Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog og idé

Forfatter: Alighieri Dante
Serie: Multivers klassiker
Oversætter: Ole Meyer
Forlag: Multivers
Udgave: 5
ISBN: 9788779172807
Sprog: Dansk

Originalsprog: Italiensk
Originaltitel: La Divina Commedia
Udgivelsesdato: 20-02-2013
Format: Hardback

La Divina Commedia eller Dantes guddommelige komedie er en titel, som jeg husker med glæde og ærefrygt fra min studietid. Det kræver sit at læse sig igennem det oldgamle værk, men det er kampen værd. Dante færdiggjorde det store arbejde i 1321, hvilket med lidt hovedregning betyder, at den blev skrevet for 700 år siden. Alene det spring i tid skaber en vis ærefrygt for værket. Udover at være enestående i sig selv, er det et værk, som bliver benyttet som reference i uendeligt mange andre værker, subtilt eller åbenlyst. Betegnelsen komedie kommer sig af, at fortællingen har en lykkelig slutning, i modsætning til datidens tragedie.

Fortællingen omhandler Dante selv som en fiktiv udgave. Han rejser igennem de tre dødsriger, først sammen med digteren Vergil, siden med sin elskede Beatrice, som han ikke endte sammen med i livet og derefter Skt. Bernhard af Clairvaux.

Fortællingen er opdelt i tre: Helvede, Skærsilden og Paradis. Rejsen ender hos Gud. I helvede gennemgår han ni ringe, i skærsilden er der syv terrasser, de syv dødssynder, som man skal gennemgå og til sidst renses, før man kan indtræde i himlen, som igen består af ni sfærer, og endelig stiger han helt til himmels, hvor han i et syn ser treenigheden. Netop talsymbolerne er blevet brugt i mange andre litterære værker.

Den guddommelige komedie står som et af de største værker i verdenslitteraturen, fordi det til stadighed er et værk, som man kan forholde sig til som menneske til trods for de syvhundrede år. Det siger en masse om sin samtid, om religion og menneskesyn, men det siger også noget helt fundamentalt om mennesket, om det at bevæge sig gennem livet med den tvivl og de udfordringer, det byder på. Om kærlighed. Om tro. Om styrke. Og så er det i sig selv et imponerende værk. Udover fortællingen i sig selv, viser fortællingen også, hvor stor en betydning litteraturen har for vores dannelse som mennesker, hvordan litteraturen giver os en forståelse af vores verden, relationer og værdier.

Her er det i sublim oversættelse af Ole Meyer, der har forstået at gengive værket i et smukt og moderniseret sprog, der gør det langt nemmere at læse. Han har også tilføjet et overordentligt hjælpsomt notesystem, som så fint tager læseren i hånden på rejsen tilbage til 1300-tallet.

Og så er det en virkelig smuk bog! En af dem, man lige trækker ned fra reolen og aer en gang, før man går videre.

Køb den her. Læs mere om Dante her.

Led vidt og bredt, elendige, langs havetog dine kyster; vend så blikket indad, og se om fred er nogetsteds at finde.

Fra forlaget:

Dantes Guddommelige Komedie, der foregår i påskeugen år 1300, er en fortælling om en vandring gennem de tre dødsriger: Helvede, med dets evige pinsler, Purgatoriet (eller Skærsilden) med de timelige prøvelser, og Paradiset, hvor salige sjæle opholder sig nær Gud, men ikke har glemt det jordiske liv.  Fortællingen kan betragtes som den første europæiske jeg-roman, idet fortæller og læser følger vandreren “Dante” gennem smerte mod forløsning og stadig større erkendelse. I begyndelsen føres han af digteren Vergil, senere af sin elskede Beatrice, som han ikke fik i live. Komedien er blandt meget andet verdenslitteraturens særeste og mest storslåede kærlighedsfortælling. Oversættelsen ved Ole Meyer følger Dantes versrytme og baserer sig ligesom denne på talesproget. Den Guddommelige Komedie hører til den klassiske litteraturs mesterværker. Den er formentlig blevet til under Dantes landflygtighed i årene 1307-21. Alt tyder på at Dante selv var bevidst om at have skabt et værk der ikke svarede til noget hidtil kendt og derfor kun vanskeligt lod sig beskrive ud fra gængse begreber. Hans egen betegnelse for det er “Komedie” (Comedía), hvortil en eftertid har tilføjet udtrykket “Den Guddommelige”. Titlen har ikke noget med teater at gøre, men skyldes ifølge overleveringen, at værket ender godt og at dets stil ikke er ensartet “tragisk” og ophøjet.