Anne Zenon: Der er nogen, der siger

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Udgivelsesdato: 2021-11-04

ISBN: 9788794083867

Format: Hæftet bog

Sider: 220

Forlag: Brændpunkt

Anne Zenon har talent for at skrive om det almenmenneskelige, om hverdagen og livet, når det gør ondt. Hun fortæller råt for usødet, og det kommer derfor helt tæt på, ind i trædemøllen, hvor vi alle sammen forsøger at holde balancen på bedste vis.

Der er nogen der siger handler om det mest dyrebare, nemlig børn. Det handler om at tvivle på sig selv som mor, tvivle på, om man gør det godt nok, og det er der nok ikke mange, der ikke har prøvet.

Formatet digtroman skaber et tempo i fortællingen, en rytme, lidt som et hjerteslag, der skubber fortællingen frem og gør den endnu mere rå, end indholdet er i sig selv. Det er dygtigt gjort, og det er med til at understøtte den grå og hjerteknusende stemning i fortællingen.

Kaos, sorg, tvivl, kærlighed. Alt det, et menneske skal og kan bære, måske. Det gør ondt at læse, men det gør ondt på den måde, at det knytter bånd mellem mennesker, mellem forfatter og læser, mellem mennesker, der står i sådan en situation. Man får lyst til at række ud og gøre noget, hjælpe og bære, og det viser blot, hvor stærkt romanen er skrevet. Vigtig og betydningsfuld læsning i smukt format.

Læs også gerne hendes forrige roman, også en digtroman med en masse på hjerte: Anne Zenon: Ikke noget at tale om

Fra forlaget:

Hvad stiller man op, når man bliver anklaget for vold overfor sit eget barn?
Skolelæreren Lotte får et opkald fra kommunen med mistanke om, at hun har slået sin søn. Selvom kommunen tror, at der er tale om chikane, så har de rettet blikket mod familien, og Lotte tvivler mere og mere på sin rolle som mor i takt med, at eksmanden presser hende der, hvor det gør mest ondt.
Digtromanen skifter mellem tre tidsspor. Fra nutidens kamp om børnene kommer vi tilbage til dengang, Lotte møder børnenes far, hvor hun lader sig overbevise om, at hun har fundet manden i sit liv. Bogens tredje spor handler om Lottes opvækst i en familie med fysisk og psykisk vold, hvor hun skal være sød og finde sig i hvad som helst, mens forældrene kan sole sig i at tage sig af svage børn.
Der er nogen der siger er en digtroman om, hvordan man finder troen på sig selv, mens man bliver pillet fra hinanden med brutal manipulation i de nærmeste relationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *