke det elskede Afrika mindre skønt.

Fortællingen er skrevet i et let og beskrivende sprog gennem flere forskellige synsvinkel hos en række personer, der bliver udstationeret i Dar es Salaam. Deres oplevelser er lige så forskellige som deres personligheder, men til fælles har de oplevelsen af et liv, der er så fundamentalt anderledes. Anette Høeghs styrke ligger i fortælleglæden, i kærligheden til Afrika og i den forståelse af kultursammenstødet, som hun selv har oplevet. Bogens svaghed er den manglende handling, men den bliver båret oppe af den storslåede formidling af et smukt og fantastisk land, man aldrig helt vender hjem fra.

4 ud af 6 spirer.

Kristian Himmelstrup: Pio

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Forlaget Arabesk
Udgave: 1
ISBN: 9788793819139
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Udgivelsesdato: 05-05-2022
Format: Hæftet

Pio er fortællingen om Louis Pios liv på godt og ondt. Manden, der fremstår som en lidt mytisk skikkelse, efterlod et stærkt aftryk både i egen generation og i eftertiden. Kristian Himmelstrup har påtaget sig opgaven at fremtrylle et menneske gennem tekst, og det er lykkedes ham virkelig godt. Pio kæmpede for sine idealer, og han betalte den allerhøjeste pris.

Kristian Himmelstrup formår at indfange manden bag historien, det ægte menneske og de tanker og vilkår, der formede hans livsbane. Det er fascinerende læsning, og man sidder tilbage med en langt dybere forståelse af alt det, der ligger bag et menneskes valg og ansigt udadtil. Tingene er aldrig sort-hvide, og verden kan ikke opdeles i godt og ondt. Selvom et menneske måske har det skønneste ideal, er det ikke altid, at livet går så let.

“Augusta har opgivet ham, og han har til dels opgivet sig selv. Noget er gået i stykker indeni, og han har ingen idé om, hvordan han skal reparere det. Summen af modstand overgår nu både hans virketrang og idealisme og har gjort ham vegetativ, med rigelig tid til at kontemplere og reflektere, men uden initiativ til at omsætte tankerne til handling.”

Kristian Himmelstrup – Pio

Romanen Pio er gribende, klog og velskrevet. Den giver et dybt indblik i et stykke dansk historie og ikke mindst i et menneske, der kæmpede med næb og kløer for sin drøm.

Fra forlaget:

PIO er en roman om Louis Pio, som startede Socialistiske Blade, lagde grunden til den danske arbejderbevægelse (og dermed Socialdemokratiet), men hurtigt måtte flygte til Amerika    Det er 5. maj, 1872. Louis Pio sidder i en celle på Nytorv og venter på en retssag, der vil sende ham i isolationsfængsel i flere år. Hans forbrydelse er, at han har indkaldt til et folkemøde på Nørre Fælled.  Opholdet i fængslet bliver dyrt, og han overlever kun, fordi man ikke vil forære arbejderne en martyr. Romanen følger Pios kamp i fængslet, siden i arbejderbevægelsen og endelig i Amerika, hvor han forsøger at bygge socialistiske kolonier. Han vil stadig forandre verden til det bedre, kæmpe for arbejderne, sikre kvinderne ligestilling, men hvor meget er idealisme, og hvor meget er selvbedrag? Og oveni er der hans kæreste Augusta, som også kommer til orde i romanen og har sin helt egen dagsorden, der bl.a. involverer geniale børn og Georg Brandes.  PIO er en afviklingshistorie om et liv, der ikke vil lykkes, men det er også en biografisk roman om en ener, der skubbede til udviklingen herhjemme, kæmpede for forandringer og basale menneskerettigheder og blev mødt af indædt modstand fra et ungt demokrati, der greb til politispioner, skueprocesser, fængsel og bestikkelse for at slippe af med samfundsfjenderne.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »