Bogen er sponsoreret af Bog & idé
Forlaget Gyldendal, 2018
Teksterne er samlet af Margareta Strömstedt.
Jeg har, som nok alle andre på min alder, altid elsket Astrid Lindgren og hendes verden. Det har fulgt mig siden min tidligste barndom, og jeg nyder stadig hver en sætning, jeg læser for mine børn, og ikke mindst nyder jeg at se, hvordan Eliot nu selv dykker ind og ned i fortællinger som Brødrene Løvehjerte og Mio, min Mio. (Det er ikke tilfældigt, at min yngste har fået mellemnavnet Mio.)
Selv beskriver hun barndommen som en tilstand. Det er en totaloplevelse med smæk på alle sanser, ikke kun af det gode, men af det hele. Det er duft, syn, hørelse, blomster, fuglesang, spring fra hølæs og brændeskure, badeture i åen, flugt fra voldsomme landsstrygere, et nærvær og et samvær med andre børn, en verden for dem selv. Og det er jo sådan, det er at være barn, men vi glemmer det. Vi glemmer det alt for ofte.
“Jeg har en mor og en far,” sagde et af mine børnebørn, da han på barnets maner opregnede sine aktiver. “Og så har jeg Astrid Lindgren.”
Men Astrid Lindgren havde ikke kun noget at sige til børn, faktisk var meget af det, hun sagde til børnene, også rettet mod de voksne. Det er nemlig sådan, at vi voksne er ansvarlige for børn og børnenes verden, både den verden, de vokser op i og den verden, de skal give videre.
I Astrid Lindgrens klogebog er der samlet en masse tekster fra Lindgrens bøger, debatindlæg, interviews og artikler. Og det er ikke så lidt, hun havde at sige, når man nu læser efter.
Min sindstilstand bevæger sig på hele skalaen fra den højeste eufori, når jeg skriver, når jeg læser et digt, jeg holder af, når jeg danser for mig selv og er helt alene, når jeg hører mine børnebørn le, og når jeg ser dagene lysne mod forår – til den dybeste melankoli, når jeg tænker på al vor smerte og på, hvor umuligt det er at være menneske.
Hvis du kan se dig selv i citatet, så køb Astrid Lindgrens klogebog. Hvis det ikke siger dig noget, så køb bogen alligevel. Så har du endnu mere brug for den!
Ingen svar